Menu

Hæder til voksenlærling hos LB Truck

Hæder til voksenlærling hos LB Truck

Du går ikke kun halvt men helt ind i de udfordringer, du møder, lød de rosende ord til Henrik Høst Hansen. Han fik et jubilæumslegat fra Dansk Maskinhandlerforening for sine faglige og menneskelige kvaliteter som entreprenørmaskin-mekaniker

Det er ikke for sent at begynde på en uddannelse, selvom man er på den pæne side af 30 år.

Faktisk kan man ved ihærdighed og lyst til arbejdet gøre det så flot, at andre lægger mærke til ens kvaliteter. Det gælder for eksempel for Henrik Høst Hansen, der i sommers blev udlært som entreprenørmaskinmekaniker hos LB Truck Service på Fur.

- Du har gennem din læretid fået en solid og stor viden om faget. Desuden har du altid været parat til at tage fat og ydet en stor indsats.

- Når så du også har et godt humør og forstår at samarbejde, er det værd at lægge mærke til.

- Og dit flotte resultat ved svendeprøven var kronen på din læretid, konstaterede Erik Hundahl.

Han holdt som bestyrelsesmedlem i Dansk Maskinhandlerforening en lille tale ved en ceremoni hos LB Truck Service. Her fik Henrik Høst Hansen overrakt det eftertragtede jubilæumslegat fra Dansk Maskinhandlerforening inklusiv en check på 5.000 kroner.

Vil gerne blive i branchen

Det var første gang, at Søren Bro som indehaver af LB Trucks får en lærling udlært.

- Men det var ikke svært, fordi Henrik både er dygtig, imødekommende og en voksen mand, der selv kan handle fornuftigt, forklarer han.

- Jeg har i mange år arbejdet som ufaglært på møbelfabrikker på egnen med at stille maskiner op og passe dem.

- Efterhånden begyndte jeg at savne udfordringer og tilligemed lukkede flere og flere af fabrikkerne, fortæller Henrik Høst Hansen.

Resultatet var, at han begyndte at se sig om efter nye muligheder - som blev den faglige uddannelse til entreprenørmaskinmekaniker.


Svigerfar var mellemleddet

Henrik Høst Hansen har altid haft lyst til både det boglige og det faglige.

- Diagrammer og tegninger er spændende, og jeg har rimelig nemt ved at overskue dem, fortæller han.

Lige hvordan det kunne bruges, vidste han ikke, indtil hans svigerfar fortalte ham, at Søren Bro som ejer af LB Truck Service måske kunne bruge en lærling.

De to snakkede sammen, og enden på det blev, at en kontrakt om en læreplads kom på plads efter tre måneders prøvetid.


Mange forskellige mærker gaffeltruck

LB Truck Service er underforhandler af Toyota gaffeltruck og BT Warehouse.

- Og vi servicerer og handler med alle mærker inden for gaffeltruck, forklarer Søren Bro.

Kunderne er over hele Danmark, og såmænd også i hele Grønland og i lande som Kuwait med flere.

Derfor har Henrik Høst Hansen også mødt mange forskellige udfordringer og ikke altid haft lige netop det værktøj, som hører specifikt til et gaffeltruck-mærke.

- Med lidt snilde og omtanke kan man altid finde en løsning, og det gør jo, at dagene bliver afvekslende.

- Derfor vil jeg gerne blive inden for faget og leder efter arbejde på egnen, fortæller han.

Det var nemlig sådan, at han efter aftale ikke skulle fortsætte som udlært hos LB Truck Service.

 

Der blev en ekstra skilling at gøre godt med, da Klaus Nissen (tv) og Erik Hundahl (th) overrakte en pænt stor check til Henrik Høst Hansen (nr. 2 fra venstre). Det er indehaver af LB Truck Service Søren Bro (nr. 2 fra højre), som udlærte den dygtige voksenlærling.

 

Til toppen