Menu
Artikel

Artikel (4416)

Husk marchen Fur Rundt 2024 - lørdag den 13. juli

Husk marchen Fur Rundt 2024

Lørdag den 13 juli er der igen Fur Rundt. Sæt kryds i kalenderen. Vi afvikler den traditionsrige march rundt om Danmarks skønneste ø.

Starten går fra Fur Havn kl. 8.00-10. Der er fire rastepladser undervejs på de ca. 20 km. Ved middagstid tændes grillen i målområdet på havnen. Der er folkefest om eftermiddagen, og senere aftensmad. Dagen slutter med havnebal. Alle er velkomne. Spred gerne informationen.

Furs Forenede Foreninger

Læs mere...

Skive Vand - beklager dybt (Info fra Facebook Fur-gruppen)

Idet jeg på Skive Vands vegne skal beklage dybt, hvis I lokalt har følt jer dårligt informeret, vil jeg her i jeres facebookgruppe personligt benytte muligheden til at forklare mere indgående, hvad der er sket og kommer til at ske i forbindelse med forureningen på Fur vandværk.

 

I tirsdags blev der monteret et UV-anlæg på vandværket til desinficering af vandet på vej ud af vandværket. Vandet kan, som I alle ved,  således igen drikkes direkte fra vandhanen uden forudgående kogning!

Hos Skive Vand har vi arbejdet på højtryk for at lokalisere og fjerne den forurening, der blev konstateret den 5. maj. En forurening, der viste sig mere besværlig at fjerne, end vi forventede.

 

Vi har taget mange analyser og renset rentvandstanken to gange.

Forureningen består udelukkende af bakterien enterokokker, der fx forekommer i tarmkanalen hos mennesker og mange dyr. (Værdierne har efter rensningerne ligget på hhv. 3-4 enterokokker /100 ml.)

 

Under desinficeringerne og kontrollen af rentvandstanken har vi ikke fundet tegn på revner, utætheder eller andre uhensigtsmæssigheder.

Det store spørgsmål er derfor, hvor forureningen så kommer fra?

 

Der er ikke tale om, at der er indtrængning af overfladevand. Dette bygger vi på, at der i forbindelse med indtrængning af overfladevand også ville være andre bakterier til stede.

Det kunne fx være coliforme bakterier, eller vi ville se forhøjede kimtal i analyserne.

 

Baseret på erfaringer fra vandbranchen og vores kendskab til andre vandforureninger kan forureningen stamme fra insekter, der har fundet vej til rentvandstanken.

Der kan også være tale om en urenhed i forbindelse med udskiftning af en rentvandspumpe før udtagning af den første inficerede vandprøve.

Vi har efter de nævnte to rensninger af tanken først stået med ren prøve og derefter en forurenet prøve.

 

Når vores arbejde med dette har taget og tager lang tid, skyldes det ventetid mellem selve prøvetagningen og analyseringsprocessen. Eksempel:

Det første døgn går med rensning af tanken og filterskyl af de 3 filtre. Derefter skal der udtages 3 prøver på vandværkets såkaldte ’afgang’ jævnt fordelt over 2 døgn.

Resultatet af disse prøver modtages på 5. eller 6.-dagen.

 

Selvom vi har oplevet, at den første analyse efter et tiltag har været ren, er vi nødt til at vente på den næste analyse, før vi kan igangsætte yderligere tiltag.

 

Analyser tager minimum 48 timer at færdigbehandle på laboratoriet. Hvis der er forurening i prøverne, kan det tage op til 4 timer yderligere, før analyseresultatet er verificeret.

 

Med det nu opsatte UV-anlæg, der er en midlertidig løsning, får vi ekstra tid til at arbejde med at fjerne forureningen. I mellemtiden kan alle på Fur trygt tappe vand fra hanen og drikke det.

 

Vi er meget kede af den negative oplevelse, I har haft. Hos Skive Vand ønsker vi nemlig altid at sikre det bedste vand til vores kunder, og vi fortsætter arbejdet med at lokalisere og fjerne forureningen. Til orientering tages der naturligvis nye analyser og vi vil løbende orientere på vores hjemmeside.

 

Skulle informationen ovenfor give anledning til spørgsmål – eller andet; så ring eller skriv endelig til os.

 

Telefon: 8213 2000

Mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Venlig hilsen
Ivan Drejer, direktør for Skive Vand

Læs mere...

På Sælsafari og Fur Rundt med Livøfærgen - Onsdag den 5.6. fra 19 - 21.30

Det vrimler med sæler i Limfjorden. Sælerne ligger oftest i store grupper og de lever her hele året.

 

Om turen:

Vi sejler Fur Rundt med en afstikker, hvor vi med stor sandsynlighed kan kan se sælerne.

Oplev også synet af de smukke Knudeklinter, der kandiderer som Naturverdensarv, fra søsiden ombord på Bertha K - med lokal guide ombord. 

Det er oplagt at medbringe den lette aftensmad.

Drikkevarer skal købes ombord.

Bemærk:

Opsamling Fur Havn kl. 19.00

Opsamling Branden  kl. 19.05

 

furcamping.dk 

https://www.place2book.com/da/sw2/sales/lia65g9co9

Læs mere...

Drikkevandet på Fur er rent igen  Efter næsten tre uger med kogeanbefaling, kan beboerne på Fur nu drikke af vandhanen igen

Drikkevandet fra Fur Vandværk kan nu drikkes og bruges uden at det skal koges først.  

For at sikre det rene drikkevand er der midlertidigt installeret et UV-anlæg på vandværket. UV-anlægget fjerner bakterier fra drikkevandet, og er ikke sundhedsskadeligt når man drikker vandet.  

 

Det er næsten tre uger siden, forureningen med enterokokker blev opdaget.  

Skive Vand kan fortsat ikke pege præcis på årsagen til forureningen, men deres formodning er, at det skyldes en forurening af rentvandstanken eller, at det er sket i forbindelse med udskiftning af en rentvandspumpe.  

 

Skive Vand beklager, de udfordringer kogeanbefalingen har givet deres kunder og er taknemmelige for forståelsen, skriver de på deres hjemmeside.  

 

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Skive Vand A/S via deres hjemmeside skivevand.dk  

Eller til Skive Kommune, Byg og Miljø, Anne Mette Nielsen, på mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Læs mere...

Forårsfernisering i RAKLA GALLERI  RAKLA Galleri er klar med den 10. sæsonåbning i det rustikke galleri og det er den lokale kunstmaler Elisabeth Agerskov indleder jubilæumssæsonen

I RAKLA er vi meget glade for at kunne præsentere Elisabeth Agerskov i galleriet i en seks uger lang udstillingsperiode, for det er billeder som kan tåle at blive set igen og igen. Og hos RAKLA er man altid velkommen til at komme igen, for vi ved at billeder sjældent er noget man lige beslutter sig for på stående fod. Det er en beslutning som skal modnes og mærkes efter”, som Karen Jürgensen fra RAKLA siger og tilføjer, at det ikke gør glæden mindre, at det er en nærmest lokal kunstner, som indleder sæsonen. 

Elisabeth Agerskov bor ved Hjarbæk midt i den smukke natur ikke langt fra Viborg. Hun er uddannet maler og har tidligere arbejdet som skiltemaler og serigraf. Det er en baggrund, som hun har stor glæde af i sit virke som billedkunstner. 

 

Motivet i Elisabeth Agerskovs malerier, er ikke det vigtige, men det er den sammensmeltning af oplevelser og farver i naturen, som hun ser. Det er som oftest ikke genkendelige landskaber, man ser på hendes malerier, men det er billeder, som udstråler harmoni og balance – og skønhed. Og så kan hun noget med lyset. Som kunstanmelder Tom Jørgensen ved Kunstavisen skriver: 

”Lyset i Elisabeth Agerskovs malerier er anderledes. Man kan med det samme næsten fysisk mærke Nordens sarte lys, mættet af vanddamp og præget af det faktum, at vi ikke har mange rene solskinstimer på vores breddegrader… Som vi alle ved, lurer solen lige under skydækket, og i de fleste af Elisabeth Agerskovs billeder er den lige ved at bryde igennem. Noget, der skaber en diset og tåget effekt, hvor et mylder af farvetoner melder sig i koret. Og når en enkelt lysstråle pludselig trænger igennem skymasserne, eller aftensolen viser sig på himlen, oplyses strandengene af gyldne, mælkehvide og orange glimt.” 

RAKLA Galleri glæder sig meget til at åbne dørene på lørdag til årets første udstilling. ”Til ferniseringen er det en fast og glimrende tradition, at vi er værter ved et glas vin og lidt andet godt til ganen og alle er jo velkomne, - her er ingen entre. Og så er det også en tradition, at kunstneren er til stede den dag. Men desværre er Elisabeth Agerskov forhindret i at deltage på dagen, så publikum må nøjes med min velkomst – og så ellers nyde de dejlige billeder”, som Lasse Højgaard siger det.  

Apropos de 10 år, så forlyder det at RAKLA senere på året vil markere sit 10 års jubilæum, men hvornår og hvordan vil man ikke løfte sløret for endnu. 

RAKLA Galleri har fernisering lørdag d. 18 om eftermiddagen og udstillingen varer til og med d. 1. juli. 

Læs mere...

Fortsat kogeanbefaling af vandet på Fur 

Det vil tidligst være muligt at ophæve kogeanbefalingen onsdag den 22. maj 

Borgerne på Fur må væbne sig med tålmodighed i weekenden og i Pinsen. Det er nemlig fortsat anbefalingen, at de koger drikkevandet fra Fur Vandværk.  

Skive Vand A/S har siden første fund af bakterierne enterokokker i drikkevandet fra Fur Vandværk fået analyseret mange vandprøver for at lokalisere forureningskilden. Det er dog endnu ikke lykkedes at fjerne kilden til forureningen, og derfor har Skive Vand A/S arbejdet intensivt på at løse problemet.   

Skive Vand A/S skal kunne vise tre rene analyser, før kogeanbefalingerne kan ophæves. Grundet helligdagen mandag er det ikke muligt at få svar på tre analyser før tidligt onsdag den 22. maj, oplyser Skive Vand A/S.   

Der har ikke været fund af bakterier i vandværkets boringer, så kilden til forureningen vurderes at stamme fra teknisk arbejde i forbindelse med udskiftning af en rentvandspumpe, som pumper drikkevandet fra vandværket ud til forbrugerne, oplyser Skive Vand A/S.  

 

 

Læs om håndtering af drikkevandet på kommunens hjemmeside:  

https://skive.dk/nyheder/temu-byg-miljoe/vandforurening-paa-fur/  

Læs mere om sagen på Skive Vands hjemmeside: 

https://www.skivevand.dk/skive-vand/sidste-nyt/389-forurening-af-drikkevandet-fra-fur-vandvaerk 

Læs mere...

Skulpturen Guldlaks, Fossilfisk, som er en af 4 skulpturer, skabt af kunstner Poul Erik Nielsen

Skulpturen Guldlaks, Fossilfisk, som er en af 4 skulpturer, skabt af kunstner Poul Erik Nielsen med inspiration fra fossilfund fra moleret på Fur.

I vinter under stormen ”Pia” knækkede Fossilfisk Guldlaks af sit fundament. De 3 andre fisk står fordelt på øen med en ved Museet, en på Havnen og en ved Gammel Havn.

Skulpturene er ejet af FurKunst og vi vurderede, at skulpturen Guldlaks stod for udsat, da den også tidligere har lidt overlast. Den har tidligere stået på kanten af molergraven ved Langstedvej.

Efter aftale med Skamol har vi fået tilladelse til at flytte den hen på en plads til venstre for Molermanden. Derfra er der udsigt til Molergraven, Bispehuen, fjorden og Livø. Vi håber  nu i FurKunst at skulpturen vil blive til glæde for alle, der kommer forbi. Vi håber også, at den nu står tilstrækkelig beskyttet mod vejr og vind.

Vognmand Palle Christensen har bistået med at flytte fisken til den nye placering, efter den først har været en tur forbi smeden Torben Rasmussen, hvor figuren blev svejset fast igen.

FurKunst takker mange gange for hjælpen.

Formand for FurKunst

Ellen Bye Jensen

Læs mere...

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling 13/6-2024 - Fursund Turistforening

Til alle medlemmer.

Bestyrelsen for Fursund Turistforening har den 14. maj 2024 modtaget vedhæftede brev fra Jørgen Ruby – Torben Rasmussen – Pia Frøslev - Jørgen Christiansen, som ønsker at omgøre en generalforsamlings beslutning.

Der er derfor afholdt bestyrelsesmøde i dag, den 16. maj 2024, hvor en enig bestyrelse efterkommer opfordringen, og hermed indkalder til ekstraordinær generalforsamling i Fursund Turistforening for medlemmer, der ikke er i restance.

Ud fra den vedhæftede liste over støttere er det givetvis helt naturligt, at en foreningsbestyrelse ikke kan arbejde med et umiddelbart flertal mod sig.
Bestyrelsens medlemmer kan imidlertid kun opfatte den tilsendte skrivelse som et mistillidsvotum. Derfor har samtlige i bestyrelsen besluttet at trække sig, og derfor er der tilføjet et ekstra punkt på dagsordenen: Valg af bestyrelse.

Heldigvis er der mange gode kræfter og kapaciteter hos afsenderne af brevet, som hermed opfordres til at tage stafetten. Vi er naturligvis ærgerlige over, at der alligevel ikke var opbakning til initiativerne omkring den nødvendige modernisering for Fursund Turistforeningens fremtid.


INDKALDELSE TIL EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING
Torsdag d. 13. juni kl. 19 i Fur Forsamlingshus

DAGSORDEN
1.    Valg af dirigent
2.    Valg af stemmetællere
3.    Indkomne forslag (se bilag):
a.    ”Skal vi lukke det fysiske turistkontor”
b.    ”Fursund turistforenings fremtid og formål”
4.    Valg af bestyrelse:
a.    Valg af formand (for 2 år). Betina Bugge ønsker ikke genvalg.
b.    Valg af bestyrelsesmedlem (for 2 år). Anette Gaden Dalsgaard ønsker ikke genvalg.
c.    Valg af bestyrelsesmedlem (for 1 år). Lisbeth Bundgaard ønsker ikke genvalg.
d.    Valg af bestyrelsesmedlem (for 1 år). Janne Søndergaard ønsker ikke genvalg.
e.    Valg af bestyrelsesmedlem (for 1 år). Bente Jensen ønsker ikke genvalg.
f.     Valg af suppleant (for 1 år). Anne Sofie Popp Bugge Dahl ønsker ikke genvalg.
g.    Evt. valg af revisor (for 1 år). Jørgen Christiansen er valgt.
h.    Evt. valg af revisor (for 2 år). Jørgen Ruby er valgt.
i.     Evt. valg af revisor suppleant (for 1 år). Torben Rasmussen er valgt.
5.    Eventuelt

16. maj 2024 - Bestyrelsen for Fursund Turistforening

 


 

Til bestyrelsen for Fursund Turistforening Fur d. 13/5 2025

Vi er ikke enige i at, vores fysiske turistkontor skal lukkes.

En beslutning om at lukke turistkontoret ned, er en beslutning som vil have meget vidtrækkende konsekvenser for ikke alene medlemmerne af Fursund Turistforening men for hele øen og alle dens turismeaktører, kulturliv og erhvervsdrivende.

Desuden vil det uden et fysisk åbent turistkontor være endog meget vanskeligt at leve op til foreningens formålsparagraf og dermed lægger sådan en beslutning også op til enten en nedlæggelse af foreningen eller til en meget gennemgribende ændring af foreningens formål.

Derfor bør en sådan afgørelse diskuteres på et medlemsmøde, ligesom den endelige beslutning i vor optik kun kan træffes på en generalforsamling i Fursund Turistforenings regi, hvor alle medlemmerne på forhånd er orienterede om bestyrelsens indstilling om at ville lukke turistkontoret.

Vi vil derfor opfordre bestyrelsen til at afholde et medlemsmøde/generalforsamling for Fursund Turistforenings medlemmer med kun disse to punkter på dagsorden:

1) Skal vi lukke det fysiske turistkontor.

2) Fursund turistforenings fremtid og formål.

Med venlig hilsen og med De bedste ønsker for Fur, vores gæster og erhvervslivet på Fur:

Jørgen Ruby – Torben Rasmussen – Pia Frøslev -Jørgen Christiansen

Denne opfordring støttes af medlemmer af Turistforeningen på vedlagte liste.

 


Støttere af Turistkontoret

Fur Bryghus

Havens Deli

Handy – flex – fuger

På Herrens Mark

Fur Færgekro

Leon Bro

Fur Lejrskole

Fur Havneforening

Tove Sohn Sohn B&B v/ Brian

Oasen

Karolines Hus Troels

Furikon Berit Andersen

Jettestuen kunsthave

Carl Gustason Ceramics

Fur Antik

Rakla

Cirkeline

Fur Ø gaardbutik Klode

Fur Frisørsalon

FURisk fodpleje

Fur Kunst Ellen B.

Fur Event

Den blinde Guide John

Otto Vester

EDC Anna Vestergaard

 

Læs mere...

Er I klar til at tage på haveeventyr på Fur den 22. juni kl. 13-17?

Fur Havegruppe inviterer jer alle til en eftermiddag med åbne haver med temaet “Havepassion frem for haveperfektion”.

Tag jeres naboer med og nyd en hyggelig eftermiddag på Fur!

 

Deltagerne, der åbner deres haver er:

- Villy fra Søndergårdevej 68, viser sin traditionelle bondehave med biavl frem.

- Charlotte fra Madsbadvej 31, har lidt af hvert at byde på, inklusive blomster og et nybygget drivhus.

- Laila fra Dalagervej 13, præsenterer en rustik have med blomster, farver og meget træ.

- Inge Marie og Peter fra Nederby 22 byder indenfor i deres alsidige have, hvor der altid er noget at give sig til.

- Lene fra Sundevej 17, har en 4 år gammel have, primært fyldt med genbrugsplanter.

- Karen fra Stenøre 20, viser stauder, sten og en flot vandudsigt frem.

 

Vi glæder os til at se jer alle til en mangfoldig haveoplevelse på Fur!

 

Bedste hilsner fra

Havegruppen

Læs mere...

Galleri Jettestuen tilbyder B&B i gæstehuset i Furs flotteste have

Galleri Jettestuen tilbyder B&B i gæstehuset i Furs flotteste have.

Gæstehuset, har egen indgang og er beregnet til 2 overnattende. Det består af et opholdsstue med gratis WiFi, og mulighed for kaffe og thé, et bord med stole. Der er soveplads til to i enkeltsenge og toilet / brusebad. 

 
Pris, 300kr per person per nat inkl. sengelinned, håndklæder og Furs bedste morgenmad. 
 
Der er gratis entre til galleriet og man kan benytte den 4000kv.meter store have og privat parkering. 
 
Du finder stedet på GPS: Nørre Debel 6, 7884 Fur

Betaling med kontanter eller Mobilepay ved ankomsten. 

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed