Menu

Karolines Hus - galleri på Fur - forårsudstilling hver dag 14-17 - indtil 30. juni

Karolines Hus - galleri på Fur - forårsudstilling hver dag 14-17 - indtil 30. juni

Vi har et meget stærkt hold i år. I kan se hele holdet på vores hjemmeside www.karolineshus.dk

Og vi lægger ud med fire dejlige kvindelige kunstnere:

Tina Lofstad, glas
Inge Jensen, keramik
Kirstine Falk, illustrationer
Marie Fredborg, maleri

Tina Lofstad

Jeg har altid vidst, at jeg skulle noget kreativt, men bare ikke hvad. Lige efter gymnasiet var jeg på en cykelferie og kom ind på et glaspusteri – og så vidste jeg instinktivt, at det var det jeg skulle være – glaspuster.

“Jeg har fået en klassisk håndværker uddannelse som glaspuster fra glasskolen i Orrefors (1998-2001). Det  er jeg dybt taknemmelig for. Jeg arbejder med glas, fordi det er spændende, kreativt og så er det min passion – her er min rette hylde. Glas er mig. Glas er mit liv.

Jeg kan godt lide det enkle med små detaljer. Jeg arbejder nok meget med stærke klare farver, og ting man bliver glad af. Samtidig holder jeg meget af det klare glas. Jeg er ubevidst præget af min skolegang i Sverige, det skandinaviske og Orrefors “

Jeg åbnede Glaspusteriet i Viborg i 2003.

Kirstine Falk

Jeg er uddannet designer i 2004 i Oslo. Efter et par år i tekstilverdenen stoppede jeg for at male på fuld tid. I 2013 blev jeg mor og samme år stiftede jeg min virksomhed, Kirstine Falk, med fokus på illustrationer i begrænset oplag.
 
I dag arbejder jeg med en blanding af maleri, illustrationer og fotografi, med værksted på Godsbanen i Århus C. Jeg bor på Trøjborg i Århus med min mand og datter, og min datter er en inspirationen/model i flere af mine værker.
 
Materialer til både illustrationer og maleri er en blanding af blyantstreg kombineret med gouache, akryl og collage. Collageelementerne er fotografier, jeg har taget, eller papirstykker, jeg har fundet igennem tiden.
 
Med mine illustrationer og malerier bestræber jeg mig på at skabe tankevækkende værker med en åbenhede for fortolkning, så beskueren kan lægge sit eget livs erindring og fortolkning i det.
 
Jeg tager ofte udgangspunkt i flere foto, som jeg sammensætter i en situation og rekonstruerer en ny virkelighed eller et fantasiunivers med genkendelige facetter.
 
I mine seneste værker har jeg arbejdet med naturmotiver og drømmende universer, samt barndom og sommer med stemninger af optimistisk umiddelbar glæde, men også en understrøm af en let vemodig nostalgi.
 
Print af Illustrationer er museumskvalitet, printet på en Epson printer på Epson Enchanced mat papir, 192 gram. Der laves kun 100 styk af hver original, og efter tryk bliver de nummereret og signeret.
 
Mit bidrag til forårsudstillingen hos Karolines Hus 2021 består af originale tegninger, limet print, malerier og fotos.

 


Inge Jensen

Jeg har fokus på kontrasten mellem hverdagens trivialiteter og gentagelser, øjeblikkets eufori og selvforglemmelse og arbejder skiftevis med disciplin, struktur, spontanitet og lyst til grænseløshed.

At arbejde med leret, undersøge dets muligheder, få det til at bære en form eller lade det selv finde sin form.

Det giver mulighed for at arbejde på 2 forskellige måder: spontant som med skaller, tang, rav og porcelænsler i blåvandsserien og mere struktureret og disciplineret som med skulpturer og krukker. Det opfylder de elementære krav, som hverdagen stiller: behovet for at kunne holde fast i en nødvendige struktur men også at kunne slippe og lytte indad - og give sig selv lov til at danse på bordene!

Vesterhavet er min væsentligste inspirationskilde.

En tur ved Vesterhavet giver en følelse af at være levende, at være i nuet, at opleve elementernes magt. Blæsten, bølgerne og sandets fygen bliver ”livspulsen”, og oplevelsen giver en lykkefølelse, som er en lise for sjælen. Man bliver klogere, når man oplever en hel verden i detaljen og får forståelsen for detaljens betydning i helheden og derved også for den enkeltes betydning i den store sammenhæng.

Jeg har lært modellering, skulptur og croquis hos Valdemar Foersom Hegndal, Århus Universitet og ved drejeskiven hos Jo Bichel, Århus Universitet. I de seneste år har Mette Maya Gregersen været min lærer og inspirator. I arbejdet med raku har jeg deltaget i kursus hos hollænderne Ine og Ed Knops. I mange år har jeg undervist i dansk, billedkunst og design på Ikast-Brande Gymnasium, og mine erfaringer som underviser i de kunstneriske fag er udgivet i bogen:  “Huset for sansning, oplevelse og læring,” (2013).
Siden 2013 har jeg udelukkende arbejdet med leret.  Derudover har jeg deltaget i Åbne Atelierdøre i Silkeborg  – også som medlem af bestyrelsen.

Jeg arbejder både på mit værksted hjemme i Vinderslev og på den gamle lervarefabrik i Sorring sammen med “Krukkerne”. 

Udstiller permanent i Sorring og i eget værksted.



Marie Fredborg

Sejler man fra Fur stik nord og går i land, vil man sætte sine fødder på bredden af mit barndomsland: Hannæs. Det er et horisontalt land imellem hav og fjord, hvor træer og mennesker kryber langs jorden. Om det er fordi naturen har omgivet mig så magtfuldt og tilstedeværende fra begyndelsen, ved jeg ikke, men selv nu hvor jeg lever mit voksenliv i domesticerede østjylland, oplever jeg naturen som besjælet. Der er noget der ånder og bevæger sig i træerne, bækken og skyerne. Om det så er trolde og elvere eller moder jord eller noget helt andet, så synes jeg, at man kan ane det i mine oliemaleriers stiliserede naturalisme. Med tiden er jeg blevet mere og mere optaget af at male naturens ”møde” med bygningsværker eller andre udtryk for den menneskelige civilisation. Jeg er ofte i tvivl, om jeg maler en magtkamp eller en fredelig sameksistens. Jeg ville sådan ønske, at det i hvert fald kunne ende med at blive det sidste.

Jeg er selvlært og har altid tegnet. Oliemalingen fik jeg fingre i midt i mine teenage-år, så det er mindst 25 år siden. Jeg tager udgangspunkt i fotos, enten mine egne eller en bestillers. Jeg tegner først en skitse på lærredet, så maler jeg et første lag skitse-maling og så til sidst det endelige lag maling, alt sammen med det lille foto i hånden. Egentlig identificerer jeg mig mere som håndværker end kunstner, fordi jeg ikke behøver at vente på inspiration. Når jeg har et forlæg, går jeg i gang, arbejder systematisk og vedholdende og bruger lang tid på mine malerier. Om det er et busskur eller en klokkeblomst jeg maler, så er selve det at male en både spændende, tilfredsstillende og næsten meditativ tilstand.

 

Udstillingen slutter søndag d. 30.06. kl. 17

 

Til toppen