Menu

Ny Turistchef på Fur

Ny Turistchef på Fur

Fremover er det Brian Pedersen, der tager imod gæsterne på turistkontoret på Fur. Han overtager fra årsskiftet posten som turistchef på Fur efter Inge Shee, der fratrådte i efteråret. Brian er godt kendt med opgaverne, idet han er uddannet på det lille bureau og således har arbejdet der de seneste fem år.

I den forbindelse inviterer Fursund Turistforening på et lille glas, fredag den 6. januar kl. 14 på adressen Stenøre 10, Fur.
Ligeledes er Kate Tousgaard ansat på kontoret og vil stå for bogføringen og andre administrative opgaver. Til højsæsonen har vi indgået en aftale med Furs museum, og ”låner” Vagn Sohn på halv tid.

I løbet af efteråret har vi arbejdet på at effektivisere nogle arbejdsgange, herunder sommerhus-udlejning som vi driver fra kontoret og på www.fursommerhuse.dk, og allerede nu kan vi se en stigning i udlejningen på 7 % i forhold til samme tidspunkt sidste år.

Da bemandingen er reduceret, er bestyrelsen i den grad trådt i arbejdstøjet og vil være mere synlige i fremtiden. Bl.a. er der nedsat en arbejdsgruppe omkring sommerhusudlejningen, ligesom at man i højsæsonen vil kunne møde nogle af bestyrelsesmedlemmerne på kontoret, hvor de vil hjælpe med at servicere turisterne, fortæller formanden Anette Dalsgaard.

Fursund Turistinformation drives af Fursund Turistforening, der har en samarbejdsaftale med SET, der har det koordinerende ansvar for drift af turistinformation i Skive Kommune. Hos SET er vi glade for samarbejdet med Brian, det er godt med yngre øjne på opgaven, da der i disse år sker store forandringer. Hjemmesider, apps, digitale infoskærme og sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram er en væsentlig del af gæsternes informationsbehov, det er derfor nødvendigt at være dus med disse medier.

Turisternes krav til turistinformation er under forandring. De mange digitale medier gør, at gæsterne selv finder både inspiration og fakta inden de ankommer til feriemålet, og det mærkes tydeligt – også på Skiveegnen. Der vil dog stadig være bemandende turistinformationer i hhv. Skive, på Spøttrup Borg og på Fur og her kan man fortsat møde op og blive betjent af et kompetent personale hele sommerhalvåret. De tre officielle informationssteder er godkendt som Autoriseret Turistinformation af Dansk Turismefremme, og skilter med det grønne ”i”.

I Skive kommune har vi gennem de seneste år opstillet 24 digitale info-skærme på udvalgte turiststeder, og statikken viser, at de bliver flittigt brugt. Til gengæld daler antallet af fysiske besøgende på langt de fleste turistinformationer, da gæsterne finder oplysningerne andetsteds Det er en naturlig udvikling, vi skal forholde os til, konstaterer turismechef Alice Bank Danielsen, SET. Tiden bruges derfor i stigende grad på at ”fodre” de mange medier med indhold. Den primære opgave løses på bureauet i Skive, hvor planerne for den komme sæson lægges, og derfor er det aftalen, at Brian i vinterperioden regelmæssigt vil sidde i Skive og arbejde sammen med kollegerne her om fælles opgaver.

På billedet ses Turistchef på Fur Brian Pedersen, Turist og Erhvervschef i Skive Alice Bank Danielsen og Formand for Turistforening på Fur Anette Dalsgaard.

Med ønsket om et godt nytår og tak for godt samarbejde i det forgangne år.

Bedste hilsner fra
Fursund Turistforening
Anette

Til toppen