Logo
Udskriv denne side

Indvielse af Fjordruten

Indvielse af Fjordruten

Ny cykelrute gennem Limfjordslandet indviet I torsdags samledes turistchefer og presse fra Skive, Lemvig, Struer, Holstebro og Viborg for at indvie cykelruten ”Fjordruten” – 300 km tilrettelagt cykeltur i smukt og varieret terræn.

Det tværkommunale turismesamarbejde ”Enjoy Limfjorden” har siden 2013 haft fokus på udvikling af cykeloplevelser til egnens turister. Samarbejdet har bl.a. ført til udformningen af den nye cykelrute ”Fjordruten”. Med start i Struer er der planlagt et ca. 300 km forløb over Venø til Lemvig, Holstebro, rundt om Salling over Fur med afslutning i Viborg. Ruten er planlagt i etaper på ca. 40 km om dagen som ender ved et overnatningssted og er således oplagt til en 8 dages cykelferie. Rutebeskrivelser kan findes på Enjoy Limfjordens hjemmeside www.enjoy-limfjorden.dk. Ved indvielsen, som fandt sted ved Kurbad Limfjorden i Struer, var medarbejdere og turistchefer fra de fem kommuner samlet. Formand for Erhvervs- og Turistudvalget i Struer Kommune, Martin Hulgaard sagde i sin åbningstale:

”Jeg er glad for, at jeg har fået muligheden for at være med til at markere indvielsen af en ny cykelrute i vores smukke landsdel, som jeg er sikker på vil trække turister til fra ind- og udland.

Vi kan se, at der er en øget interesse for cykelturisme, så derfor er det så meget mere glædeligt, at den stigende interesse kan blive tilfredsstillet med den nye rute rundt om Limfjorden.

Ruten begynder her i Struer, fortsætter til Venø og forbi Toftum Bjerge og slutter den første dag i Lemvig.

Derfra går det slag i slag via denne smukke herregård Nr. Vosborg, Holstebro, Borbjerg Mølle og Roslev, mens de sidste dage på ruten fører cyklisterne til Fur, Glyngøre, Skive og Viborg.

Med andre ord en rute, der bringer cyklisterne rundt til de smukkeste egne rundt om Limfjorden.

Det er takket være det gode samarbejde mellem Limfjordskommunerne, at ruten er blevet en realitet. Det har vist sig at være det helt rigtige, at de enkelte turistaktører i de fem kommuner er gået sammen for at kunne levere stærke og attraktive tilbud til områdets turister.

Samarbejdet har allerede givet genlyd uden for landets grænser. I 2013 bragte BBC en række madprogrammer optaget her i området, hvor stjernekokken Tareq Taylor lavede lækker mad af områdets herlige råvarer. En udsendelse, der er blevet set af millioner af tv-seere verden rundt, og som forhåbentlig har givet seerne appetit på et besøg i Limfjordslandet.”

For mere information om Fjordruten kontakt:

Udviklingskonsulent Marlene Rasmussen

E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tlf.: +45 2714 988

 

furnyt.dk - 2017/18 - All rights reserved.