Jeg har været så heldig at modtage et legat fra Fur til mit 6 måneders lange praktik ophold i Nuuk, Grønland.
Mit navn er Anna Høy Sørensen, og til dagligt læser jeg til pædagog på UCN i Aalborg. Jeg er igang med mit 6 semester og har siden starten af januar befundet mig i Grønland, hvor jeg har arbejdet på Den Internationale Friskole sammen med en medstuderende.
.jpeg)
Jeg har arbejdet på Den Internationale Friskole i Nuuk, selvom det er en international friskole, så bliver der snakket dansk. Skolen består af 200 elever i 1.-10. klasse. I Grønland starter man i skole det år man bliver 6, ligesom man gør i Danmark. Forskellen er bare, at en 0. klasse i Grønland hedder en 1. klasse.
Jeg har arbejdet med eleverne i 2. klasse, hvor jeg har haft klasse med dem 2 gange om ugen, og derudover er jeg en del af SFOén de resterende timer. Selve friskolen går meget op i kreativitet og fantasi, hvilket tydeligt kan ses i den almene undervisning i 2. klasse. Undervisningen her er ofte projektbaseret, og bærer præg af selvbestemmelse, lyst og motivation. Det betyder dog også, at jeg som pædagog i klassen, kan blive udfordret på forskellige fag. De har brug for hjælp til almindelige regnestykker, da der ikke er tavle undervisning der skal lære dem, f.eks. at plusse 64+18 eller hvad minus betyder. Jeg kommer let til også at skulle have en lærer hat på, og forklare dem hvordan man sætter et plus eller minus stykke op.
Turen til Grønland var lidt speciel. Det vat nemlig ikke lige så let at komme til Grønland som man skulle tro, heller ikke selvom jeg fløj direkte til Nuuk fra København. Det tog mig godt en uge, fra jeg forlod lejligheden i Danmark, til jeg havde fået et sted at bo i Grønland. Der skete nemlig det, at jeg først stod som standby til flyet og derfor ikke vidste, om jeg kunne komme med flyet. Jeg kom dog med flyet, og det skulle vise sig, at jeg lige så godt kunne have undladt at være med flyet, for flyet måtte vende om, da det nåede Grønland og havde fløjet rundt over indlandsisen i 1,5 time. Grunden var, at landingsbanen i Nuuk var for glat, så det blev ca. 13 timer i en flyvemaskine og en tur tilbage til København. Et par dage senere prøvede vi igen, denne gang steg vi ombord, velvidende at vi nok skulle flyve retur til København igen. Vi vidste nemlig, at flyet, der fløj fra København om morgenen, var vendt rundt og fløjet retur til København 10 minutter før de boardede os… Denne gang var det dog kun en tur over Island før piloten fortalte at vi vendte om igen. Dagen efter havde de åbnet lufthavnen i Kangerlussuaq op, så de var sikre på, at vi i hvert fald kunne komme til Grønland. Rigtigt nok fløj vi dagen efter til Kangerlussuaq, hvor vi have 1,5 døgn inden vi fløj videre til Nuuk.

Vi landede i Nuuk kl. 20 om aftenen, hvor vores vejleder hentede os, og hjalp os med at få fat i dem, der havde vores nøgler til vores kollegie. Vi havde fået at vide vi var tildelt værelse i samme bygning, lige ved siden af hinanden. Da vi ankom, var min medstuderende blevet flyttet til et andet kollegie, som ikke lå centralt og 4 km væk fra det jeg var blevet tildelt. Jeg var ikke blevet flyttet, så vi startede med at køre hen til der hvor jeg skulle bo. Da vi endelig fandt det og fandt den rigtige lejlighed, lignede det, at vi trådte ind i en andens hjem, men nøglen passede, så det kunne kun være her jeg skulle bo. Da vi så låste op til værelset, lå der en anden og sov inde på det værelse, som jeg var blevet tildelt. Jeg havde nu intet sted at bo, men før vi ville gøre noget ved det, besluttede vi os for, at køre hjem til der hvor min medstuderende skulle bo, for at se om der boede nogle der. Det gjorde der så ikke, men lejligheden var til gengæld meget beskidt, med hår, fedtede fingre, krummer og beskidte lagner over alt.
Vi besluttede os for at sove der én dag, inden vi dagen efter kl 10 måtte komme tilbage til kollegieadministrationen for at finde en løsning. Kl. 14 dagen efter havde de fundet et nyt sted til mig at bo, og vi fik min medstuderende flyttede ind til centrum af Nuuk, så vi i det mindste boede tæt på hinanden.
Det har været en spændende tid med parlamentsvalg og USA der vil have Grønland. I valgkampen spillede både forholdet til Danmark og større grønlandsk selvstændighed en stor rolle. At USA vil overtage Grønland har også fyldt en del, med mange reportager i TV fra Nuuk.
Jeg har mens jeg har været i Grønland været ude og sejle, dog har der været rigtig meget indlandsis i fjorden de første 2 måneder af mit ophold, hvilket har gjort det besværligt for turismen, da man ikke har kunne sejle ordentligt i det.
.jpeg)
Det har dog været et ekstremt smukt og sjældent syn. Jeg har hørt folk sige, at fjorden ikke har set sådan ud i alt fra 20-70 år, og at mange grønlændere aldrig har set det før. De første par måneder var jeg også ude og se nordlys om aftenen, der kunne jeg nemlig nøjes med at gå ud kl. 19, for at se det. Nu skal jeg være vågen til midnat, for at der bare er den mindste chance, ellers er det simpelthen for lyst.
.jpeg)
Selvom Grønland er skønt, så savner jeg Danmark i disse måneder. I Danmark er det forår, i Grønland siger man, at foråret først begynder 1. maj. I Danmark er der grønt græs, sol og forårsvejr. I Grønland har vi stadig sne, frost og blæst, så kan det være tøvejr en dag, men dagen efter sner det igen. Det er ligesom, at man aldrig nærmer sig helt forår, inden vinteren igen begynder at vise sig. Det mest forårsagtige er, at når solen er fremme, kan selv -9 grader føles som +10, og man nyder virkelig at være ude disse dage. Man skal bare huske solcremen.

Om lidt vender jeg snuden hjemad, og jeg håber turen bliver langt kortere end turen herop. Jeg ved heldigvis, at så snart jeg er fløjet fra Nuuk, så kan jeg lande i København, der er ingen glatte landingsbaner.