Menu

La Porta Band spiller til Fur Rundt 2018

La Porta Band spiller til Fur Rundt 2018

Marchen Fur Rundt den 14. juli slutter med vablebal på Fur Havn fra kl. 19.00 til næsten midnat. Det bliver et af egnens kendte band, der spiller, nemlig La Porta Band. Der bliver med garanti stemning på havnen og godt gang i festteltet. Uanset om man har gået Fur Rundt eller man ”nøjes” med havneballet, så er alle velkomne den 14. juli 2018.

La Porta band kan se tilbage på næsten 40 år på landevejen. Det blev dannet i 1979, og fik kort tid efter status af husorkester i Johnny Madsens legendariske musikværtshus La Porta i Lemvig, stadig med indehaveren selv som et af medlemmerne, sammen med Peder Laursen og Jens Ganer. Senere fik Madsen andet at se til, og Carsten Kjær kom til. Endnu senere tiltrådte også J. P. Sonne og Bent Skourup fra Bayous.

De mange års erfaring fra tusindvis af spilletimer, på landets større/mindre spillesteder og festivaler m.m. betyder et helt unikt tæt og swingende sammenspil. Derudover har de gennem årene opbygget et repertoire af en anselig størrelse.

La Porta Band er først og fremmest et skiffleband med en blanding af Cajun, Ragtime, Country og Blues m.m., krydret med jigs og reels og tilsat et stænk Hillbilly, og egne numre. Det hele udføres i den helt specielle og personlige ”La Porta swing” stil.

Med harmonika, guitar, violin, banjo, bas og ikke mindst Peder Laursens vaskebræt/masker , tilsat J. P. Sonnes og Carsten Kjærs markante sangstemmer, sørger La Porta Band for ,at det stort set bliver umuligt at holde kroppen i ro, når tonerne trænger sig på.

Furs Forenede Foreninger byder alle velkomne til havnefest og Fur Rundt den 14. Juli.

John Brinch Bertelsen 21/06 2018

Til toppen