Menu

Nye tilflyttere på Fur inviteres til fest

Alle, der er flyttet til Fur i 2017, 18 og 19 inviteres til fest i Fur Forsamlingshus lørdag den 26. januar 2019. Dørene åbnes kl. 18.00.

Furs Forenede Foreninger har netop udsendt invitation til de mere end 100 personer, der har ydet en frivillig indsats i forbindelse med marchen Fur Rundt og træskibssejladsen Limfjorden Rundt.  Traditionen tro inviter FFF også nye øboer med til festen. Frivillighed og fællesskab er nogle af nøgleordene på Fur. Det er også fundamentet for Furs Forenede Foreninger. Derfor åbner vi dørene for furs nye tilflyttere.

Er du flyttet til Fur de sidste par år? Har du lyst til at møde en masse aktive mennesker? Og har du lyst til at nyde god mad med øl, vin og vand ad libitum?

Ja, så skal du tilmelde dig på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller sms til 24 62 02 06 senest 18. januar.

Hvis du er flyttet sammen med en, der har boet på Fur i flere år, så er I naturligvis begge velkomne.

Tak til Fur Bådelaug, der i år har påtaget sig al det praktiske arbejde i forbindelse med hjælperfesten. Og tak til Fur Bryghus, der giver noget af Danmarks bedste øl til arrangementet.

Fur Bådelaug har sammensat en spændende menu. Du kan glæde dig til:

Mexicansk buffet
Frisk lækker mexicansk kyllingesalat i appelsin/kaneldressing - hertil majsmels brød
Chili con carne.
Tacos og tortillas med fajitamarineret oksekød og skinkestrimler.
Hertil salat, tomat, agurk, revet ost, majs og creme fraiche, guacamole, salsa.
Empanadas med kanelristet oksekød.
Mexicanske kyllingelår vendt med sesam og gradanoost, samt mexicanske ris

Ud på aftenen bliver der kagebuffet til kaffen.

Vi udskriver en kagekonkurrence. Hvem bager den lækreste, flotteste eller mest unikke kage? Der er frit valg mellem lagkager, småkager, pladekager, kringler eller hvad man nu kan finde på. Dommerkomiteen består af én yderst kompetent repræsentant fra hver forening i FFF. Når dommerne har prøvesmagt, voteret, valgt og overrakt præmien, spiser vi allesammen resterne. Har du en superspændende opskrift? Meld dig til Janne Søndergaard Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. senest søndag den 20.januar.

Husk: Tilmelding til festen på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller 24 62 02 06 senest 18. januar 2019.

På vegne af Furs Forenede Foreninger
John Brinch Bertelsen og Birgit Ladefoged (formand og næstformand)
Furs Forenede Foreninger bestod i 2018 af Fur Bådelaug, FurKunst.dk, Fur Læseforening, Fur Museums Støtteforening, Fur Tennisklub og Fur Ø-forening.


Til toppen