Menu

1-1-2 førstehjælpere på Fur

1-1-2 førstehjælpere på Fur

Region Midtjyllands 112-førstehjælpere rykkede tidligere ud, når der var hjertestop eller mistanke herom på Fur. Der var 12 frivillige Furboer, der  var tilmeldt alarmlisten.

I dag rykker de frivillige førstehjælpere stadig ud på Fur, men de er nu organiseret i foreningen Fur redder liv

https://furnyt.dk/index.php?option=com_k2&view=item&id=7325 - der blev stiftet i oktober 2022..

Nedenfor kan du læse portrættet af den tidligere ordning.

Hvis du får et hjertestop er tiden afgørende. For hvert minut, der går, falder chancen for at overleve. Hurtig hjælp af Region Midtjyllands lokale 1-1-2 førstehjælpere kan derfor være med til at redde liv.
De lokale førstehjælperkorps drives af Region Midtjyllands Præhospital i samarbejde med kommunen og lokale foreninger. Interessen er stor og mange har lyst til at gøre en frivillig, livreddende indsats lokalt. Korpset på

Fur består af ca. 12 personer, som er uddannet i førstehjælp og har adgang til en hjerte-starter lokalt. Hvis en borger i nærområdet får hjertestop eller symptomer på hjertestop tilkaldes førstehjælperne via sms fra AMK-vagtcentralen, hvor de også kan få rådgivning, indtil ambulancen når frem.
- Vi har et rigtig godt samarbejde med de mange 1-1-2 førstehjælpere, som er meget engagerede og lokalkendte. De er frivillige og ikke forpligtet til at træde til hver gang, men de fleste er altid klar til at smide hvad de har i hænderne, hvis de får en sms på et hjertestop. Den indsats, som de kan bidrage med i de første kritiske minutter, giver derfor en stor tryghed i regionens yderområder, siger Præhospitalets direktør Thomas Balle Kristensen, og understreger at førstehjælperne er et supplement til den øvrige akuthjælp.

Fakta om lokale førstehjælpere:
•    Hvert korps består af 8-12 førstehjælpere, som er helt almindelige borgere, der frivilligt melder sig for at gøre en indsats lokalt.
•    Førstehjælperne får et fire timers kursus i livreddende førstehjælp og brug af hjertestarter. Herefter får de én gang årligt et genopfriskningskursus for at vedligeholde kompetencerne.
•    Førstehjælperne bliver kaldt ud via SMS fra AMK-vagtcentralen, som også har ansvaret for at sende ambulancer, akutlægebil, akutlæge-helikopter og anden hjælp frem til kritisk syge eller tilskadekomne.
•    Førstehjælperne kan kaldes 24/7 hele året, men det er frivilligt om de rykker ud på et opkald. Deres vigtigste opgave er at give første-hjælp og blive hos patienten, indtil den professionelle hjælp når frem.
•    Når førstehjælperne udfører en opgave, bærer de så vidt muligt en gul refleksvest med påskriften "1-1-2-førstehjælper".
•    Et korps dækker et område på 5-8 km. I hvert område er opsat en strategisk placeret hjertestarter, som vedligeholdes af Regionen.
•    1-1-2-Førstehjælperkorps oprettes og drives af Region Midtjyllands Præhospital. Etablering af korps finansieres af statslige puljer, mens driften finansieres af regionens eget budget.

Fakta om hjertestop:
•    Hvert år får ca. 4.000 personer hjertestop uden for hospital
•    Chancen for at overleve et hjertestop falder med 10 procent for hvert minut, der går
•    I dag overlever 12 procent et hjertestop uden for hospital. Det er en tredobling siden 2001, hvor kun 4 procent overlevede.
•    Læs mere om hvad du selv kan gøre, hvis et menneske i nærheden falder om med hjertestop på Trygfondens side: www.hjertestarter.dk

Kontakt:
Lise Marie Jensen, Tel. +45 23 62 44 26, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Lokal kontakt:
Brian Sørensen Bugge, Tel. 61 70 12 14, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 


Til toppen