Hvad sker der med Helhedsplanen? Og hvem bestemmer?
- Skrevet af Webmaster
I den sidste tid er der blevet stillet spørgsmål til hvordan helhedsplanen er organiseret og der efterspørges generelt mere information om arbejdet med Helhedsplanen. Her kommer en enkel forklaring på, hvordan beslutninger bliver taget, hvem der gør hvad, og hvorfor processen er bygget op, som den er.
Hvordan træffes beslutninger i Helhedsplanen for Fur?
Helhedsplanen – også kaldet områdefornyelse – er en udviklingsindsats for et mindre område eller en landsby. Den bliver betalt af både staten og kommunen. Helhedsplanen for Fur har fået 6 mio. kr.
Arbejdet med helhedsplanen bygger på to ting: borgerinddragelse og lokal selvbestemmelse. Skive Kommune har gennem mange år udviklet en metode, som giver borgerne mest mulig medbestemmelse – både når planerne laves, og når de skal føres ud i livet. Det er lokalt demokrati i praksis.
1. Helhedsplanen – skabt af borgerne
• Alle borgere på Fur blev inviteret til at komme med idéer og ønsker til planen.
• Derefter blev der lavet arbejdsgrupper med frivillige, der udvalgte de ideer, der skulle arbejdes videre med.
• De arbejdsgrupper, der nu arbejder videre med projekterne, består af borgere, som selv har meldt sig, fordi de interesserer sig for bestemte områder. Det er tydeligt, hvem der repræsenterer hvilke interesser.
Helhedsplanen er dermed ikke en ’kommunal pakkeløsning’, men borgernes egen plan, godkendt politisk af Skive Byråd. 2. Hvem bestemmer hvad? – Beslutningsmodellen
Selvom Skive Kommune har det formelle ansvar for økonomi og lovgivning, er beslutningskompetencen i høj grad lagt ud til Fur. Beslutningsvejene er:
A. Arbejdsgrupperne
Her sidder de borgere, der arbejder med de enkelte indsatser fra helhedsplanen. Der er i dag tre arbejdsgrupper: Ø-hus, Fællesskaber og Aktiviteter. I praksis er de to arbejdsgrupper Stier og naturfaciliteter samt Trafik og Veje slået sammen til én samlet gruppe. Arbejdsgrupperne er altid åbne for nye deltagere.
Arbejdsgrupperne kan beslutte:
- Mindre ændringer inden for deres område
- Nye initiativer, der ikke kræver flere midler
- Beslutninger træffes med en kommunal medarbejder til stede, men det er arbejdsgruppen, der sætter retningen.
B. Koordinationsgruppen
Hver arbejdsgruppe vælger to repræsentanter hertil. Gruppens funktion er:
- overordnet styring af projekter og med-tovholder for helhedsplanen
- udveksling af information mellem arbejdsgrupperne
- forum for prioritering og fordeling af midler
Koordinationsgruppen godkender:
- Ændringer, der kræver tilførsel eller omfordeling af midler
- Aktiviteter og initiativer, der går på tværs af grupperne
Kommunens medarbejder deltager som rådgiver – ikke som beslutningstager.
3. Frivillighed som drivkraft
En helt central mekanisme er, at:
Hvis der ikke er lokale kræfter, der vil realisere en idé, gennemføres projektet ikke.
Skive Kommune kan ikke gennemføre projekter på vegne af borgerne. Det gør processen både lokal og demokratisk, men betyder også, at idéer kan falde bort, hvis ingen ønsker at stå i spidsen for dem.
Eksempler:
- Hundeskov og ridestier: blev droppet, da initiativtagerne trak sig.
- Ordnecentralen og træværkstedet: blev til virkelighed, fordi folk meldte sig til at føre dem ud i livet.
4. Eksempel: Fællesspisninger
Fællesspisninger kom med i helhedsplanen, fordi mange borgere ønskede det i borgerinddragelsen. Koordinationsgruppen har fastlagt simple og åbne kriterier for støtte:
- Arrangementet skal være åbent for alle og bredt annonceret
- Det skal fremgå, at det er støttet af helhedsplanen
- Koordinationsgruppen skal godkende arrangement og udgifter inden det sættes i gang og udgifter skal dokumenteres efterfølgende (Det gælder for alle projekter).
Midlerne gives løbende, så længe der penge – og med fokus på at komme flest muligt til gavn.
5. Gennemsigtighed og kendte interesser
Deltagerne i arbejds- og koordinationsgrupperne repræsenterer ofte lokale foreninger eller interesser – og det er åbent og kendt af alle. Det er en styrke, fordi:
- Man ved, hvem der kæmper for hvilke projekter
- Diskussionerne foregår i åbne fora
- Alle kan deltage, hvis de ønsker indflydelse
Kort opsummeret
Helhedsplanen for Fur bygger på tre principper:
1. Borgerne bestemmer retningen
Furboerne udvikler planen og prioriterer projekterne.
2. Frivillighed driver realiseringen
Projekter gennemføres kun, hvis lokale kræfter vil bidrage.
3. Kommunen sikrer lovlighed – ikke indhold
Skive Kommune rådgiver og sørger for økonomi og jura, men styrer ikke, hvilke projekter der vælges.
Det er derfor furboerne selv, der i videst muligt omfang træffer beslutningerne – i en proces, der både er åben, lokal og demokratisk.
Fremdrift – hvad sker der egentlig?
Der er efterhånden flere år siden at arbejdet med helhedsplanen begyndet, og nogle spørger måske sig selv om der overhovedet sker noget. Til det kan vi klart sige ja, der er gang i mange ting. Der er desværre ikke meget der er færdigt endnu – men det er på vej.
Ø-huset – arbejdet med at ombygge væksthuset, så det både kan rumme forsamlingshus, friskole og give plads til foreninger og aktiviteter er klart det største projekt, der er i gang. På foranledning af en større fond, arbejdes der lige nu på at udbygge projektforslaget, med henblik på at gå i dialog med flere større fonde. Det er et stort projekt og det tager tid.
Ordnecentralen – Repair caféen er et eksempel på en ide, som ikke var en del af den oprindelige helhedsplan, men ideen var god og der var energiske folk, der ville føre den ud i livet. Og heldigvis for det - for det er også det initiativ som kom hurtigst fra start.
Fælleshaver – Der har været stor tilslutning til at skabe et fællesskab omkring dyrkning af mindre havelodder på Væksthusets grund. En ihærdig indsats har resulteret i Fælleshaver også har fået bevilget et lille havehus af Realdania, ligesom der er doneret mange haveredskaber. Både havelodder og hus etableres i løbet af foråret.
Ø-arenaen – Oprindeligt var det planen at anlægge en padelbane i Ø-arenaen. Det viste sig imidlertid at opbakningen var mindre end forventet, hvilket ville en udfordring for den efterfølgende drift. I stedet blev det besluttet at åbne Ø-arenaen op for flere – både rent fysisk og med legeredskaber til mindre børn og et madpakkehus.
Træværkstedet – Der er også tale om en ny ide. Ideen er et åbent værksted I Væksthuset, med nogle kyndige frivillige, hvor der kan arbejdes med træ. Der er doneret flere maskiner og der arbejdes pt. på at klargøre lokalerne i forhold til el, udluftning osv.
Workshops for frivillige – Denne ide er et eksempel på et ønske, der har ligget stille indtil der pludselige meldte sig én med en god ide. Det er endnu for tidligt at løfte sløret for hvad der arbejdes på. Vi kan sige så meget at det bliver frivilligheden, som bliver sat i centrum.
Fællesspisning – I den indledende proces var det et ønske for mange, at der kom nogle fællesspisninger. Ønsket kom derfor med i Helhedsplanen. Længe manglede der imidlertid nogen med mod på mad til mange. Nu er der dog sket noget. Først blev det besluttet at støtte Ø-foreningens jubilæumsfest med henblik på at åbne op for flere deltagere og gøre det til en stor fællesspisning. Sidste skud på stammen er en fællesspisning arrangeret af et madlavningshold for mænd.
Udvidelse af cykelsti og trafiksikkerhed er initiativer under arbejdsgruppen Trafik og Veje. Der er tale om anlægsprojekter, som er afhængige af vejingeniører. Arbejdsgruppen har desværre været ramt af, at der i en længere periode har været mangel på vejingeniører i kommunen og det har derfor desværre ikke været muligt at igangsætte projekter indtil nu. Vi forventer nu at komme i gang i løbet af foråret.
Shelter og madpakkehus ved Gl. Havn – Det er omstændigt at få lov til at sætte noget op i nærheden af vandet, og det gør ingen forskel at det er kommunen som bevilger pengene. Tilladelserne til madpakkehuset er i hus og vi arbejder videre med at få de to shelters på plads.
Vandrestier – Der er opstået et heldigt sammenfald mellem arbejdsgruppens arbejde med at etablere et nyt, spændende stiforløb og det nationale initiativ Danmarks Naturstier, som yder støtte til skiltning af længere, sammenhængende ruter. Fur har fået del i disse midler, og med det nye stiforløb er der nu en god mulighed for at binde flere af de eksisterende vandreruter sammen.
For at dette kan lade sig gøre, kræver det selvfølgelig, at relevante lodsejere høres og forhåbentligt giver tilladelse til, at der sættes nogle skilte op på eksisterende veje og stier så folk blive guidet den rigtige vej mellem de forskellige stiforløb. Det arbejde forventes at gå i gang i løbet af de næste måneder.
Alt i alt arbejdes der på adskillige projekter, og flere af dem står færdige i løbet af foråret. Og det skal selvfølgelig fejres – men mere om det senere ?
Hvis det her rejser nogle spørgsmål er du meget velkommen til at kontakte Thomas Olesen fra landdistriktsteamet i Skive Kommune, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller tage fat i én fra koordinationsgruppen. I koordinationsgruppen sidder Karen Ladefoged, Elke Mølgaard, Charlotte Priess Pedersen, Kasper Brandi, Erik Wind, Karl Johan Legaard, Peter Bertelsen og Arved Michelson.