Menu

Knud Erik Lykke: ”Noget med tal har altid interesseret mig”

  • Skrevet af 

FurNyt har talt med den nu snart forhenværende direktør for Fuur Sparekasse, Knud Erik Lykke for at høre lidt om årene som førstemand i øens pengeinstitut og hvad tiden efter 1. januar skal bruges til

FurNyt har talt med den nu snart forhenværende direktør for Fuur Sparekasse, Knud Erik Lykke for at høre lidt om årene som førstemand i øens pengeinstitut og hvad tiden efter 1. januar skal bruges til.

”Det, der slog os mest, da vi den 1. november 1974 flyttede til Fur var, at her ingen gadelys var”, mindes direktør Knud Erik Lykke. Situationen var den, at han to år tidligere var blevet ansat som bestyrer af Fur Sparekasse. Han var da 28 år og var uddannet i Skive Sparekasse. Indtil da havde Fur Sparekasse kun halvtids åbent, og han var den første uddannede ansatte, sparekassen fik. Indtil da, var det folk som havde erhverv ved siden af, der arbejdede i sparekasse. Åbningstiden var det første, som Knud Erik Lykke fik ændret, så der nu blev fuldtidsåbent. I Skive Sparekasse havde EDB-alderen indfundet sig. Magnetbånd og hulkort rummede oplysninger om sparekassens kunder, men på Fur havde man stadig store kontobøger for udlån og indlån. Så når der var kunder i sparekassen og førstemanden skulle vide noget om økonomien, så blev kassereren bedt om at læse op af kontobøgerne, så alle i lokalet kunne følge med i, hvad der blev sagt.

Image 

”Det skal laves om, var min første tanke”, mindes Knud Erik Lykke. Og det blev det i løbet af det første årstid. Men ellers var det godt lige at stikke en finger i jorden, for en nyuddannet fuldmægtig fra Skive skulle jo ikke komme og revolutionere øen. At det lige blev på Fur, at den fremtidige arbejdsplads kom til at ligge, var tilfældighedernes spil. Stillingen var der og efter at have været ovre og se på forholdene, besluttede han og hans kone Ellen, der i dag er ansat i sparekassen at gøre springet. Det selvom den ældste datter nægtede at flytte fra Skive. Hun ville ikke væk fra skolekammeraterne. Men nu er de to af de tre voksne børn bosiddende på Fur, så Lykke konkluderer, at de jo må være faldet til.

I dag er Fur Sparekasse øens eneste pengeinstitut. I 1972 havde Salling Bank en filial på Fur. Dengang havde sparekasserne nemlig ikke så mange erhvervskunder som i dag. Lovgivningen skelnede den gang mellem en bank og en sparekasse . Skulle en sparekasse have en veksel, så skulle den diskonteres i ”Fællesbanken” i København, som sparekasserne ejede. Men i 1976 fik banker og sparekasser samme vilkår og i dag udgør erhvervskunderne en stor del af sparekassens kundegrundlag.

Overgangen til EDB betød, at der måtte ansættes en mand til at tage sig af det, og i 1976 blev Christian Pedersen ansat, og EDB’en har siden været et af hans ansvars områder.

I flere år var Fuur Sparekasse et hoved foran sparekasserne i Salling. På Fur ”hullede” man således kort for Durup Sparekasse, indtil de selv fik en maskine, der kunne gøre det.

IT er kommet for at blive og det har betydet, at mange unge vælger at beholde Fuur Sparekasse som deres pengeinstitut, selvom de måske bosætter sig langt fra Fur. Den moderne teknologi betyder også, at kunderne i dag kan sidde hjemme og ordne mange af deres transaktioner via homebanking. Eller de kan hæve penge i automaten ved havnen. Knud Erik Lykke sidder netop med opgørelsen fra januar – oktober. I den periode er der blevet hævet 10 millioner kroner i automaten og heraf har turisterne taget sig af de 6,5 millioner kroner.

”Hvis du dengang ikke skulle havde været ansat i en Sparekasse, hvad tror du så, du var blevet?”

”Noget med tal har altid interesseret mig”, siger Lykke så sandsynligheden for, at han var blevet revisor eller havde søgt ind til en uddannelse i den kommunale administration er nærliggende. Men det var nu ikke fordi, at det lå i kortene, at han skulle gå den vej. Lykkes mor var hjemmegående husmor og hans far var specialarbejder.
”Min far sagde altid, at jeg skulle vælge et job, hvor jeg var sikret pension”, mindes Lykke.

Da Knud Erik Lykke i 1972 som 28-årig tiltrådte stillingen, var egenkapitalen på 2 millioner kroner. I dag er den på 26, 4 millioner kr. – eller rettere var, for Fuur Sparekasse er som bekendt sammen med sparekasserne i Durup og Roslev netop blevet fusioneret med Morsø Sparekasse.

”Men jeg vil nok sige, at det var en underlig fornemmelse, at jeg skulle være med til at træffe det valg. Jeg har altid sagt, at vi skal forblive selvstændige så længe som muligt”, siger Lykke. Men direktiver fra EU gjorde, at en sparekasse som den på Fur skal lave de samme regnskabsmæssige ting som for eksempel den danske bank. Derfor skulle der i fremtiden ansættes ekstra personale. Og bortset fra, at det er svært at få kvalificeret personale til et sted som Fur, så forudså Lykke også, at det ville være svært med den nuværende størrelse i fremtiden at få overskud på driften. Valget stod mellem derfor mellem at gøre Sparekasse større for eksempel via filialer, eller gå sammen med andre. Da det så kom et godt tilbud fra Morsø Sparekasse, blev det den vej som alle i enighed gik. Den konstruktion betød, at egenkapitalen kunne forblive på Fur og overgå til to fonde – en erhvervsfond og en almen fond. 

”Det betyder at vi nu kan bruge pengene på Fur”, siger Lykke og siger, at samtidig kan sparekassens kunder trække på de specialister som Morsø Sparekasse råder over. Personalet på Fur får også bedre muligheder for efteruddannelse.

Når Knud Erik Lykke efter første januar kan kalde sig forhenværende, så er det dog ikke for at læne sig tilbage og trille tommelfingre. Han er blevet valgt ind i bestyrelsen i begge fonde og fortsætter der som daglig leder, ligesom har er blevet valgt ind i Skive Erhvervs- og Turistforening, hvor under Fur i fremtiden hører. Dertil kommer, at Lykke har en forkærlighed for Albanien, hvor han siden 1996 har været i et projekt, som skaffer penge til en Luthersk Kirke. Det er tre år, siden han sidst har været i Albanien, men i midten af januar går turen igen til Albanien og han glæder sig til at gense landet, som han har besøgt adskillige gange.

Og skulle det ikke være nok til at udfylde tilværelsen, så ”kan min kone og jeg jo altid begynde at spille golf”, sige Lykke og griner.

23/12/06
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Til toppen