Logo
Udskriv denne side

Vil du hjælpe med at holde øje med krondyrene på Fur?

Vil du hjælpe med at holde øje med krondyrene på Fur?

Foråret 2008 svømmede tre krondyr til Fur, men et par måneder senere var de væk igen. Siden da har det gentaget sig flere gange. Netop nu er der fire eller fem krondyr på øen, og nogle af dem har måske været her et par år. Spørgsmålet er derfor, om der en ved at blive en fast bestand af krondyr på Fur?

Spørgsmålet kommer fra en inspektør på Fur Museum, der gennem årene har samlet på iagttagelser af kronvildtet. Inspektøren ved derfor, at også svaret på spørgsmålet skal komme fra personer, der tilfældigt har set krondyr på Fur. Hvis du har set et krondyr eller flere, så send gerne en mail til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller en sms på 24 62 02 06. Du er også velkommen til at ringe på 99 15 69 33 (Fur Museum) eller privat på 97 59 35 76. Det gælder også, hvis du ser krondyr på Fur i løbet af sommeren eller efteråret.

Hvordan ser man egentlig forskel på krondyr og rådyr? Krondyrene er nu i en rødbrun sommerdragt. De er langt større end rådyrene. Hvor rådyret har vinklede bagben, så har krondyret mere lige ben. Krondyret har et brunligt bagparti, hvor rådyret er hvidt. Krondyret kendes også på det lange, smalle hoved med meget store ører, der kan drejes i alle retninger. Om foråret smider hjortene geviret, og det nye gevir vokser frem i løbet af sommeren. Det vokser meget hurtigt og er dækket af et hårlag. I august er geviret færdigudviklet, hårlaget tørrer ind og det gnubbes af ved at hjorten gnider geviret mod unge træer. Geviret bruges i september, hvor hjortene kæmper om hunnerne, der er i brunst.

For få dage siden - Den 20. juni 2021 - blev der set fire krondyr i samlet flok på Fur. Det var to hunner – som jægerne kalder hinder – og to hjorte. Begge hjorte havde gevirer, der var ved at udvikle sig med flere sidegrene (sprosser). Den ene af hjortene har måske været på Fur siden foråret 2019, hvor der blev set en ung spidshjort. Om efteråret blev den set igen med det nye gevir, der havde udviklet sig med tre sprosser på hver stang. Den hjort var også på Fur foråret 2020, hvor den kastede geviret, så det nye gevir kunne vokse frem i løbet af sommeren. Det har sikkert været med fire eller fem sprosser på hver stang, men hjorten blev ikke set efteråret 2020. De to hjorte, der nu er ved at få det nye gevir, vil formentlig ende med at få fem til seks sprosser på hver stang. Det ved vi om et par måneder.

Hvis der til september stadig er to store hjorte på Fur, så kan vi måske høre hjortenes imponerende brunstbrøl.

Ud over hjorten, der er set flere gange i løbet af de sidste par år, så har der med sikkerhed også været et par hinder på øen. Foråret 2021 fik de følgeskab af endnu et par dyr. På stranden øst for Lille Knudshoved blev der set spor fra to dyr, der var gået i land på Fur. Sporene kom ude fra vandet. Sporene fulgte stranden, inden de drejede ind på øen. To nye krondyr var altså kommet til Fur. For få uger siden så en landmand på Fur hele fem krondyr på en gang.

Det er indtil videre et ubesvaret spørgsmål, om der er født kronkalve på Fur. Kalvene fødes i begyndelsen af juni. De første par måneder er de plettede, så de er rimeligt nemme at kende. Hen på efteråret skifter de som alle andre krondyr til en gråbrun vinterdragt.

Der er altså meget at holde øje med, for at besvare spørgsmålet om Fur er ved at få en fast bestand af kronvildt. Krondyrene er nemmest at se i de tidlige morgentimer eller i skumringen. De er nemlig nataktive. Om dagen går de i skjul og holder sig i ro.

Du kan hjælpe med at kortlægge, hvordan det går med kronvildtet i løbet af sommeren. Er der plettede kronkalve på Fur? Hvordan udvikler hjortenes gevir sig? Hvor mange dyr er der? Svømmer nogle af dyrene væk igen i løbet af sommeren?


Send venligst dine iagttagelser til museumsmanden, så samler han trådene.

furnyt.dk - 2019-2020 - All rights reserved.