Notice: Use of undefined constant K2_BUILD_ID - assumed 'K2_BUILD_ID' in /var/www/furnyt.dk/public_html/administrator/components/com_k2/helpers/html.php on line 350
Dobbelt fernisering på Galleri RAKLA
Menu

Dobbelt fernisering på Galleri RAKLA

  • Skrevet af 
Dobbelt fernisering på Galleri RAKLA

Både en skulptør og en maler udstiller samtidig på Furs nye galleri.

Når Galleri RAKLA lørdag d. 21 maj ferniserer med skulptøren Jytte Schultz og kunstmaleren Annette Bjerregaard, er det på flere måder en særlig begivenhed. De to har dannet par i mange år, men det er første gang, at de udstiller sammen, bortset fra når der er åbne atelierdøre hos dem selv hjemme i Silkeborg, og samtidig markerer udstillingen, at RAKLA nu ikke længere ”kun” er en butik med lidt kunst, brugskunst, unikagarn og vin, men at der nu også er et decideret kunstgalleri knyttet til navnet.

Annette Bjerregaard har malet i mange år og har siden 1986 udstillet mange steder. Om sit arbejde fortæller hun: ” Jeg maler fortrinsvis med akryl på lærred, både små og store billeder. Men jeg bruger også akvarel, oliekridt og tusch, tit blandet i samme billede. Jeg arbejder tillige med fotocollager. Mine billeder er ofte inspireret af naturen. Jeg inspireres også af mennesker og stemninger, og har arbejdet med portrætter, som beskueren selv kan opleve og tolke.” Annette Bjerregaard har udstillet på mange gallerier og har bl.a. lavet udsmykning til Halling Kirke.

Jytte Schultz har arbejdet med skulpturer siden 2010, hvor hun var på et øjenåbnende kursus. Hun nyder allerede stor anerkendelse for sine arbejder og har været optaget på KS 15. Hun fortæller bl.a.: ”Jeg ville modellere skulpturer og opdagede hurtigt, at det var et meget givende og morsomt arbejde. At give figurer liv og bevægelse, lade dem udtrykke sig, lade dem blive et væsen, et dyr, et menneske, eller lidt af det hele. Der åbnede sig en helt ny verden, hvor mine oplevelser på rejser eller i naturen, samvær med mennesker eller gamle erindringer pludselig optrådte som inspiration til mine værker. Mine skulpturer er store og små, abstrakte og genkendelige figurer. Jeg er optaget af tekstur og form samt glasurens samspil med formen.”

Karen Jürgensen og Lasse Højgaard, som i fællesskab har RAKLA, glæder sig meget til at have et egentlig galleri. De er begge to meget interesserede i kunst og det har længe været et ønske at kunne vise en enkelt kunstner eller to lidt dybere og mere omfattende, end den nuværende butik rent pladsmæssigt har tilladt. Med åbningen af galleriet går det ønske i opfyldelse.

De glæder sig også meget til at galleriet åbnes med en udstilling af Annette Bjerregaard og Jytte Schultz, fordi de to kunstnere er meget dygtige og har meget at give sit publikum. ”I vores butik er vi kendt for at holde et højt niveau i det kunsthåndværk, vin og garn vi sælger. Samme høje niveau ønsker vi naturligvis at have i vores galleri og med Annette Bjerregaard og Jytte Schultz som de første udstillere, mener vi, at det er lykkedes”, siger Karen Jürgensen og Lasse Højgaard.

Der venter i øvrigt publikum en særlig oplevelse, fordi galleriet er indrettet i den gamle lade, hvor Karen Jürgensen og Lasse Højgaard har valgt at forandre så lidt som muligt, så rummet fremstår helt rustikt med de gamle vægge, de rå bjælker og det gamle gulv helt uforandret.

Udstillingen med Annette Bjerregaard og Jytte Schultz varer til og med d. 3. juli. Allerede d. 17. juli er der ny fernisering, når RAKLA slår dørene op for en udstilling med malerier af den kendte jazzpianist Carsten Dahl, der også er ved at få sig et stort navn som kunstmaler. Endelig vil der være en sensommerudstilling med fotokunst af Lasse Højgaard.

Således er det ny galleris første sæson allerede fuldt besat med spændende udstillinger og Karen Jürgensen og Lasse Højgaard glæder sig til at putte endnu en spændende farve på Furs i forvejen store palet af gallerier og kunsthåndværkbutikker, ved at bidrage med et galleri med masser af spændende kunst i høj kvalitet.

RAKLA har åbent torsdag – søndag fra 11 til 17 i maj og juni. I juli er der åbent alle dage undtaget mandag.


Til toppen