Menu

Referat Generalforsamling onsdag den 15. april 2015 på FUR FRISKOLE

1.Dan Plejdrup valgt som dirigent.

2.Knud Peder Jensen aflægger beretning fra det første skoleår.

 

Bestyrelsens beretning

Fur Friskole åbnede første gang sine døre den 1. august, da de første børn i SFO meldte deres ankomst. Selve skolen havde første skoledag mandag den 11. august og fredag den 15. august blev skolestarten markeret med en velbesøgt reception, hvor viceborgmester Preben Andersen, Skive Kommune, sammen med et par af skolen børn, klippede det røde bånd over. Skolen startede med en bemanding af en skoleleder og en fuldtidslærer og en fuldtidslærer/pædagog.  

Dermed var friskolen i gang og det første år indtil nu har på mange måder været et år, hvor friskolen skulle finde sin egen identitet. Elever og forældre skulle lære, at det var en helt ny skole med sin egen rytme, og at skolen udelukkende er det, som børn, lærer og forældre gør den til.

Fra start til efterårsferie blev der etableret udeskole hver onsdag, hvor børnene blandt andet besøgte virksomheder som Skamol, Fur Bådeværft, Fur Museum ligesom de samlede svampe og var på fisketur. Udeskolen har således været med til at inddrage øens natur og liv i undervisningen.

Efter efterårsferien kom fag som sløjd, håndarbejde, billedkunst, dans og skolekøkken på programmet. Sidstnævnte har nydt godt af Brugsen ”Go Cook” gratis tilbud, der i en periode har leveret råvarer. Efter at Brugsen på Fur forærede skole 7 symaskiner, er syning også kommet med som fag i undervisningen.

Fortælletime er ligeledes blevet en fast del af hverdagen samt kor og musikundervisning.

Ud over den almindelige undervisning har det været et efterår fyldt med aktiviteter og arrangementer. Nævnes kan Halloween aften, julekomsammen, bedsteforældre besøg,  tur til Skive, Luciaoptog på ældrecenteret, krybbespil i forbindelsen med juleafslutningen, temauger og plantning af 4000 krokus ved Fur Ældrecenter.

Et andet tiltag er fælles spisning for elever og ansatte i skolekøkkenet.

Nære fremtid.

I tiden indtil sommerferien vil teater og musik få særlig opmærksomhed, ligesom der vil blive undervist i svømning, når vandet er varmt nok. Til næste skoleår vil en tur til Bornholm indgå i planlægningen.

SFO

Den 1. august startede 12 elever i skolefritidsordning. Mens vejret tillod det, har en stor del af aktiviteterne foregået udendørs, mens der har været kreative aktiviteter indendørs. En tur i biografen i Skive er det også blevet til

Økonomi.

Friskolen har i det forløbne år fået 251.000 kroner i indtægter fra fonde og skolens støtteforening. Beløbet udgjorde således den kapital, som var til rådighed ved opstarten. Eftersom det første år har været et opstarts år med mange engangsudgifter – computere, tablet, inventar, undervisningsmateriale, m.m. – må det anses som tilfredsstillende, at skolen slutter året med en egenkapital på 46.061 kr. Hertil kommer et beløb på 50.000 kr. som er forud modtaget til regnskabsåret 2015.

Likviditeten ser bestyrelsen ligeledes som tilfredsstillende, idet den pr. 31.12 er på 369.318 kr.

Samlet set udtrykker bestyrelsen sin fulde tilfredshed med det opnåede resultat og takker skoleleder, lærere og alle andre som har bidraget til at skolen har fået en god start. Også en stor tak til Støtteforeningen for Fur Friskole, der har gjort en stor indsats og tak til Furs Fonde for støtte.

 Beretning godkendt.

 

3.Margit orienterede om  årsrapport (økonomi). 

Bogholder, Margit Bisgaard gennemgik nøgletallene i regnskabet. Resultat: 46.061 kr. 

 

 

4.Skolearbejdet: 

a)Skoleleder

 

Vi er nu snart igennem det første skoleår.

Vi har fået etableret en hverdag som indeholder mange af de Friskole islæt som vi ønskede.

Der er skabt en forståelse for hvor vigtigt det er at have et fællesskab og at alle uanset alder og viden kan bidrage med noget. Og hvor vigtigt det er, at når vi har så lille en skole så er alle lige vigtige.

 

Vi starter med en fælles morgensang hvor vi altid synger 3 sange. Derefter fortælles hvem der står for arrangement af morgenmotion og hvad der er planlagt til dagen. Derefter kan morgensamling handle om historie, kristendom, et aktuelt emne, forskellige problemstillinger eleverne imellem. Det kan også være en fortløbende fortælling eller bare en god og sjov historie. Vi oplever en glad og interesseret flok som garanteret ville undre sig hvis vi en dag sprang morgensamlingen over.

 

Vi har læsebånd hvor der læses på mange forskellige niveauer. For tiden er de små i klassen og får læst op og tegner til. De andre skal lave boganmeldelser på de bøger de får læst.

Timerne er der også styr på og rutinerne har indfundet sig og vi oplever en meget god stemning i klassen. 

 

Alle måltider bliver spist sammen i køkkenet. 

 

Onsdagen bliver brugt på enten udeskole eller kreative værksteder. 

 

Emneuger omhandler emner som vi ikke kan nå igennem på de almindelige dage. 

 

Vi anstrenger os i det daglige for at udfordre eleverne så de hele tiden føler deres grænser bliver flyttet. Det kan være via de udfordringer vi rent fagligt giver dem men også at turde befinde sig i helt nye situationer og vide, at vi er der til at støtte og hjælpe når det er nødvendigt. 

En udfordring som vi alle godt kendte til da skolen startede er, at elevantallet på øen er meget begrænset. Vi er derfor hele tiden klar på, at vi skal have budskabet om, at vi har en god skole ud blandt folk. Og vi tror på det vi laver og vi ved, vi kan noget, som bærer igennem. Derfor er vores opfordring til alle folk at fortælle om, at vi har en ny og god skole. Det er ikke den gamle skole som bare er fortsat. Og hvis man engang forlod den gamle skole så er det ikke den gamle skole man vender tilbage til men en helt ny skole. De bedste ambassadører for skolen er forældrene og børnene. Hvis I er glade for vores skole så fortæl det gerne til alle, der har lyst til at høre. Det er den bedste reklame. Fortæl gerne, at det er muligt et komme på en prøvedag og såmænd også en prøveuge, hvis man gerne vil prøve om det, vi tilbyder, har interesse. 

 

Som første tiltag omkring rekruttering af elever er en søndag hvor vi vil invitere alle børn her omkring til at komme og opleve vores skole. Vi håber det kan lade sig gøre at vores elever kan deltage på en helt almindelig skoledag mod at have en erstatningsfridag om mandagen.

Vi har planer om at sådan en dag skal løbe af stablen søndag den 14. juni og så med fri mandag den 15. juni. Fritteren vil selvfølgelig være åben hele mandag for de børn med pasningsbehov. Vi håber det kan lade sig gøre med så forholdsvis kort varsel og at der bakkes op om et initiativ omkring elev rekruttering. 

 

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke de folk som har knoklet for at få skolen op at stå og bidraget med så mange ting til os. Vi er meget glade for alle bidrag.  Og en kæmpe ros til Ivan, Carina og Nanna for at trække et stort læs til daglig. 

 

Ivan: 

uge 24 – fælles lejrskole. Vi bytter med Vilsted Friskole. 

Næste skoleår: Bornholm, København for den store gruppe. Overnatning: spejderhytte eller produktionsskole. I hører nærmere herom. 

 

b)SFO + skolearbejde: Carina. 

Dansk med 0.-1. klasse står indtil sommerferien på udendørs undervisning som et lille ”pilotprojekt”. Indtil da sørger Carina for at differentierer hendes undervisning: stillesiddende og bevægelse. De er i gang med at lære 120 ord, 1. klasserne skal kunne udenad. Vi arbejder desuden med ”Hop om Bord”, hvor børnene harmulighed for at lærer auditivt, visuelt og kinæstetisk. 

 

Idræt med 0.-3. klasse står på motorik, balance, samarbejde, boldspil, styrketræning. Vi er ude resten af skoleåret. 

 

Idræt med 5.-6. klasse står på konditionstræning, styrketræning, boldspil, samarbejde. Jeg har lavet en aftale med Sigurd (Reginas Stafeli) om at vi skal på et Orienteringsløb inden sommerferien. 

 

I vinterhalvåret har den stået på sløjd, billedkunst og håndarbejde. Der er blevet svedt blod og tårer, hvor de store har lært at strikke, hækle, sy på maskine og i hånd. Her har vi haft besøg af Rita Andreasen og Duddine til stor hjælp og interesse fra børnenes side af. 

 

 

SFO: 

Der har været tid til at være kreativ, været på strandture, fri leg, wellness og den kommende tid står den på etablering af højbede og drivhus. 

 

c)Fællesforsikring af tablet.  

Det besluttedes at fortsætte som hidtil.  Alle elever skal sørge for en taske til deres tablet for beskyttelse. 

  

 

d)Fastsættelse af arbejdsdag: 

 lørdag den 9. maj  er der arbejdsdag.  

 

5.Fastsættelse af skolepenge: 

Bestyrelsen har bemyndigelse til at hæve skolepengene med 100 kr. pr måned, hvis økonomien kræver det. 

 

6.Valg af bestyrelsesmedlemmer i forældrekredsen: 

Karin Johansen –  genvalg

 

7.Valg af bestyrelsesmedlemmer i skolekredsen: 

Knud Peder Jensen – genvalg

 

8.Valg af suppleanter i forældrekredsen: 

Anne Marie Hansen. 

Valg af suppleanter i skolekredsen: 

Christa Bechman Lykke. 

 

9.Valg af tilsynsførende: 

Ejvind Thomsen blev valgt for 4 år. 

 

10.Indkomne forslag: 

ingen

 

11.Eventuelt. 

Anne Marie Hansen fra Fur Menighedsråd opfordrede til at forældrene til børn i friskolen hjælper med fastelavnsarrangementet, da opgaven er for stor for menighedsrådet alene.  

Carina orienterede om, at en gruppe undersøger mulighederne for at søge fondsmidler til anskaffelser på skolen.

 

Referat Carina Christensen

Senest ændretFredag, 01 maj 2015 21:11
Til toppen