FurNyt fylder år !
- Skrevet af Nederby@1
Furs fælles hjemmeside kan fejre sin første fødselsdag. Læs mere om fødselaren, der allerede har vokset sig meget større, end nogen havde forventet! |
Furs fælles hjemmeside kan fejre sin første fødselsdag. Læs mere om fødselaren, der allerede har vokset sig meget større, end nogen havde forventet!
Den 1. september 2006 kunne man for første gang finde hjemmesiden www.FurNyt.dk på nettet. Den dag lod styregruppen champagneproppen springe, for en vision var blevet til virkelighed!
Et års tid forinden havde en arbejdsgruppe fremlagt de første tanker om en hjemmeside, og en styregruppe blev nedsat. Så fulgte trekvart år, hvor styregruppen mødtes en gang om ugen for at fastlægge strukturen og for at skaffe finansieringen. Der blev lavet ansøgninger, som fremsendtes af Fur Sogneforening.
Initiativtageren til arbejdsgruppen var Karl Erik Ravn, der selvsagt også blev medlem af hjemmesidens styregruppe. Karl Erik var en menneskekender ud over det sædvanlige og med sin mangeårige erfaring som erhvervsleder, blev han helt naturlig den centrale person, der kunne samle interesserne. På FurNyt kan man læse mindeordene over Karl Erik Ravn – manden bag FurNyt.
Takket være stor velvilje fra Furs fonde og øens største virksomheder, blev den lokale medfinansiering så flot, at der opnåedes etableringstilskud fra Skov- og Naturstyrelsen samt Landdistriktspuljen. Der blev ansat en professionel stab bestående af en journalist og en webmaster. Jo, glæden var stor den 1. september 2006, da man kunne se resultatet af alle anstrengelser. Visionen var gjort til virkelighed, og Fur var blevet en del af det globale net.
Hvordan er det så gået med fødselaren? Den første version blev ikke gammel. Allerede den 8. januar 2007 kom FurNyt i version 2, hvor øens forretninger og virksomheder fik en langt mere fremtrædende placering direkte på forsiden. I juni udvidedes hjemmesiden med køb og salg, og omkring fødselsdagen dukkede endnu en ny funktion op på hjemmesiden, nemlig et debatforum.
Der bliver løbende lavet et utal af små justeringer. FurNyts styregruppe og ansatte er bevidste om, at en aktiv hjemmeside aldrig bliver færdig. Den er en proces i konstant forandring.
I foråret 2007 ophørte de nationale etableringstilskud. Styregruppen afsluttede regnskabet og lavede evalueringen, så Fur Sogneforening kunne afrapportere projektet til myndighederne, der godkendte arbejdet. Det er ofte set, at lignende projekter er gået i sig selv, når den nationale pengestrøm ophører. Sådan er det ikke gået med FurNyt.
Styregruppen har truffet aftale med omkring 40 virksomheder og fonde på øen. Hermed er det blevet muligt at videreføre hjemmesiden udelukkende for lokale midler. Furboernes evne til at stå sammen og løfte i flok, har endnu engang gjort forskellen.
I oktober 2006 blev der læst godt 10.000 sider på FurNyt. Siden da er antallet af læste sider steget støt. I juli 2007 nåede vi over 20.000 læste sider på en enkelt måned. Jo, med FurNyt har vi for alvor fået et udstillingsvindue, som rigtig mange mennesker kikker på! Hvad kan det så ikke blive til, når fødselsdagsbarnet vokser til? Hvornår runder vi de 30.000 læste sider på en måned? Eller de 40.000?
Tallene forekommer måske astronomiske, men vent blot og se.
Den nye funktion med køb og salg samt det nye debatforum vil givetvis øge brugen af FurNyt. Hvad vil der mon ske, når vi for alvor går i gang med målrettet at øge kendskabet til Furs fælles hjemmeside? Det bliver en af opgaverne det kommende år.
Allerede nu ser vi frem til at kunne måle resultatet, næste gang FurNyt.dk fylder år.
Tak til alle, der har hjulpet til både med undfangelsen, fødslen og FurNyts første leveår.
John Brinch Bertelsen og Stefan Frøkjær-Jensen
Styregrupen
Journalist Knud Peder Jensen og web-master Jesper Schrøder
01.09.2007
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/furnyt.dk/public_html/templates/gk_news/html/com_k2/templates/default/item.php on line 191
Til toppen