Dilettanten vender tilbage til Fur
- Skrevet af Heidi Gammel Jensen
Efter hele otte års stilhed på de skrå brædder er dilettanten endelig tilbage på Fur. Sidst øboerne kunne opleve en lokal teaterforestilling var i 2018 - og netop derfor er glæden ekstra stor i år, hvor Fur Medborger- og Forsamlingshus igen åbner dørene til en aften fyldt med folkekomedie, fællesskab og fest.
Denne gang er det stykket ”En Hosekræmmer søger natlogi”, Skrevet af Axel Jacobsen, der bringer latteren tilbage til salen. Folkekomedien følger familien Fursø, som ved købet af deres nye gård får en ældre frøken med i handelen - En historie fyldt med lune, forviklinger og klassisk dilettanthumor.
Instruktør Heidi står i spidsen for årets opsætning, og på scenen møder publikum både nye og velkendte ansigter, som tilsammen binder forestillingen sammen med velkendt energi. Skuespillerne er: Alice, S.E., Ute, Vicky, Søren, Fie, Torben og Bjarne. Året sufflør er Connie, som med sikker hånd holder styr på replikkerne bag kulissen.
At holdet igen kan stille sig på scenen, skyldes ikke mindst den store lokale opbakning. Efter den lange pause har det været både rørende og imponerende at se, hvor mange der har meldt sig til - Og hvor mange der har bakket op om, at dilettanten skulle genopstå. Kombinationen af nye kræfter og erfarne spillere, giver forestillingen en særlig varme og et stærkt fællesskab, som publikum uden tvivl vil kunne mærke.
Der spilles to gange lørdag d. 25 april - 2026 i Fur Medborger- og Forsamlingshus:
- Generalprøve kl. 14:00
- Premiere kl. 17:30
Efter premieren fortsætter aftenen med bal helt frem til kl. 02:00 - Præcis som traditionen foreskriver, når Fur samles om en god forestilling og en festlig afslutning.
Dilettanten er tilbage. Og hvis opbakningen er en indikator, er Fur mere end klar til endnu en omgang latter, lokal kultur og fællesskab.