Menu

Finalisterne til Årets Ø er fundet!

Finalisterne til Årets Ø er fundet!

Vi bringer her den officielle tekst fra Sammenslutningen af Danske Småøer.

Den aktuelle ansøgning fra Fur er vedhæftet her som 2 PDF'er

https://furnyt.dk/images/stories/2023/aaret_o_2023_ansogning.pdf

https://furnyt.dk/images/stories/2023/o_ansogning.pdf

 



I et flot ansøgerfelt er Fur, Hjarnø og Omø blevet valgt som de tre finalister, der skal kæmpe om titlen som Årets Ø 2023 – med en præmiesum på 50.000 kr. og en stor fest for hele øen.

Årets Ø 2023 har hjemme i Limfjorden, Horsens Fjord eller Storebælt. Det står nu klart, efter at komitéen bag Årets Ø har vurderet årets mange gode og spændende ansøgninger. Her er Fur, Hjarnø og Omø nomineret som de tre finalist-øer, der har mulighed for at løbe afsted med den ærefulde titel som Årets Ø 2023 med udgangspunkt i temaet ”Øer i udvikling gennem lokale ressourcer”.

”Fur, Hjarnø og Omø har hver især formået at sætte deres lokale menneskelige og naturmæssige ressourcer i spil i deres imponerende arbejde med at udvikle og bevare det attraktive ø-liv. De tre øer er meget forskellige og gør det på hver deres måde. Men fællesnævneren er de stærke og ambitiøse fællesskaber, hvor man står sammen, når det gælder – også når man møder forhindringer,” fortæller Mette Ravn, der er formand for priskomitéen bag Årets Ø og bestyrelsesmedlem i Forenet Kredit.   

Komitéen bag Årets Ø skal nu besøge de tre øer
Om det bliver Fur, Hjarnø eller Omø, der kåres til Årets Ø 2023, kommer komitéen til af afklare i starten af maj måned. Men først skal komitéen besøge de tre øer sidst i april, før vinderøen kan findes. Her får øerne mulighed for at give et konkret indblik i de aktiviteter og fællesskaber, der driver udviklingen på øerne.

For nærmere information om Årets Ø:
Sammenslutningen af Danske Småøer: Kommunikationsmedarbejder Ann-Britt Nørgaard: 28 83 70 90, mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Forenet Kredit: Presseansvarlig Jørgen Thomassen Hybler: 53355853,  mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

For nærmere information om de enkelte øers ansøgninger:
Fur: Kontaktperson Anne-Marie Mortensen, tlf. 27643759
Hjarnø: Kontaktperson Jette Hougaard, tlf. 29456043
Omø: Kontaktperson Dorthe Winther, tlf. 61705249


Fakta om de nominerede øer

Fur

Fur er en stor ø på 22 kvadratkilometer, beliggende i Limfjorden. Der er daglig færgeforbindelse til Branden ved Salling, hvortil overfartstiden er på 5 min.

Fur har dagligvarehandel med postbutik, kro, bryghus og flere andre spisesteder samt gårdbutikker. Øens skole kan tilbyde undervisning til og med 7. klassetrin, en friskole som øens beboere selv åbnede i 2013, da den kommunale skole blev lukket.

Øens foreninger og frivillige står bag initiativer som bosætning, Fur Rundt og Limfjorden Rundt, arrangementer som Muslingedagen, Højskoledagen og Jul på Fur. Øens beboere har også fokus på bæredygtige energiprojekter og udforsker muligheden for mere bæredygtige boformer på Fur.

Fur har 752 beboere (år 2022).

Besøg Furs hjemmeside på www.furnyt.dk



Hjarnø

Hjarnø i Horsens Fjord fylder 3,2 kvadratkilometer. Der er daglig og hyppig færgeforbindelse til Snaptun, en tur der tager syv minutter.

Øen har deltidslandbrug, campingplads, efterskole, kirke, café samt flere små selvstændige erhverv.

De mange forskellige foreninger sikrer færgedrift, drifter forsamlingshus og tager initiativer, der giver øen et aktivt liv – i tæt samarbejde med kommunen. Øens foreninger arbejder også på gode bosætningsforhold, så Hjarnø kan være en aktiv helårsø – samtidig med at roen bevares.

Hjarnø har 113 beboere (år 2022).

Besøg Hjarnøs hjemmeside på www.hjarnoe.dk



Omø

Omø ligger med sine 4,5 kvadratkilometer i skillelinjen mellem Storebælt og Smålandsfarvandet. Der er daglig færgeforbindelse til Stigsnæs færgehavn ved Skælskør – en tur, der tager 45 min.

Øen har en lystbådehavn, en dagligvarehandel og en skole, der tilbyder undervisning til og med 6. klassetrin. Også her er et hav af foreninger, hvor helsårs- og fritidsbeboere hjælpes ad med at skabe aktiviteter hele året. Øens digelau kæmper for kystsikring af øen, der blev hårdt ramt af en stormflod i 2006. Og øens bosætningsgruppe arbejder for at sikre prøveboliger og på sigt også gerne flere lejeboliger til fremtidige øboere.

Omø har 154 beboere (år 2022).

Besøg Omøs hjemmeside på www.omoe-net.dk

Baggrund om Årets Ø

Årets Ø er en pris, der blev oprettet i 2020 af Forenet Kredit, Sammenslutningen af Danske Småøer og Landdistrikternes Fællesråd for at fejre og skabe opmærksomhed om de danske ø-samfund i hele landet.

Temaet for Årets Ø 2023 er Øer i udvikling gennem lokale ressourcer.

Alle danske øer uden fast broforbindelse har haft mulighed for at ansøge om at vinde titlen som Årets Ø 2023.

Hovedprisen er 50.000 kr., mens 2. og 3. pladsen modtager 25.000 kroner.

Vinderen i 2022 var Strynø, der vandt under temaet ”Fællesskab som drivkraft for lokal udvikling”. Strynø imponerede blandt andet med sin store indsats for at huse ukrainske flygtninge. I 2020-2021 blev Endelave kåret til årets ø.


”Med prisen vil vi gerne sætte spot på små ø-samfund i partnerskabets arbejde med at støtte og udvikle landdistrikterne i Danmark. Nå vi er på besøg på de nominerede øer, får vi et unikt indblik i øernes lokale udfordringer og sejre, som også kan inspirere andre ø-samfund. Derfor er Årets Ø meget mere end en pris, slutter Mette Ravn.

 

Senest ændretLørdag, 11 marts 2023 09:15
Til toppen