Menu

Påske-/forårsudstilling i Karolines hus 24.03.18 – 21.04.18

  • Skrevet af 
Påske-/forårsudstilling i Karolines hus 24.03.18 – 21.04.18

Påske-/forårsudstilling i Karolines hus
24.03.18 – 21.04.18. ( gratis færge)
Ellen Bye Jensen
Anne Risum
Henning Elving
Yngve Riber

Anne Risum f. 1971, uddannet grafiker fra Grafisk skole, Århus. Selvstændig som fuldtids tegner og maler siden år 2000.
Jeg debuterede på Kunstnernes Sommerudstilling i 2010 og er siden blevet optaget på Censurerede udstillinger flere gange.
Mine billeder portrætterer mennesker som de er, når de er ægte, og ting som de er når de er brugt og har fået sjæl. Så for mig handler det altid om ægthed og sjæl uanset hvad jeg fordyber mig i. Min stil er surreal realisme. og olie på lærred er mit foretrukne medie.
 
Yngve Riber - Inspiration og teknikker
Yngve Riber, er en autodidakt kunstner, der er født i 1949. Han har været aktiv i kunstmiljøet, siden 1985 inden for mange forskellige grene. Både Maling, Tegning, Akvarel, Papirfremstilling, Papirskulptur, Papirinstallationer, Forskellige grafiske trykformer, Eksperimenter, Skulpturer i bronze og i fiberbeton og Land-Art i forskellige materialer, har bidraget til både Solo udstillinger, Gruppeudstillinger og Biennaler i både indland og udland. Udover hans store bidrag har han undervist i mange år, på både symposier og kurser. Som Yngve selv beskriver sin proces:
”Når jeg arbejder med min kunst, giver det mig glæde, forståelse, indsigt og nærvær, at udforske alle de forskellige måder jeg kan udfolde mig på, i forhold til materialet, naturen, miljøet og tid og sted. Det gode ved kunsten er at den hele tiden ændrer sig og får os til at forholde os til både samtiden, fortiden og fremtiden.”
 
 
Henning Elving
“Med udgangspunkt i den klassiske torso-figur har billedhuggeren Henning Elving som i en digterisk sfære skabt bronzeskulpturer, hvis særprægede og individuelle udtryk giver sig til kende i figurernes linie- og formsprog.
Indhyllet i draperede klæder er skulpturernes folderige bronzegevandter således med til at forstærke overfladernes let nervøst pulserende liv. Overalt fornemmes den dramatik, som er indeholdt i det væld af muskler, som bronzehudens spændte overflade dækker over. Således afslører skulpturernes plastic den spænding og det liv, som er under stadig forandring i torsofigurernes udstråling og som til stadighed aflokker disse nye og spændende egenskaber. Ydermere er bronzens patinerede overfladebehandling med til at give hver skulptur sin helt egen historie at berette.
I mindre skulpturer er torsokroppens form næsten helt opløst. Elving har arbejdet med ideen om at fastholde figurens skygge, hvilket han har opnået bl.a. ved hjælp af en meget kraftig dramatisk virkning, som ses i det fremhævede spil, der er mellem lys og skygge.
De meget udtryksfulde og følelsesladede skulpturer er med til at placere Henning Elvings bronzefigurer nære det symbolistiske udtryk, hvorfra paralleller kan drages til både en franske billedhugger Auguste Rodin og den danske Niels Hansen-Jacobsen”.
 
Ellen Bye Jensen
“Fur! Stedet hvor alt begyndte for mig. Jeg lever og jeg maler på Fur. Det var her landskabet først åbnede mine øjne og gav mig de sanseindtryk, der fortsat inspirerer mig og leverer en uendelig- hed af skiftende motiver. Naturen på Fur er blevet til sansninger, til en følelse i mig gennem mine maleprocesser. “
Det er et landskab skabt af is og ild, vejr og vind og bittesmå organiske væsner som billedkunstneren Ellen Bye Jensen maler. Hun lader sig inspirere af de konstant skiftende lysforhold i sine tolkninger af de kantede lagdelte skrænter, de bølgende bakker, den skiftevis oprørte og blikstille fjord og skyernes hastige flugt på den høje himmel.

 

03.03.18. – 21.10.18.
Havekunst v/Klaus Jensen
 
Klaus Jensen er født i 1962.
Han har arbejdet i 37 år indenfor jernindustrien, hvor han har været
på forskellige svejsekurser. I vinteren 2016 fik han en ide fra
pinterest vedrørende metalkugler til haven.
 
April 2017 valgte han at opsige sit faste arbejde, for at arbejde på fuld tid med kunsten.
Havekunsten er lavet af rustent genbrugsjern, så der er ikke to ens kugler.
 
Marts-udstilling
03.03.18. – 22.03.18.
Palle Christensen


Senest ændrettorsdag, 15 marts 2018 13:07
Til toppen