Udstilling i Karolines Hus
- Skrevet af furkunst.dk
Så er Karolines Hus på Fur også klar til at åbne efter de nye regler om coronasikkerhed.
Vi starter med en lille forsommerudstilling med husets billedkunstner Ellen Bye Jensen og den satiriske maler Egon Denu. Der bliver ikke nogen fernisering på åbningsdagen lørdag d. 13 juni kl. 13, hvor der også er gratis færge til Fur.
Omtale i forbindelse med forsommerudstilling i Karolines Hus 2020.
Ellen Bye Jensen, Galleri Karolines Hus, Fur
Hjemvendt fra 2 måneders studierejse til Umbrien, Italien i eftersommeren 2019 har jeg oplevet en på flere måder befriende udvikling i min maleproces.
Efter endt uddannelse på Kunstskole i Ranum slog jeg mig ned på Fur og etablerede i samarbejde med min mand, Troels Madsen Galleri Karolines Hus
I de sidste 20 år har jeg fundet min inspiration til mine malerier i landskabet på Fur i den natur, der omgiver mig i mine hverdage.
På Fur har jeg fundet inspirationen i landskabet og naturen , i lyset, i det varierede landskab med himlen, fjorden og skrænterne som mine allestedsnærværende motiver.
Jeg har gennem alle årene oplevet en forbundethed med landskabets karakter på Fur og i naturen omkring Limfjorden, så jeg fik den tanke, at jeg måske ikke kunne male andre steder.
Da muligheden for et længere ophold på en lille vin- og olivengård i Umbrien viste sig i 2019, måtte det stå sin prøve. Med bilen læsset med malergrej lukkede vi Galleri Karolines Hus ned i august , september måned med kurs mod Italien.
Så stod jeg pludselig der foran et hvidt lærred i et helt anderledes landskab.
De velkendte skyformationer i alskens farver over Limfjordens gråblå kølige vande, som altid har fundet vej til mine lærreder i hjemme i mit atelier var der ikke. Det nordiske purpurfarvede lys over landskabet, som er så karakteristisk for Limfjordsegnene, var langt væk.
Der var i stedet for en klar blå himmel, bjerge og skove, så langt øjet rakte, knudrede, skulpturelle, ældgamle , sølvgrågrønne oliventræer. Jeg kiggede dybt i malerkasse. Havde jeg farver med til at fortolke dette landskab? Jeg måtte jo bare kaste mig ud i det.
I de følgende uger malede jeg en serie landskaber.
Det er nogle af disse landskaber, jeg viser, foruden mine landskabsmalerier fra Fur.
Kunstmaleren Egon Denu – 1932 – 2018
Egon Denu blev født i Mannheim, Tyskland i 1932, hvor han lærte malerfaget. Herefter studerede han musik på konservatoriet i Mannheim, med efterfølgende fire årtiers karriere på jazzscenen – sideløbende med frie studier som kunstmaler.
Egon Denu gjorde det til sit varemærke, at omdanne vraggods fra stranden til kunst. Han malede på træ samlet langs kyster, hvor vand, vind dog vejr over lang tid har
slidt og formet træstykkerne. De fundne træstykker er blevet grundigt renset, og allerede i denne process kunne han se motivet i træet. Det kunne være en knast eller de naturlige huller, som han kunne få noget ud af at male på eller omkring.
Egon Denu malede med oliefarver, og lærte sig selv de teknikker, som de gamle mestre brugte allerede i middelalderen. Han malede med op til ti lag tynde farver ovenpå hinanden, hvilket til sidst giver ekstra lysende farver. Det kaldes lasurteknik, og bliver også brugt af ikonmalerne.
Han var et meget kreativt menneske, som ikke lod sig binde af krigens grå farver. Efter han bosatte sig i København i 1972, udviklede han sig stille og roligt til autodidakt kunstmaler.
Igennem sit mangeårige kunstneriske virke har han udstillet i ind- og udland, bl.a. Kunstnernes Efterårsudstilling, International Art Festival i Zürich, Gentofteudstillingen samt Jahresausstellung Heidelberg.
Stilarten, som Egon Denu anvendte, benævnes som fantastisk realisme, der grænser til surrealisme. Heri kunne han udtrykke sin enorme fantasi med former, farver og motiver fra dagligdagen sammensat på surrealistisk vis.