Menu

Nytårskur på Fur den 13. januar 2020

Nytårskur på Fur den 13. januar 2020

I kongehuset har der i flere hundrede år været tradition for at hold nytårskur for landets mest fremtrædende borgere, og en tilsvarende tradition har en gruppe damer på Fur skabt. Det foregik naturligvis på Regitzesminde, som ud fra den specielle historie netop er stedet for et sådant arrangement.

Regitzesminde blev bygget i 1929 af Fur-pigen frøken Inger Christensen, der havde været anstandsdame i et københavnsk herskabshjem hos en fru Regitze. Ud fra oplevelser og erfaringer fra dette arbejde skulle Fur derfor have et rekreationssted for anstandsdamer. Efter som frk. Christensen altid gik med stok og talte fint, fik hun i daglig tale navnet ”Frøken Kjæp”. Hun gik naturligvis også med hat.



Initiativtagerne, ”De Letsindige” (Aase Lykke Jensen, Hanne Brink, Berit Holmboe og Elly Poulsen) har ud fra historien valgt, at de deltagende damer skal bære hat, hvorfor kuren også omtales som en ”Hattefest”, og den fineste hattedame vælges ved festen. I år blev det Lilianne van Veen, som er flyttet hertil fra Holland.

Der har været stor interesse for at komme med, og alle pladser (65) var besat i løbet af et par dage. Deltagerne nød under festen et fornemt måltid, som var tilberedt af Anne-Dorthe Legaard Jensen og Marianne Klode. Rammerne på Regitzesminde var som altid de bedste, og der er stor grund til at takke værtsparret, Ellen og Søren for deres velvilje og støtte til festen.

Ved festen var der en række underholdende indslag. Mette Ladegaard fortalte om sin hat, der har tilhørt den berømte Tora, som lod ældrecentret arve sin opsparede formue. De enkelte borde skulle indstudere og opføre et eventyr. Der blev ageret prinser og prinsesser, øjne så store som tekopper, det hule træ, de syv små dværge, glassko og meget mere til stor jubel for forsamlingen.

Der blev naturligvis også sunget, og i denne forbindelse var der til lejligheden skrevet en sang med bl.a. disse vers:

1
Når Hattedamer mødes for at holde nytårskur,
så sker det på ”Regitze”- jo det eneste der dur.
Her mærkes stadig ånden af den fine Frøken Kjæp,
hvis pensionat for anstandsdamer ikke er helt væk.
Det kan vi nu sammen nyde, mens vi får en fælles snak
om året som er gået, og hvor meget faldt i hak.
Vi vil skue mod det nye, gætte hvordan det vil gå,
imens vi nyder maden og nok ta’r et kilo på.

2
I juni var der valg og efter stemmetals-postyr
fik landet så en nordjysk ”skrige-skinke” til at styr’
Hun viste mod, og selve Trump blev klokkeklart vist af
i sit forsøg som krejler, hvor han Grønland ville ha’
Denne skide præsident ska’ ikke tro, at han ka’ kom’
og gøre ting, som ingen her i landet synes om.
Nu er han så blevet klogere og ved at danske pi’r
har både mod og vilje til at gøre, hvad de si’r.

3
Til nytårskur med kongehuset kommer vi vel ej,
og deres sure vine er slet ikke noget for mig.  
Men kom der bud, så er det godt, at vi har hatten klar,
og roberne til sammenkomsten vi jo også har.
Så kan Mary og Marie også bare stå for tur,
for de kan ingenlunde måle sig med os fra Fur.
Disse vævre spirrevipper lever af veganerkost,
mens vi er polstrede og tåler både vind og frost.

Nytårskuren på Fur vil ud fra den store succes fortsætte i de kommende år, og indtil videre har ingen af øens mandlige indbyggere rettet henvendelse til ligestillingsrådet for at beklage sig over kønsdiskrimineringen.

Forfatter:

Thor Lykke Jensen

Senest ændretFredag, 24 januar 2020 11:17
Til toppen