Menu

Hedebonden

  • Skrevet af 

For godt 25 år siden arbejdede jeg i et stort mejetærskerfirma nær Århus. Mine kvalifikationer bestod i, at jeg havde været i lære i to år som landbrugsmaskinsmed. Men jeg sprang fra og tog i stedet en hf-eksamen og begyndte derefter at læse historie. Imidlertid betød mangel på arbejdskraft, at jeg i tre sommerferier fik arbejde som svend i firmaet, der på rekordtid var skudt op til en stor virksomhed, der havde afdelinger rundt i landet. Mine oplevelserne de tre somre gav anledning til, at jeg siden skrev en fortælling med titlen: ”Hedebonden”.

For godt 25 år siden arbejdede jeg i et stort mejetærskerfirma nær Århus. Mine kvalifikationer bestod i, at jeg havde været i lære i  to år som landbrugsmaskinsmed. Men jeg sprang  fra og tog i stedet en hf-eksamen og begyndte derefter at læse historie.  Imidlertid betød mangel på arbejdskraft, at  jeg  i tre sommerferier fik arbejde som svend i firmaet, der på rekordtid var skudt op til en stor virksomhed, der havde afdelinger rundt i landet.  Mine oplevelserne de tre somre gav anledning til, at jeg siden skrev en fortælling med titlen: ”Hedebonden”.

Severin trykkede på stempeluret. Det viste 7.36. Han skimmede ned over kortet. Selv om værkføreren i denne tid ikke hang sig i et minut eller to, var det bedst at møde til tiden. Om vinteren var det småt med arbejde.
  Det var august, høstmåned, hvor det skulle vise sig, om årets anstrengelser havde båret frugt. Både for bonden, der skulle bjærge kornet. Og for maskinhandleren, der havde solgt høst¬maskinerne. Naturens kræfter kunne ingen stille noget op imod. Det blev højst til en stille bøn til Vor Herre. Ander¬ledes stillede sagen sig, når mekanikken svigtede. Da var bonden ikke i tvivl om hvortil klagen skulle rettes og ma¬skin¬handleren, der i vinterens  mørke havde solgt en brugt meje¬tærsker, der med garanti var som ny, hørte banden og eder fra helvede og trusler om ingen penge at få. Det sidste var langt det værste. Det var den måned, hvor mange sov dårligt om nat¬ten og var irritable om dagen.
  På Severins plads stod en gammel udtjent mejetærsker. "Solgt" stod der på et skilt, der hang ned fra rattet. Den skulle være klar om to dage. Det arbejde ville om vinteren tage mindst en måned. Men i en høst, hvor metrologerne snak¬kede om vedvarende ustadigt vejr, blev bonden grebet af pa¬nik, og så kunne alt gammelt skrammel sælges, - det havde man erfaring for.
  Ole, Søren, Frede og et par stykker mere stod og småsnakke¬de.    "Nå, fik du pulet kællingen", skrattede Ole, så snart han fik øje på Severin.
  "Nej, jeg nåede kun hendes bedstemor", svarede Severin af¬værgende.
Ole gryntede veltilfreds. Tidligere arbejde han i Afrika og efter hvad han lod forstå, var det ikke så få sorte han i tidens løb hjalp til en bedre i en hinsidigt verden. Enten det var om pirater, bevæbnede med knive og køller, eller om forføriske, sorte skønheder, var det ingen sag at få ham til at fortælle. Han havde et valgsprog, som han brugte, når som helst lejlighed bød sig: "Min samvittighed er ren som en ny¬fødts, jeg har nemlig aldrig brugt den".
  Mod fyraften, når trætheden og længslen efter hjemmet fik tag i folk, var Ole ofte redningsmanden, der fik den sidste halve time til at gå.
  Severin skuttede sig. Han frøs altid om morgenen. Et øje¬blik var han ved at falde for fristelsen til at give Ole stikordet, men han overvandt sig og åbnede værktøjskassen. Det var bedst at komme i gang fra morgenstunden af, ellers blev dagen for lang. En efter en tog de fat og som den sidste måtte også Ole i gang.
  Severin skulle montere nye halmvindeplader, et arbejde der foregik liggende i maskinens indre med hovedet nedad. Med der var han i det mindste for sig selv, ja, da han lå der, nød han det ligefrem. En vanskelig opgave havde sin egen tiltræk¬ning. Jo mere umulig opgaven syntes at være, jo større var glæden ovenpå. Men ikke alle delte opfattelsen. For nogle var arbejdet et nødvendigt onde. Fritiden stod som det guddomme¬lige mål. "Vi skal have mere tid os selv og familien", hed det. Men Mandag morgen talte de aldrig om oplevelser med de¬res koner og børn. Derimod blev Weekendens tv-programmer en¬devendt og oftest stemplet som noget lort.

Det var ti år siden Severin kom i lærer. Den første dag stod endnu indprentet i hans hukommelse. Først havde underværk¬fø¬reren vist rundet i hallerne. De dækkede et areal på flere tønder land. Det gjorde indtryk på en knægt fra landet. Der¬efter blev han overladt til en svend, der skulle være hans læremester den første måned. Svenden så på værkføreren, som ville han spørge, hvad det ragede ham, at der var kommet en ny lærling.
  "Goddag. Mit navn er Severin."
Svenden mumlede et eller andet og da værkføreren gik, fort¬sat¬te han sit arbejde på mejetærskeren. Forsigtigt indsnusen¬de de mange nye indtryk gik Severin rundt som et dyr i et nyt bur. Tænk selv at skulle skrue i dette kæmpe apparat af en maskine. Han kendte til den respekt, der stod om smeden og dyrlægen. De kendte på hver sin måde til hemmeligheder, der for andre end de indviede tog sig ud som ren magi. Og nu skulle han selv ind¬vies.
  "Sytten!", sagde svende pludselig.
  "Sytten? - Nej, jeg fyldte atten i sidste måned", svarede Severin glad over opmærksomheden.
  "Nøgle nummer sytten for fanden."
Severin rodede febrilsk i svendens værktøjskasse. Endelig fandt han den ønskede syttenmillimeter nøgle, så læremesteren kunne  komme videre i sit arbejde.
  Efter en rum tid forbarmede svenden sig og satte Severin i gang. Nye fingre skulle monteres på mejetærskerens skære¬bord. Severin glædede sig. Det var arbejde, han kendte til hjemme fra gården. Med ildhu gik han i gang. Den ene finger efter den anden blev boltet på. De var blå og Severin syntes den farve stod smukt til skærebordets gule, men han holdt det for sig selv. Noget sagde ham, at svenden ikke havde sans for den slags.
  En klokke ringede, men lyden trængte ikke ind. Dertil var glæden over, at den sidste finger netop havde fundet sin plads for stor.
  "Det har ringet, knægt!" Det var svenden, der råbte. Han var allerede langt ned ad gangen i hallen. Severin lod nøg¬lerne dumpe på gulvet, spurtede og nåede ham akkurat i døren til frokoststuen. Severin fulgte tæt efter sin læreme¬ster til det bageste bord. Forsigtigt trak han stolen ud og satte sig. I det samme fik Svenden øje på sin følgesvend.
  "Lærlingene sidder der nede".  Svenden sagde det med en blanding af foragt og ligegyldighed.
Hurtigt folde Severin papiret sammen om sin moders madder og luskede ned til bordet ved døren. Her var den yderste stol ledig. Han havde fået sin plads i systemet, og han tænkte, at der kunne gå mange år, inden han var værdig til at sidde ved det øverste bord.

Boltene i halmvindepladerne var slidte og runde og tillige rustne, så nøglen ikke ville bide på dem. Så måtte hammer og mejsel i brug og i den trange plads, gav det let blodige hæn¬der. En gang imellem morede Severin sig med at tælle ar på sine hænder. Mere en tyve plejede han at komme til. De var som en sømands tatoveringer. Hvert af dem havde sin historie.
  Severin så på sit ur. Fem minutter endnu til første pause. Så var en fjerdedel af dagen gået. Han krøb op fra mejetær¬skerens bug, så han var klar, når klokken lød.
  Firmaet var skudt op på ti år. I modsætning til der hvor Severin var udlært, kunne her gøres karriere fra bund til top, fra den ene dag til den anden - og omvendt. Det var der flere eksempler på. Unge himmelstormere, der drømte om en genvej til succes, hjemsøgte firmaet. Og de fleste skelede ikke så nøje til metoderne, blot de kom frem.
  Også atmosfæren i kantinen var ny for Severin. Flertallet var unge mennesker. En mand på fyrre var et gammelt fjols og der fandtes ingen rangorden mellem svende og lærlinge. Kun til arbejdsmændene naturligvis, der blev kaldt for "kulier". I det hele herskede en stemning, der, når det gik hedest til, mindede om den febertilstand nyheden om de store guldfund i Alaska satte folk i. Det gjaldt om at få så meget overarbej¬de som muligt og enhver var sig selv nærmest. Fra ledelsens side opmuntrede man denne sentens ved med den enkelte at indgå hemmelige lønaftaler. Det var sund politik. Og det selv om næsten alle gennemskuede det. Men begærligheden og frygten for at blive hængt ud som kværulant af både ledelse og kam¬merater, holdt systemet oppe.
  Da Severin efter kaffepausen gjorde sig klar til at tage endnu en omgang med halmvinden, kom værkføreren ud af buret. I hånden havde han nogle papirer.
  "Jeg har en loppetjans til dig. Du skal en tur på heden og aflevere en mejetærsker. Giv dig god tid, så manden forstår at bruge den. Du skal blive der til den kører godt. I den retning skal der ikke spares." Værkføreren så fornøjet ud. Utroligt hvad der var solgt af gammelt skidt, men forrige høst var vanskelig og mange landmænd turde ikke et år til løbe an på maskinstation.
  Severin kastede et blik i papirerne. 60.000 kr og pant i to traktorer. Meget værd var han nok ikke den hedebonde, tænkte Severin mens han gjorde sig klar til at tage af sted.
  På ladet af lastbilen stod mejetærskeren og lod solen glim¬te i den nye maling. Tidligere kørte den på en maskinstation og de sidste to sæsoner var kun det mest nødvendige repareret på den. Men firmaet havde i iveren efter at få solgt en ny, giver for meget for den, så den var for dyr til at hugge op.
  Lastbilen  arbejdede sig vestpå. Højt solskin gav det bedst tænkelige høstvejr. Havde det endda regnet, tænkte Severin. Han faldt lidt hen. Tænkte på sin barndom, når de hjemme på gården fik en ny maskine. Hvilke  forventninger var der ikke forbundet med det. Smeden måtte svare på alle mulige og umu¬lige spørgs¬mål. Aldrig skulle en svend sige et dårligt ord om firmaet eller dets maskiner. Gjorde han det, gik det kun til bonden første gang kom på kant med firmaet. Så blev sagen bragt frem. Severin turde ikke tænke på følgerne af sådan et tillids¬brud.  Han kendte et tilfælde, hvor en svend nær var blevet fyret for sin åbenmundethed. Som straf fik han en høst igennem alle de dårlige ture. At skifte halmvindeplader på værkstedet kunne være drøjt nok, men at gøre det på en mark i bagende sol, hvor temperaturen i mejetærskerens indre let kom op på halv¬treds grader var uudholdeligt. Og så gøre det tyve gange i en høst.
  I Herning drejede de mod syd. Landskabet bar præg af, at det var gammelt hedeland.  Enkelte steder var der små lyng¬marker og efterhånden blev der langt mellem gårde og huse. Det sidste stykke var markvej, og chaufføren så betænkelig ud, når hjulene dykkede ned i et hul. Gården var fra det for¬rige århundrede. Kun en længe med beboelse i den ene ende og stald i den anden. Siden var dog et maskinhus bygget til. Det blikplader var bulede og rustne efter de mange vestenstorme. Der lå et for¬faldent skær over gården.
  På en rugmark op til gården arbejdede en mejetærsker sig møjsommelig frem. Igen og igen måtte den stoppe op, bakke, sunde sig lidt for igen at køre frem og tage et par mundful¬de. Den var påmonteret en ekstra køler fra en lastbil og gjor¬de i det hele indtryk af, at dens ejer selv stod for de fle¬ste reparationer. Med ét lød der en dyb rumlen. En rem stod stille og et hvin skar gennem luften. Motoren tabte omdrej¬ninger og gik i de næste sekunder i stå. Banden og svovlen afløste maskinens dødsskrig. En skikkelsen kravlede ned af maskinen. Skikkelsen forsøgte at dreje svinghjulet tilbage, men opgav og gik over mod Severin og chaufføren.
  "Det er femte gang det gamle spøgelse strejker i dag. Nå, men nu har vi jo den nye, så ka´ vi se, om den kan gøre det bed¬re. - Tror I det er et godt køb?" Manden skubbede motor¬briller¬ne op i panden.
  Jo det mente de da nok.
  Inde fra køkkenet var konen kommet til. Hun stod med kor¬slagte arme og betragtede nyerhvervelsen.
  "Det er sgu et ordentligt gab der sidder på den, hva´ mut¬ter", sagde manden stolt og gav hende et lille klap på bagen, "med den skal vi nok kunne nå de fem hundrede tønder¬ land, vi har bestilling på. Og så gi´r det gryn."
  Chaufføren stillede sliskene op til lastbilens lad. Og få minutter senere stod mejetærskeren sikkert på jorden. Severin så misundelig på chaufføren, der nu var færdig med sin del af jobbet. Severin havde ikke lyst til at spille den rolle, der var ham tildelt. Hvilke forhåbninger var der ikke. Manden havde sikkert siddet og regnet den ene aften efter den anden. Kunne det nu også gå an at investere. Det regnskab gik kun op, hvis maskinen kørte sine otte - ti timer hver dag de næste tre uger. Severin skød tanken fra sig. En af naboer¬ne der¬hjemme havde også forsøgt sig med maskinstation. Hans går gik på tvangsauktion.
  "Vi må hellere få en bid brød, inden vi går i gang. Føden er trods alt det vigtigste", sagde manden og viste vej til køkke¬net. Det overraskede ikke Severin, at de skulle spise med. På de fattige jorde var middagsmaden så godt som sikker, modsat Østjyllands fede lerjord, hvor selv kaffe var et sjældent tilbud.
  køkkenet var en sammenblanding af nyt og gammelt. Endnu sås mærkerne på gulvet hvor komfuret havde stået. nu stod der et elkomfur og ovenover det sågar en emhætte. Men de brugte den ikke, for der var noget galt med mekanikken, som manden sagde. Nye skabe var også sat op over det gamle køkkenbord. Køkkenet blev et billede på den moderne tidsalders sammenstød med den gamle bondekultur. Maden holdt dog endnu stand mod de nye påvirkninger. Det var lutter hjemmelavede lækkerier.
  "Vi skal sgu ha´ en snaps i dagens anledning. Det sku´ der vel også nok blive råd til, når vi nu får høstet 500 tønder ¬land", sagde manden og trak en flaske Ålborg ned fra hylden bag sig.
  "Det skulle helst gå bedre end sidste år, hvor vi kun fik bjerget halvdelen af vort eget", sagde konen stille.
  "Sidste år kan du sgutte regne med. Det var et forbistret vejr. Det regnedes næsten tre uger i træk. Folk bliver sgu tossede i deres hoveder. Så snart solen havde skinnet et par minutter kimede telefonen. Ja jeg blev sgu flere gange lovet tærsk, om jeg ikke kom og høstede. - Men det skulle da også være mærkelig om vejret i år skulle blive lige så aparte".
Severin havde mødt den type landmænd før, der håbede at kunne finde lykken ved at drive maskinstation. De startede i det små med at hjælpe naboen. De første penge syntes let tjente. Det gav blod på tanden. Større maskiner blev anskaffet, en mand eller to blev ansat. Men når pengene skulle tjenes ude, blev der ikke tid til også at passe gården drift. Først blev køerne solgt, de krævede mest arbejde, men snart fulgte grisene efter. Og så var der ingen vej tilbage. Var de heldi¬ge slap de fra det uden at skulle sælge gården. Men resten af livet måtte de arbejde i byen. Udadtil udtrykte de deres tilfredshed med den nye tilværelse: "Vi får vores gode løn og har fri hver dag klokken fire og fra fredag middag til mandag morgen skal vi ikke røre en finger." Men de fleste havde fået et sår de aldrig kom over. De havde opgivet den måde at leve på, som de gennem generationer blev indpodet til at tro på. I byen fik de oftest det dårligste arbejde, det ingen andre ville have. Arbejds¬giverne var glade for dem. De arbejdede i samme tempo som hjemme på gården og de kunne aldrig drømme  om at have noget med en fagforening at gøre.
  "Tak for mad." Severin vidste, at i høsten skulle man ikke være for længe om maden.
  "Velbekomme", lød det hurtigt fra manden, "skal vi så se, om den kan gøre gavn for sin pris." Han rejste sig og tog motor¬brillerne og konen fik et kærligt klap på skulderen: "Du skal se, når først vi har set, hvor meget den kan bestille, så bli´r vi glade for den."
  Severin skuttede sig.
  "Nu kan du få æren af at køre de første omgange", sagde manden og så på Severin.
Severin kravlede op ad stigen til og satte sig tilrette i førersædet. Han havde ikke tidligere arbejdet med det pågæl¬dende mærke og kendte dårligt alle funktioner, men det holdt han for sig selv.
  Der lød et brøl fra motoren og en blåsort røg vældede ud af udstødningen. Farven bekræftede Severins værste anelser.
  På vejen ud i marken stod manden på stigen op til fører¬platformen, Hver gang et elektriskhegn skulle åbnes og lukkes sprang han ned, som var han endnu i tyverne.
  "den lyder sgu, som om den kan bestille noget, men det er jo også en sekscylindret motor. Og det er kram. Meget kan der siges om tyskerne, men deres maskiner laves ikke bedre."
  "Det er tysk grundighed", føjede Severin til. Han lod sig for en stund smitte af manden optimisme.
  De holdt for enden af marken. Øjeblikket kom, da Severin slog værket til. Det velkendte hyl fra drivremmen tilkendegav at den tog ved. Han gav fuld gas, lyttede en sidste gang, sænkede skærebordet og kørte frem. Kniven arbejde, så den kun var at ane som en tåge. Stråene væltede ind over knivbjælken og forsvandt i uhyrets indre. Egentligt var der jo ikke noget at være bange for. Han skulle jo blot køre et par omgange og overlade roret til manden. Derefter ville han stå for ende af stykket og se til, at alt gik som det skulle. Og med hånden hævet til farvel ville han begive sig til lastbilen, og snart ville han lægge Hedebondens marked bag sig. I det samme stoppe¬de kniven og kornet blev hængende og dannede i løbet af sek¬under en sammenfiltret masse af strå og jord. Diagnosen var hurtigt stillet. Kniven knækket. Den havde været det før, men var blevet svejset. Severin sendte en kærlig tanke til firmaet, der havde sparet en ny.
  "Det er havde der kan ske", sagde manden for ligesom at berolige sig selv, "vi må sætte reservekniven i."
Severin trak vejret dybt: "de har glemt at sende en ekstra med. De sender en hurtigst muligt."
  "Hvad fanden er meningen? Tror du da at jeg køber en maski¬ne der ikke kan høste. Og så til den pris. De må jo tro, at jeg er idiot. Du sørger for at den høster inden du ta´r herfra. Ellers ..."
  "Har du et svejseværk", afbrød Severin for at genvinde initiativet. Manden nikkede op mod maskinhuset og begyndte at afmontere kniven. Han brugte flere og større bevægelser end arbejdet krævede og da Severin løsnede den sidste møtrik, satte kniven sig pludselig i bevægelse og var i et nu ude af maski¬nen.
  "Hvad fanden tænker du på. Jeg kunne jo ligeså godt have mistet fingrene. Du må jo ikke være rigtig klog."
Manden sagde ikke undskyld, men Severin kunne se, at den gik ind. Han havde igen kontrol over situationen.
  Straks mejetærskeren var stoppe, begyndte nysgerrige at komme til. De fleste var ældre mennesker. Severin gættede på, at det var ældre landmænd, der hjalp deres sønner i høsten på de nærliggende marker. Længe stod de tavse, men med sigende blikke til sidemanden.
  "Hvad vil han med den. Han har  ikke engang én til at køre med den gamle", hørte Severin en nabo sige, da de gik mod maskinhuset.
  Værkstedet lignede skrotbunken hjemme i firmaet. Midt i det hele stod et stor moderne svejseværk. I en tid, hvor den ene landsbysmed efter den anden lukkede smedjen for at tage arbejde i byen, blev det almindeligt at landmændene selv anskaffede sig svejseværker. Men dermed blev de ikke auto¬matisk indviede i smedens magi. Severin havde set en maskine svejset sammen af en bonde, så den for bestandig var umulig at skille ad.
  Severin kiggede på bruddet:
  "Det bliver svært."
Flere nikkede.
  "Svejs den", lød det kort fra manden.

Det gik mod marken igen. Severin forrest. Han havde vundet anden rundet. Kniven blev hurtigt sat i. Og denne gang satte manden sig selv til rattet. Han gav fuld gas og gik til angreb på kornet. Et øjeblik tegnede alt godt, men efter halvtreds meter måtte han stoppe. Riglen fungerede ikke. En styreanordning manglede. Severin kunne ikke svare på, om den lige var tabt, eller havde mang¬let hele tiden. Inderst inde var han tilbøjelig til at mene det sidste.
  Manden kørte nu maskinen over til den anden side af styk¬ket, hvor kornet stod bedre. Det hjalp. Når blot han ikke kørte for hurtigt.
  "Jeg skal sørge for at de sender det til riglen, så du har det i morgen tidlig", råbte Severin ind i øret på manden. Han svarede ikke, men stirrede anspændt på skærebordet. Med ét sæt rejste han sig i sædet og kiggede i korntanken. Der lød et brøl som et vilddyr der får sit banesår. Ikke en kerne at se. Årsagen var hurtigt fundet. En låge stod åben i bunden af en snegl. Severin mente, at det nok skyldtes, at det meste af lukkemekanismen manglede.
  Jeg skal sørge for at firmaet sende en mand i morgen", sagde Severin, men bonden var allerede gået og også naboerne var ved at drage hver til sit.

Severin kravlede op i lastbilens og satte sig godt tilrette i det bløde sæde. Nede på marken var hedebonden ved at skære cylinderen på den gamle mejetærsker fri for halm. Men solen stod lavt og snart ville duggen falde over markerne. Chauf¬føren satte i gang, svingede op på markvejen og tændte for radioen, der staks gav sig til at udspy de sidste hits. Da de passerede den gamle mejetærsker, hvor hedebon¬den lå i en forvreden stilling ind ad en lem til maskinens indre, gav chaufføren et trut i det overdimensionerede horn til farvel.
  "Sikke et fjols", sagde chaufføren, ”jeg har ikke en skid ondt af folk, der i den grad lade sig snyde”.

Der var et kvarter til fyraften, da Severin kom ind på værk¬stedet. Godt gemt bag Oles mejetærsker stod et par stykker og blev underholdt: "Er I klar over, at en ludder i Afrika også holder ens tøj, mens hun bor hos én. Det er noget andet end de sure kvinder herhjemme, der oven i købet koster det tidob¬belte. I Afrika har man sgu råd til at købe det bedste af det bedste. I skulle se dem ..."
I det samme fik Ole øje på Severin.
  "Fandt du nogle kællinger i lyngen".
  "Snak du bare om kællinger. Du skulle selv ha´ været på den tur. Det var jo dig, der reparerede den i vinter", sagde Severin og fortalte om dagen hændelser. De andre syntes, det var usandsynligt morsomt. Og Ole måtte flere gange gå ned i knæ, så han kunne slå sig på lårene. Og flere gange afbrød han leende: "min samvittighed er ren ... ", så også Severin lo med.
  Severin var nedtryk, da han kørte hjem. Han tænkte på sine forældre og gården derhjemme, men penge skulle der til, og andre firmaer var nok ikke bedre.
  Det hjalp lidt på, Severin samvittighed, da mejetærskeren efter høst kom retur. Manden ville ikke betale, da motoren den tredje dag løb varm og firmaet havde opgivet at få penge fra ham. For som værkføreren sagde: ”Man kan ikke plukke hår af en skaldet”.
  Nej, ellers havde I gjort det”, tænkte Severin.

28.08.2008
Knud Peder Jensen
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Til toppen