Logo
Udskriv denne side

St. Hans I Bådelauget

St. Hans I Bådelauget

St.Hans aften er der som altid bål og sange og båltale ved Fur Bådelaug. Det er en aften, som traditionelt tiltrækker mange furboer, sommerhusejere og turister. Sidste år over 300.

Men i år er arrangementet udvidet med en særlig begivenhed. Bådelaugets nye robåde skal døbes og sættes i vandet for første gang. Jomfruroning må det nok hedde. Takket være en donation fra Nordeas ”Kysten er klar” puljen på 300.000 kr har Bådelauget fået råd til at købe to nye in-rigger robåde og en Coastalrobåd. ”Højris” skal Coastalbåden hedde efter Peder Højris, foreningens energiske og initiativrige næstformand, som døde i efteråret. Hans mor, Esther Højris, har lovet at døbe båden.

Hvad de to andre både skal hedde, er foreløbig en hemmelighed. De bliver døbt af to mangeårige medlemmer af bådelauget Kirsten Rex Andersen og Sonja Justesen.

De to både er bygget på Agerbirks bådebyggeri ved Vejle. Støbt i glasfiber og færdiggjort med de smukkeste detaljer. Alt træværk er håndlakeret fem gange og har derefter fået en omgang hos en autolakerer. Pladerne til at træde på er ekstra brede, og lakken er her ru, så man ikke skrider så let. De er indlagt lyse intarsiastriber til dekoration. Bundpropperne af messing er placeret i huller på styrmandens sæde. Så hvis han/hun sidder dårligt, er de nok ikke blevet skruet i, smiler bådebyggeren.    

En in-rigger er en særlig skandinavisk bådtype. Den er bygget til at ligge stabilt også i uroligt vand og egner sig derfor rigtig godt til Limfjorden.

Aftenen starter kl. 19.00 med velkomst og dåb af bådene. Så bliver de sat i vandet til en kort rotur. Kl. 21.00 er der båltale ved tidligere borgmester Flemming Eskildsen. Hele aftenen kan de købes pølser og øl og sodavand og kaffe og kage.

furnyt.dk - 2019-2020 - All rights reserved.