Logo
Udskriv denne side

Så er mårhund nr. 2 og 3 blevet skudt

Så er mårhund nr. 2 og 3 blevet skudt

Der er kommet gang i bekæmpelsen af mårhund på Fur

Den 6. januar 2020 blev den første mårhund skudt på Fur. Det skete på Færker Hede, hvor mårhunden var gået i en fælde. Nu er de næste to blevet skudt ved en foderplads i Vojel Kær.

Foderpladsen blev etableret af Morten Bro og jagtkammerater den 11. januar. Det skete tæt ved den tidligere fiskesø i Vojel Kær. Indmad fra et brækket rådyr blev udlagt som lokkemad sammen med en halv snes gåseskrog, der blev sikret med jernspyd, så de ikke kunne flyttes. Der blev opstillet et vildtkamera, der var indstillet til kun at fotografere om natten, for mårhunden er især aktiv om natten.

Hver gang kameraet registrerede en bevægelse, blev der sendt foto til et par mobiltelefoner. Allerede få dage efter at pladsen var etableret, begyndte kameraet at sende billeder ikke kun af mårhunde, men også af ræve og mår. Der tegnede sig snart et mønster, så man kunne se, hvornår på natten, at pladsen blev besøgt. Den 27. januar sad en jæger fra Salling i skydestolen med en natkikkert på riflen. Klokken 21.15 skød han en af mårhundene, der viste sig at være en han på 9,5 kg. SÅ fik pladsen fred nogle dage, og den 4. februar kl. 20.15 kunne han skyde den næste.  Det var også en han på 10,2 kg.

Når du læser denne artikel er den næste mårhund måske allerede nedlagt. Både på Færker Hede og i Vojel Kær sender vildtkameraerne stadig fotos med mårhunde. Der er flere at tage af. Og det er der for allerede vinteren 2011-2012 blev der set to mårhunde på Fur. Tæven har med sikkerhed født hvalpe om foråret 2012. En tæve får i gennemsnit 11 hvalpe, og de er kønsmodne og klar til at få hvalpe året efter. Selv om dødeligheden er høj vokser bestanden med utrolig hastighed. Foråret 2013 har der sandsynligvis været 4 tæver, der hver har født en 10-12 hvalpe. Hvor mange er der så ikke i 2020.
Det er vigtigt at understrege, at mårhunde er så uønsket i den danske natur, at de må bekæmpes året rundt og døgnet rundt. Riffeljagt om natten er forbudt for alle andre vildtarter, men ikke for mårhunden. Hvis du hører et riffelskud i Vojel Kær efter mørkets frembrud, så må du gerne sende en venlig tanke til den mårhundsjæger, der bruger aftenen eller natten på at bekæmpe det rovdyr, der er uønsket i den danske natur.

Der er i øvrigt opstillet fælder flere steder på Fur, men indtil videre har de ikke givet fangst bortset fra en enkelt hund. Det var dog ikke en mårhund, men en Mollyhund.

Den er igen på fri fod.

I løbet af de sidste par uger er der set mårhund på Koldkilde og på engen øst for Nederby. Hvis du ser mårhund, må du gerne sende din information til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

furnyt.dk - 2019-2020 - All rights reserved.