Menu

Personlige

Personlige

RAKLA Galleri  har på lørdag fernisering med nye tankevækkende og interessante billeder skabt af Lasse Højgaard

Kunstfotograf Lasse Højgaard har længe arbejdet med en serie billeder, som har til formål at give publikum oplevelsen af det forgængelige i menneskelivet, samtidig med at noget uforgængeligt/konstant i menneskers tilværelse også tegner sig.

Ved at benytte rubrikken ”Personlige” i aviserne har mennesker igennem små annoncer kunnet udtrykke deres følelser, deres længsler og deres drømme og hensigter anonymt, uden at andre end de, som budskabet evt. er henvendt til, har vidst, hvem der gemmer sig bag afsenderen. På den måde har de kunnet ”komme af med” ting, som de ikke i deres offentlige liv har kunnet tillade sig at eksponere. En hemmelig side, et hemmeligt liv, en længsel, facetter som ingen andre end kun de udvalgte få – hvis nogen overhovedet - har vidst om.

Lasse Højgaard har i aviser fra perioden 1940 – 45 fundet en række personlige annoncer, hvis alment menneskelige træk, på trods af tidsafstanden er sært nærværende og vedkommende – de kunne lige så godt være indrykket i dag. Annoncerne er af Lasse Højgaard sat ind i en større billedmæssig sammenhæng i fotos, som Lasse Højgaard har taget. De anonyme men alligevel udtryksfulde og dybt personlige annoncer vil i samspil med billedet, der indgår i og ikke mindst på grund af den tidsmæssige afstand, også uundgåeligt få beskueren til at stille spørgsmål: Hvad skete der, hvad kom der ud af det, hvad førte det med sig, hvilke liv blev resultatet?

Lasse Højgaard siger, at det med billedserien er hans håb at skabe eftertanke og refleksion med spørgsmål som beskueren efterfølgende må stille sig selv: Hvor er jeg, hvad laver jeg, laver jeg det jeg vil – har jeg det liv jeg ønsker? På den måde vil ord skrevet af helt almindelige (?) mennesker for ca. 70 år siden, danne grundlag for eksistentielle overvejelser i dag.

Udstillingen åbner på lørdag d. 18. august, hvor der er fernisering om eftermiddagen og Lasse Højgaard vil byde velkommen. RAKLA er sædvanen tro vært med lidt godt til ganen.

Udstillingen vises til og med d. 23. september.

Til toppen