Referat fra møde i koordinationsgruppen for Helhedsplanen d. 12.08.26
- Skrevet af Karen Ladefoged
Referat fra møde i koordinationsgruppen for Helhedsplanen d. 12.08.26:
Deltagere: Poul Kjærgaard, Charlotte Priess Pedersen, Elke Mølgaard, Peter Bertelsen, Thomas Olsen, Erik Wind og Karen Ladefoged
Afbud: Karl Johan Legaard Jensen og Kasper Brandi
Dagsorden:
- Kort status fra arbejdsgrupperne:
- Ø-hus: God fremgang i forprojekt med konsulenterne Niels Olsen, Morten Priesholm og Dorte Sigh. Der er blevet afholdt flere workshops og fokusgruppemøder med fokus på hhv. nuværende og kommende brugere af huset og erhverv/turisme. Der er god opbakning til projektet, det forløber indtil november 26. Her vil Ø-hus-gruppen stå med et materiale, der kan anvendes til ansøgninger af fondsmidler. Der vil komme et nærmere skriv separat på furnyt.dk ang. projektet.
- Aktiviteter og fællesskab:
- Ordnecentralen: Fortsat god succes med mange forskellige opgaver, særligt i sommerferien med udvidede åbningstider. Der afholdes sommer-komsammen d. 13.08 for at fejre en god opbakning. Forslag fra koordinationsgruppen om at promovere/reklamere for Ordnecentralen, så man jævnligt bliver mindet om tilbuddet. Gruppen pointerer, at det både er en café og et værksted, den er åben for alle med eller uden en opgave.
- Træværksted: Udfordringen ligger primært i at der mangler flere frivillige til projektet, der er lige nu kun to repræsentanter. Rundsaven skal klargøres før at værkstedet kan åbnes, dette afventer lige nu.
- Fælleshaver: God høst af kartofler og løg, de har fået lavet flere forbedringer hen over sommeren. Der er møde igen i august for at samle op på første sæson og budget, samt planlægge sæsonen for 2027. Der er lavet gode fælles ordensregler for brugen af haven. I september begynder opførelsen af mødestedet ‘Vores sted’ fra Real Dania. Der vil blive etableret en overkørsel til Stisagervej fra aktivitetspladsen.
- Fællesspisning: Der afventes fortsat nærmere information fra Ældrecentret, dette vil blive afklaret.
- Understøtte kunsten på Fur: Fur Kunst har klargjort havnegalleriet til denne sæson, samt lavet udstyr klar til årets sommerudstilling.
- Fornyelse af Fur Ø-Arena: Dette projekt er færdiggjort. Det blev indviet d. 10.07 med god opbakning, en hyggelig eftermiddag med tale, grill, hygge og leg på Arenaen.
- Etablering af tennisbane: Dette projekt er færdiggjort. Det blev indviet d. 18.07. Den er blevet flittigt brugt hen over sommeren.
- Workshops: Der er udsendt invitation på furnyt.dk samt til formændene i foreninger, fællesskaber osv. (LINK: https://furnyt.dk/index.php?option=com_k2&view=item&id=7946:invitation-til-mode-om-furs-faellesskaber-sondag-d-11-oktober-2026-i-fur-forsamlingshus). Dagen kaldes ‘Fælles på Fur’ og afholdes d. 11.10 i Fur Forsamlingshus. Om formiddagen er det muligt at opleve og møde øens foreninger, de mere løse netværk og de uorganiserede. Om eftermiddagen er der paneldrøftelse og debat med Malthe Houe og Tyge Mortensen med fokus på fællesskaber, frivillighed og fremtidens muligheder. Arrangementet er gratis og der vil være morgenmad, frokost, kaffe og kage. Det er derfor nødvendigt med tilmelding, se nærmere i linket.
- Stier og Naturfaciliteter:
- Nuværende projekter:
- Molerinoen: Der samarbejdes fortsat med Imerys om projektet om at lave en natursti rundt om Direktørgravene.
- Shelter ved Langstedhuller og Rødsten evt. med ny beplantning: Der er afklaret en ny placering for shelteren ved Langstedhuller, så det bliver muligt med opførelsen pga. paragraf 3. Shelteren ved Rødsten er droppet, da området er beskyttet natur. Kommunen oplyser. at de ikke kan give dispensation. Derfor ændres placeringen til Færkerodde. Der er god kontakt med Imerys ang. opførelsen af shelteret på deres grund.
- Madpakkehuset: Der afventes fortsat de sidste detaljer inden opførelsen kan ske.
- Affaldsstativ og toilet ved Gammel Havn: Projektet undersøges nærmere.
- Beplantning af tørstetræer ift. citronsommerfugle: Projektet er udskudt til efteråret
- Sti fra Gammel Havn til parkeringspladsen inden porten til Bryghuset: Der er givet lov til at fylde nogle huller ud med sten, der må dog ikke laves en decideret sti.
- Lene Bjerrum er ny repræsentant i koordinationsgruppen i stedet for Arved.
- Trafik og veje:
- Udvidelse af Sundevej: Intet nyt.
- Hastighedsdæmpning af havneområdet og Nederby: Intet nyt.
- Deadline for indrapportering af regnskab: Officielt skal regnskabet for hele projektet aflægges i 2029.
- Borgermøde: Udsættes pga. UNESCO udpegningen. Mødet rykkes til efter deadline for forprojektet af Ø-huset. Den nye dato er d. 19.11 kl 19 i Fur Forsamlingshuset.
- Opdateret budget/regnskab:
- Der er 65.000 kr., der endnu ikke er disponeret på projekter under ‘Aktiviteter og Fællesskaber’.
- Tennisbanen har overskredet budget med 241.000 kr. pga. øget gravearbejde under etableringen. Der ligger derfor en afklaring nu, hvor de penge skal findes. Koordinationsgruppen giver de resterende 65.000 kr. til hjælp af at lukke projektet
- Næste møde i koordinationsgruppen: Onsdag d. 11.11.26 kl. 17.00
Referent: Karen Ladefoged, d. 12.08.26