Menu

Karolines Hus præsenterer - Ove Ødegaard, Inge C, Trine Bach - fernisering lørdag d. 02. juli kl. 14

Karolines Hus  præsenterer - Ove Ødegaard, Inge C, Trine Bach - fernisering lørdag d. 02. juli kl. 14

Udstillingen fortsætter til søndag d. 14. august

Åben tirsdag til søndag kl.  13 – 17 og efter aftale.

Ove Ødegaard

Ove Ødegaard er kolorist og helt sig selv, når han forener lys, farver, stemninger og mennesker. Inspireret gennem en årrække af så forskellige steder som Skagen og Paris, på det seneste mindre stedbestemt. Nu synes det at være almene inspirationer,  mennesket som en begrænset markering i forhold til naturen og storbyen. I helt nye billeder er mennesket fraværende som figur, men tilstede i den abstrakte farveopdeling som eksistensens kommentarer. I fire årtier har Ove Ødegaard fastholdt en søgen efter noget bag motiv, streg og farver, en søgen, der skal få beskueren til selv at tænke og føle. Smukt er det at flyve med ham på farvernes vinger fra Skagen til Paris, undervejs med vandreture i Ødegaards palet: afdæmpet og varieret på en måde, så vi oplever et perspektiv i selve farvens nedtoning. Menneskene er indlejret i farvernes budskab, der på en egen måde fortæller, at lyset skal kunne komme til.


 

Inge C – naturalisme med et touch af noget mere

Inge C er fascineret af Færøerne og gengiver med stor kærlighed og tydelig indfølthed landskaber, dyr og huse fra den Atlantiske ø-gruppe.  Mennesker ser man ingen af, men alligevel er de der alle vegne i form af husene, der ligger underlagt naturens vilje i det store landskab eller i form af nære bybilleder med træhuse og græs på taget.

Hendes valg af tusch og akryl giver hendes billeder en sær sarthed sat overfor en ”stedets brutalitet”. Oftest er det kun ganske få farver, som dominerer billederne – Grøn, sort og blå: Græsset, klippen og himlen.  Men på trods af enkeltheden og de menneskeløse landskaber og bybilleder fornemmer man alligevel mangfoldighed og aktivitet. Her sker noget, selv om der tilsyneladende intet sker.

Inge C´s særlige teknik med at lade tuschen ”løbe”  - det sker især i hendes by-billeder - giver billederne en helt særlig følelse af forgængelighed, af at være øjebliksbilleder: Sådan ser her ud lige nu, men om ikke længe er intet af det, du ser mere.

Hun maler også mennesker, men det gør hun udelukkende i form af portrætter malet med akryl på træ. I ganske få grove strøg får hun særdeles livagtige og udtryksfulde ansigter frem. Langt mere farverige end landskabsbillederne er disse fine portrætter, som i deres enkelthed står meget stærkt.

Fælles for billederne er, at der bag de enkle strøg, de få lette streger, de stærke elementer er noget mere, som handler om eksistens, om at være her nu og måske ikke om lidt. Billeder der har noget at sige i al deres tilsyneladende stilhed.


 

Trine Bach


På udstillingen i Karolines Hus viser Trine Bach et bredt udsnit af keramiske natur oplevelser.

Muslingespiraler: objekter inspireret af sneglehuse, slebet af sand vind og  vand. Formet og bearbejdet i porcelænsler.

Forblæste skåle. drejede porcelæns skåle,  formet og banket, inspireret af sandets formationer ved havet, søpindsvin og skaller .

Til denne udstilling er der lavet æsker,  alle ud fra fossiler og sten , drysset med lavasand, som giver en speciel effekt,  og nogle områder er overfladerne  kogt op som lava.

Fuglesjæle, raku brændte, hvor fuglens udtryk og bevægelse fanges.

Trine Bach fortæller:

For mig er naturen det sted jeg henter min inspiration. Et aftryk i sandet fra mågeføder, en fjer der  vejer i blæsten,  sand der er blæst  til eller fjernet af vinden og skabt formationer. Runde og kantede former. Muslinger og sneglehus, små brudstykker fragmenter slebet runde og bløde af sand og vand.

Fugle der lander og letter fra havet i nuet, forsteninger fanget i urtiden, millioner af års historie.

Mine øjne fanger, og ser formerne, , som naturen til stadighed forandre . og langsomt bliver det til mit keramiske udtryk.

 

Til toppen