Menu

En fortælling om en fortælling

  • Skrevet af 

I 1992 blev jeg færdig med mit speciale på historiestudiet på Århus Universitet. Jeg var mærkelig nok den første, der afleverede et speciale på historie, der var udformet som en fortælling. Men i de år var den historiske fortællingen på historiestudiet ikke i høj kurs. I 1985 fik jeg specialet udgivet som roman på forlaget Gyldendal. Det fik tidsskriftet ”Bogens Verden” til at foreslå, at jeg skrev en artikel om, hvordan jeg havde skrevet mit speciale og de overvejelser, jeg havde gjort mig. Nu har teoretiske artikler aldrig haft min store interesse og da slet ikke at skulle skrive en, så jeg besluttede i stedet at lave en fortælling om, hvordan jeg havde lavet mit speciale. Min artikel i ”Bogens verden” vakte nogen opsigt, for ikke at bruge det rette ord: skandale.

I 1992 blev jeg færdig med mit speciale på historiestudiet på Århus Universitet. Jeg var mærkelig nok den første, der afleverede et speciale på historie, der var udformet som en fortælling. Men i de år var den historiske fortællingen på historiestudiet ikke i høj kurs. I 1985 fik jeg specialet udgivet som roman på forlaget Gyldendal. Det fik tidsskriftet ”Bogens Verden” til at foreslå, at jeg skrev en artikel om, hvordan jeg havde skrevet mit speciale og de overvejelser, jeg havde gjort mig. Nu har teoretiske artikler aldrig haft min store interesse og da slet ikke at skulle skrive en, så jeg besluttede i stedet at lave en fortælling om, hvordan jeg havde lavet mit speciale.  Min artikel i ”Bogens verden” vakte nogen opsigt, for ikke at bruge det rette ord: skandale.


EN FORTÆLLING OM EN FORTÆLLING

af Knud Peder Jensen

 Severin sad i kantinen. Det var i juni måned. Udenfor skinnede solen og folk lå døsige på plænen. Severin nippede til sin øl. Den gjorde godt her i varmen, men han havde også fortjent den, når han sådan selv skulle sige det. Et 10-tal i en hjemmeopgave, det første han havde fået på universitetet, det var værd at fejre.
  Et held at læreren i første omgang havde forkastet opgaven. Det tog kun en uge at rette det, som var faldet den lærde for brystet - og så et 10-tal! Severin tog tilfreds en slurk mere og hældte resten af øllen op i glasset.
  Nu manglede han blot at skrive speciale, derefter var det farvel og tak. Han havde aldrig følt sig hjemme på universitetet. At han var begyndt at læse historie, skyldtes at han interesserede sig for historie. Sådan plejede han at svare, når nogen spurgte. Som dreng fandt han det spændende at høre og læse om dengang Danmark var mægtig og agtet over hele Europa. Særlig Valdemarerne havde stået hans hjerte nær. Tilnavne som "Den Store" eller "Sejr", det var nok til at sætte fantasien i gang. 

Efteråret kom med regn og blæst. Severin sad i kantinen. Han holdt pause. Det var nødvendigt at holde nogle stykker, hvis ikke dagen skulle blive ulidelig lang. Han var i gang med at granske nogle kilder til belysning af Øm Klosters godshistorie. Han skulle undersøge klosterets økonomiske baggrund. Det var der ikke megen gys i. Der var ikke noget spændende at fortælle til pigen han levede sammen med eller til forældrene, når han besøgte. Han sagde blot til sin fader, at det var interessant. Hans fader nikkede og sagde, at han ville ønske, at han havde fået den mulighed for at studere klosteret historie. Han viste jo i virkeligheden ingenting.
  Severin tav. Efter at have studeret kilder i tre måneder kunne han stadig ikke fortælle noget, der i spænding kunne måle sig med faderens historier. Men han måtte holde pinen ud. Det gjaldt om at blive færdig inden de store årgange oversvømmede hele systemet, som Thomas og Stefan så rigtigt havde forklaret.
  "Goddag. Hvordan går det? Det er snart længe siden."
Severin så op. Det gav et helt sæt i ham. Det var Albert Sandø.
  "Tak. Det går. Har du haft det godt i Italien?"
  "Herligt! - Jeg tænkte om vi snart skal have talt om speciale."
  "Jeg er faktisk i gang. Jeg skriver hos Aske. Det er om Øm Kloster. Jeg bor jeg lige i nærheden, så det var jo naturligt at ..."
  "Det dør du sgu af", sagde Sandø med en blanding af skuffelse og vrede i stemmen, "havde vi ikke aftalt, at du skulle skrive om din bedstefader?"
  "Jo-e, men jeg skal jo også gerne snart være færdig, jeg er jo snar den sidste ..."
  "Det er sgu en forbrydelse, hvis du skriver om de gamle ruiner, det slår dig ihjel. Se på hovederne af dem, der beskæftiger sig med den slags. Der er kun sten derinde. De dør langsom ovenfra."
  "Ja, og neden fra", kom Severin grinende til at sige.
  "De to ting hænger sammen, så pas du heller på", sagde Sandsø og måtte gå, da han skulle til et møde.
  De havde det altid skægt, når de mødte hinanden. Men trods morskaben gjorde det ondt i Severin. Han havde ligget under for kammeraternes pres og sin egen magelighed og nu stod han i fare for at miste øjnene som bygmesteren hans bedstefader havde talt om.

De følgende dage brugte Severin til at gennemgå indholdet af en stor kasse, der stod på loftet hjemme på gården. Den indeholdt alle bedstefaderens papiret. Severin huskede fra dengang, da han klippede alle frimærkerne af, hvor mange breve der var. Men resultatet var skuffende. Nok var der mange breve, men de var næste alle sammen til og ikke fra bedstefaderen og det ville blive vanskeligt for ikke at sige umuligt at finde frem til de breve, han havde skrevet.
  Efter nogle dage opgav Severin. Men han havde fået en idé. Måske var det muligt at finde et materiale om et menneske, som havde levet i samme periode som bedstefaderen? Sandø havde været inde på tanken. Det fik Severin til at gå på opdagelse i Landsarkivet i Viborg.
  Efter halvanden dags søgen kom Severin til et arkivkort, hvorpå der stod: Johansen, Jan Holte, 1878 - 1969, skolelærer, 425 dagbøger, breve, m.m.
  "Det ser spændende ud" mumlede Severin mens han udfyldte et bestillingskort til en af de tyve pakker.
  Kassen indeholdt dagbøger fra 1912. Der var tre bundter med ti i hver. De var omhyggeligt bundet sammen med snor. Severin løste sløjfen op og tog en dagbog og slog op på en tilfældig side: "Hellere tusinde gange gå Guds veje med sorg, end én gang går verdens veje med glæde". det var skrevet med store bogstaver, og der var sat en tyk streg under.
  "Det var pokkers", tænkte Severin. Et andet sted stod noget om et skænderi med en førstelærer, der hed Møller. Severins nysgerrighed var vakt. Som barn havde han elsket at sidde bag en stol og lytte til de voksnes tale. At læse i dagbøgerne mindede ham om den tid.
  "Har de tilladelse til at benytte materialet?"
  "Tilladelse?" Severin så op. Foran ham stod en arkivbetjent.
  "Det er beskyttet materiale, der skal tilladelse til".
  "Jeg har ingen tilladelse", måtte Severin indrømme.
  "Så er der sket en meget beklagelig fejltagelse", sagde arkivbetjenten og tog febrilsk pakken. "De må tale med overarkivaren om det. Nu skal jeg høre om han er optaget."
  Arkivbetjenten gik op til en telefon, der stod på skranken. Severin hørte, at han sagde, at det var en historie-studerende, der ønskede at bruge Jan Holte Johansens arkiv til sit speciale.
  "De må gerne gå der ned nu", sagde betjenten venligt til Severin, da han havde lagt røret på, "men lad være med at sige noget om, at de har set i materialet. Det vil bare forkludre sagen."
  Kontoret lå på en lang gang. På væggen ved døren var der tre lamper. En rød, en gul og en grøn. Den gule var tændt. Severin kunne mærke sit hjerte banke. Han følte sig som i et fremmed land. Så lyste den grønne. Han bankede forsigtigt på og åbnede døren.
  "Goddag. Mit navn er Severin. Jeg skulle gerne have tilladelse til de her dagbøger af Johansen, dem arkivbetjenten lige har ringet om". Severin var nervøs og fik det sagt lidt kluntet.
  "Goddag", sagde manden, "hvad var det de hed?"
  "Severin - Severin Søndergård."
  "Hvad er det for et materiale De taler om, Søndergård?"
  Spørgsmålet undrede Severin. Arkivbetjenten havde jo lige forklaret det hele.
  "Jo, jeg er historiestuderende og jeg vil gerne bruge Jan Holte Johansens dagbøger til mit speciale."
  "Hvad skal det omhandle - det er jo beskyttet materiale", sagde overarkivaren og så på Severin. Han så hverken venlig ud eller det modsatte. Han så bare.
  Severin tænkte sig godt om. Skulle han fortælle hele historien om sin bedstefader, om trolden og bygmesteren og om brevene, der var spredte over hele landet, og som han havde opgivet at finde, at han nu gennem en anden persons efterladte papirer ville trænge ind i den tid, hans bedstefader havde levet i.
  "Jeg tænkte, at en skolelærers dagbøger kunne give oplysninger om de forhold en lærer før i tiden arbejde under. Jeg tænker især på de økonomiske og sociale forhold, hvilke lag børnene kom fra i samfundet, hvilke bøger man benyttede i undervisningen.
  Overarkivaren så tænksom ud. der kom ligefrem noget mildt og tiltalende over hans ansigt.
 "Hm, De kan jo prøve at søge Johansens familie om tilladelse. Det er en dame i København, der har rettighederne, nu skal jeg finde hendes adresse."
  Severin takkede mange gange og sagde farvel. På vejen hjem sendte han Albert Sandø en venlig tanke. Det var hans idé at slå på de økonomiske og sociale forhold, hvis overarkivaren spurgte ud.
  Nogle dage senere rejste Severin til København og et par dage senere kom tilladelsen med posten. Og dermed var Øm Kloster endeligt lagt på hylden.

Efter at de treogtyve pakker var overført til et arkiv, der lå nærmere Severins hjem, gik han i gang.
  På universitetet havde Severin lært teorier om menneskets udvikling, om forskellige menneskesyn, der havde hersket gennem tiderne og om metoder til analyser af kilder. Der var snart ikke den ting, der ikke kunne findes ud af i teorien.
  Den første dag nåede Severin kun at læse halvdelen af første dagbog. Han regnede forsigtigt på det. Med det tempo ville det tage tre år at læse alle bøgerne igennem. Severin følte sig skidt tilpas og det blev ikke bedre af, at der rejste sig et problem, som det ikke var let at finde nogen tilfredsstillende løsning på. Hvad skulle noteres ned og hvad ikke? Specialet skulle handle om Johansens udvikling som menneske, om kriserne i hans liv. Men hvornår var et menneske i krise? I timerne på universitetet havde han lært, at mennesket var i krise, når der opstod en konflikt mellem fornuften og følelsen, men det var ikke så lige til at finde de steder i dagbogen. Noget som umiddelbart så vældig dramatisk ud, blev ofte i den store sammenhæng til en ubetydelig hændelse, mens det modsatte også kunne være tilfældet. 
  Det stod snart Severin klart, at han for en tid kunne glemme alle de fine teorier og det var han egentligt godt tilfreds med. I stedet måtte han bruge kræfterne på at lære Jan Johansen at kende. Han måtte leve sig ind i og gennemleve hans liv gennem læsningen af dagbøgerne uden på forhånd at spekulere over, hvordan det hang sammen ud fra en eller anden teori. Det, der skulle noteres ned, skulle først og fremmest være det, som var værd at fortælle videre til andre. Ideen fik Severin ved at tænke på den mange historier han havde hørt fortalt i sit hjem. Kun de gode historier blev fortalt mere end én gang.

Pauserne holdt Severin i arkivets kantine.  Et hyggeligt lokale hvor en snak med køkkenpersonalet var en kærkommen afveksling. Dagbøgerne var ikke lige spændende. Ind i mellem var det en træg og kedsommelig beskæftigelse. Det var langt fra hver dag, der sket noget af betydning i Jans liv, men han havde haft for vane at skrive alt ned, ellers var det vel heller ikke blevet til 40.000 sider.
  Arkivet havde fået ny overarkivar. En af arkivets gamle betroede medarbejdere havde fået stillingen. Så vidt Severin forstod, så var alle godt tilfredse med det, for som køkkendamen sagde: "Man ved aldrig hvad en ny mand i huset kan finde på, og Madsen er meget flinkere end den gamle arkivar."
  "Ja så", svarede Severin og så spørgende på hende.
  "Tænk dig! Engang til et møde i læsesalen, hvor en masse fine herrer fra andre arkiver var med, så kaldte overarkivaren over anlægget, at jeg skulle komme op med øl. Jeg tog så papirkurven, som du ser en pæn flettet kurv og fyldte op med øl. Tænk dig! Da jeg stod der midt i læsesalen med kurven med alle øllerne i, så sagde det dumme svin: "Sådan kan vi rigtignok ikke være tjent med at få serveret. Øllerne skal serveres på en bakke." Sådan sagde han virkelig og så måtte jeg gå ned og finde en bakke frem. Du kan tro de gloede alle de fine starutter."
  "Sikke da et fjols", sagde Severin. Det passede godt med hvad en arkivar havde fortalt om den tidligere overarkivar. Ja, han havde direkte sagt, at Severin skulle passe på ikke at genere overarkivaren, der havde stor magt og ikke var bleg for at bruge den.
  "Men nu er han heldigvis kommet til København og blevet ansat i en stor antikvarboghandel. Vist den største i landet. - Nå, men jeg må ud til mit arbejde. Personalet kommer snart til kaffe", sluttede køkkendamen og forsvandt ud i køkkenet.
  Historien interesserede Severin ud over den øjeblikkelige morskab. I dagbogen havde Jan fortalt om en førstelærer Møller. Jan havde et retfærdighedsideal, som han søgte at leve op til og kunne derfor ikke indordne sig under Møllers førerskab. Først nu forstod Severin rigtigt hvor ydmygende Jan havde følt det, da Møller irettesatte ham i andres nærværd. Netop i dagligdagens små hændelser kunne magtmennesket frit vise sit grumme ansigt. I det ydre, mere officielle var der trods alt visse spilleregler, der skulle overholdes.

Det var en frostklar vinterdag. Severin sad på sin gamle plads i kantinen og så ud på træerne, der i nattens løb havde fået smukke dragter af sne på. Det fik ham til at længes efter landet. At opleve naturen i sådan et vejr var noget af det smukkeste. 
  I de to år han havde læst dagbøger, var han en sjælden gæst på universitetet- Han havde levet med en person gennem 91 år. I sig selv en fascinerende oplevelse. Han var nok det menneske, som kendte Jan bedst. Han havde mødt ham i drømme og kom om dagen ved mindste anledning til at tænke på Jan. Han måtte som Jan spørge, hvorfor det havde formet sig, som det gjorde, og han måtte nu søge at give de svar, som Jan ikke selv kunne finde. Hvorfor blev Jan hos konen, når de aldrig fik noget rimeligt forhold til hinanden? Det havde gjort ondt at læse om deres ægteskab, og det havde fået Severin til at tænke på sit eget liv. Han begyndte at forstå, at livet ikke varede evigt, at det skulle forvaltes med omhu. 
  Det var et problem at gøre sig fri af Jans person. Men det var nødvendigt, hvis specialet skulle række ud over Jans selvforståelse. Han måtte se Jans liv udefra og søge hjælp i de teorier, som han to år tidligere havde lagt til side. Teorierne og resultatet af indlevelsen skulle sammen danne grundlaget for den egentlige skabelsesproces: at få nedskrevet historien om skolelæreren Jan Holte Johansens liv.
  Selve udformningen kom til at volde problemer. Severin havde ikke skrevet mange linjer i sit liv. Stilene i skolen var ikke særlig gode. Selv anså han sig for bedst til matematik og han havde aldrig tænkt, at han skulle kunne skrive. Sandø havde sagt, at han skulle skrive ligesom han fortalte, og dermed var det bestemt, at historien om Jans liv skulle være en fortælling. Men det var svært. De første sider var forfærdelige og Severin turde ikke vise dem til nogen. Jo, hans pige fik dem at se og hun gav ham ret, hvilket gjorde Severin sur og tvær. Men nu havde han fået skrevet det første afsnit, som skulle afleveres til Sandø.
  "Hej Sevve! Hvordan skær´ det?".
Severin så hen mod døren. Der kom Bent og Thomas.
  "Hvordan går det med ham børnelokkeren?" fortsatte Bent og hentydede dermed til en forelskelse Jan havde haft i en leve.
  "Kom herover, så skal I se de første sider, - sådan skal hele specialet skrives". Severin sagde det med påtaget sikkerhed. Bent greb grisk efter papiret. Han var den mest kritiske af kammeraterne. De andre syntes blot, at det var fjollet at bruge så lang tid på et enkelt menneske.
  "Det er jo ikke ligefrem teori der springer i øjnene. Har Sandø set det?"
  "Ikke endnu ..."
  "Jeg tror hellere du må vise ham det, inden du skriver mere."
  "Ja, du skal passe på, du ikke dumper", sluttede Thomas sig til, "så står du med hele balladen. Så kan Sandø ikke hjælpe dig, - han kan jo også sagtens, det er jo ikke ham, der skal lave det hele om, hvis det går galt."
Severin blev hed og kastede et blik i det han havde skrevet. En dårlig sætning sprang i øjnene og straks kom tvivlen.
  "Selvfølgelig kan det blive bedre. Det skal jo skrives igennem et par gange ..."
  Bent grinede triumferende til Thomas: 
  "Så bliver det nok ikke foreløbig, vi skal høre om ham landsbytossen."
  Severin forlod kantinen. Han havde glædet over at være blevet færdig med noget. Nu vidste han knapt om han turde vise det til Sandø.
  Albert Sandø sad på sit kontor. Severin snakkede om vind og vejr. Hans stemme dirrede og hænderne rystede en anelse.
  "Får du skrevet noget?" spurgte Sandø pludselig.
  "Ja-e, jeg har nogle sider, men de er slet ikke færdige, de er nærmest kun en skitse."
  "Må jeg se dem?"
Severin fandt papirerne frem og gav den til Sandø. Stilheden sænkede sig over kontoret, kun afbrudt af lyden af papir, der blev vendt. Severin tænkte på kammeraterne. De sad nok og morede sig i kantinen. Hvorfor havde han været så dum at vise dem det? Men han havde været så glad, ja helt overstadig og det skulle man ikke være på et universitet. Tankerne gik til en af deres venner der hjemme, der netop var blevet student. En aften havde Severin vist ham det han havde skrevet. Den nyudsprungne student læste det grundigt igennem, sad så tavst et øjeblik, skubbede med en finger brillerne på plads og sagde: "Det er ikke køligt og nøgternt nok, det er ikke videnskabeligt."
  Severin havde blot moret sig over det, men nu kunne han godt se, at kammeraterne næsten ikke kunne være anderledes, når de allerede i gymnasiet havde fået den mening. Og sammen indstilling havde censor måske ...
  "Det ser umiddelbart fornuftigt ud, selvom der sikker er en del småting, der skal rettes", sagde Sandø og lagde papirerne ned i sin taske.
  "Tak", svarede Severin lettet.
  En uge efter fik Severin sit materiale tilbage. Det var flere sætninger, der ikke var rettet i. Siderne syntes mere blå end hvide. Severin kiggede beskæmmet på det.
  "Normalt retter jeg ikke så meget. Det er kun fordi, jeg kan se, det kan blive godt, at jeg har brugt tid på at rette stilen."
  De næste dage brugte Severin på at se rettelserne nøje igennem. Oftest var det kun ganske lidt, der skulle ændre, så en sætning blev mere læseværdig. Jo enklere jo bedre. Langsomt lykkedes det Severin at ramme en stil, han var tilfreds med. De enkelte afsnit blev skrevet igennem fire, fem gange, og så kunne der stadig rettes i dem.
  Det blev i det hele taget en langsommelig affære. I starten spurgte familie og venner interesseret, og Severin fortalte beredvilligt. Men efterhånden hørte spørgsmål i den retning til sjældenheder. Folk mente at det var bedst ikke at tale om det. Ni år på universitetet for at lære historie, det sagde mere end ord. Men til en familiefest var der alligevel en tante der tog mod til sig og trak Severins moder til side: "Gør det noget jeg spørger? - Er Severin blevet færdig med at læse?"
  Det sidste han skrev var indledningen. Der var der han skulle gøre rede for den metode han havde brugt. Der var kun få dage til fristen for at aflevere udløb, og Severin syntes slet ikke han kunne samle sig om at skrive. Det var svært helt at forklare hvilken metode han havde benyttet. Det han havde brugt, var jo i virkeligheden den gamle fortælletradition, som han var opvokset i. Det var dens sans for, hvad der var værd at bringe videre, der var rygraden i hans metode. Teorierne, han havde lært på universitetet, var også blevet brugt, men han havde her til slut svært ved at se, hvad der skyldtes det ene og det andet. Inderst inde var han også temmelig ligeglad.
  Med stort besvær fik Severin fire sider skrevet. Han tænkte at Sandø hellere måtte se dem, som han havde set alt det andet.
  "For Satan", mumlede Sandø gang på gang, da han læste det igennem. Han bandede ellers ikke. "Det her går sgu ikke Jeg bliver vist nødt til at skrive det meste af indledningen for dig, ellers går det aldrig igennem.
  Og sådan blev det at Severin endelig blev færdig efter tre år og fem måneder. Severin var lidt flov, men mest lykkelig. Så lykkedes det alligevel. Han havde mange at takke for det. Forældrene og bedstefaderen, der i hans barndom gav han sans for fortællingen, ja hele miljøet på landet skyldte han meget. Og ikke mindst havde han været heldig at møde Albert Sandø, netop som han var ved at sætte hele sin arv hjemmefra overstyr.
  Gennem de knapt tre et halvt år havde Severin lært mere om den tid, der førte op til hans egen, en alle de foregående år på universitetet. Det var Jan Johansens kamp for at leve et liv, som han kunne stå inde for, når han skulle møde sin Gud, der virkede dragende på Severin. Jan Johansen var et "almindeligt" menneske på godt og ondt. Severin havde søgt at skildre både det særegne og det almindelige i Jans liv, for kun derigennem, kunne skildringen komme til at virke troværdig. Og det var forudsætningen for at en læser kunne identificere sig med hovedpersonen, og at Jans liv dermed kunne få betydning for andre.
  Det er godt nok at vide noget om det gennemsnitlige og almindelige hos mennesket, men at skrive bøger kun om det, er unødvendigt så længe statistisk årbog kommer hvert år.

01.01.2009
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


  Nu mange år efter kunne han se, at interessen for historie nok mest kom af, at hans bedstefader og familien i øvrigt fortalte historier, når de var sammen. Bedstefaderen havde berettet om sin barndom, hvordan overtroen dengang herskede. Severin kunne endnu mærke hårene rejse sig, når han tænkte på bygmesteren, der gav begge sine øjne i pant for at få en trold til at hjælpe sig med at bygge en kirke færdig.
  Mødet med universitetsverdenen blev lidt af et chok for Severin. Her havde ingen sans for hekse og trolde eller for den sags skyld for Danmark. Her gjaldt det solidaritet og klassekamp.
  Severin var opvokset på en gård. Bønderne anså sig selv for om ikke de klogeste, så dog de mest nyttige i landet. De dyrkede jorden, lå ingen til byrde og skaffede valuta til statskassen. Arbejderne var i og for sig gode nok, men de var misundelige over, at de selv ingen gård havde fået og deraf kom deres had til bønderne. Håndværkere og andre små selvstændige var nok respekterede, men de var som regel slemme til at skrive ublu regninger ud for det mindste arbejde. Alle andre i samfundet så bonden med skepsis på, måske undtagen kongen, men han var efterhånden ligeså værgeløse som dem selv.
  På universitetet fandt Severin snart ud af, at de tanker måtte han hellere holde for sig selv. Han var nu heller ikke fri for at blive grebet af nye tanker, og en tid skammede han sig næsten over at komme fra landet. Det var en svær tid. Kammeraterne kom næsten alle fra byen. Og de fleste kom fra hjem, hvor de havde lært de rigtige manerer og de rigtige ord, så de i timerne kunne diskutere med læreren. Severin følte sig underlegen og var på nippet til at opgive. Men eksamen efter det første år viste sig til at klare.
  Han prøvede at sige noget i timerne, men læreren kunne kun teori og Severin kun praksis, så de havde svært ved at forstå hinanden. Severins fader havde altid slået på, at teori og praksis var to forskellige ting. En landbrugskonsulent der havde læst sig til det hele, var uden af stand til selv at drive en gård. Det havde Severin hørt sin fader give flere eksempler på. Men Severin kunne se nu, at misforholdet kom af, at teorierne var for dårlige. Resultatet blev, at han holdt sin mund, kun i pauserne sagde han lidt. Som regel noget kammeraterne syntes var sjovt.
  Langsomt blev Severin placeret som pauseklov. Han gjorde sig umage for at underholde kammeraterne. Særligt morsomt var det, når han fortalte om livet på landet. Hvordan hønsene gjorde æg i skabene og gåsen rugede under bænken ved køkkenbordet.
  Ind i mellem følte  Severin lede ved det hele og havde mest lyst til at stoppe studierne. Men familien sagde, at når han allerede var sprunget fra en uddannelse én gang, så nu måtte han se at gøre det færdigt denne gang.
  "Hej Sevve! Du fejrer nok karakteren". Det var Thomas og Stefan, to af Severins studiekammerater, der var komet ind i kantinen.
  "Så er der kun specialet tilbage. Har du fundet noget at skrive om?" spurgte Stefan.
  "Jeg tror jeg vil skrive om min bedstefader."
Stefan sendte Thomas et blik, der sagde mere end ord.
  "Tag da at skrive hos Aske. Det gør vi. Han er skide god, er det ikke rigtig Thomas?"
  Thomas svarede med en høj latter. Ja Aske var virkelig fin at skrive hos.
  "Ja-e, jeg tror nu, at jeg vil have Albert Sandø til vejleder, men han er jo i Italien nu, så ..."
  "Du bliver aldrig færdig hos ham, tænk på Henrik. Han brugte næsten tre år på specialet blot fordi Sandø ikke kunne få det godt nok. - Næ, gå du til aske og få et emne i middelalderen."
  "Jeg ved ikke rigtig, jeg har jo aftalt med Sandø .."
  "Aske har garanteret ét. Du kender ham da. Du får både disposition og en liste over de bøder, du skal bruge. De første 25-30 sider skal være en forskningsoversigt. Den er hurtigt lavet og så er allerede en tredjedel af specialet skrevet. Så analyserer du nogle kilder, og dem er der ikke mange af i den danske middelalder og til slut en konklusion. Maks. ét år. Kan du ikke se det?"
  "Lad mig nu se, hvad det går over til", svarede Severin undvigende.
  "Du bor jo nær Øm, Kloster. Det er da oplagt. Tal da med Aske om Øm Kloster. Der er for øvrigt usolidarisk at bruge mere end ét år på specialet. Det gør kun morakkere. De opnår kun at skrue kravene op til skade for os andre. Nå, men vi skal videre. Hils hønsene derhjemme."
  Severin mumlede et grimt ord. Hvorfor skulle han altid mindes om, at han kom fra landet. Ingen snakkede jo om, hvor de andre kom fra. Øm kloster. Severin faldt i tanker. Den første bil de havde derhjemme var en Citroên årgang 1927. Den var den 30 år gammel, da de købte den. Den lignede en Ford T og havde et tudehorn, der lød som et brægende får. 
  Efter at familien var blevet bilejer, gjorde de hver sommer en tur til Øm kloster. Severins fader var vokset op på en lille ejendom nær klosterruinerne og han kunne fortælle meget fra dets historie. Særlig dramatisk gjorde han historien om Abbed Jens, der ved et overfald fik et sværdhug i skulderen, så det endnu kunne ses på skelettet. Det gøs lidt i Severin, når de kom til den grinende Abbed i glaskisten, ligesom det gøs lidt, når han tæt ved hjemmet kom forbi stedet, hvor overfaldet var sket... Måske var det alligevel en god idé at tale med Aske om Øm Kloster. Severin følte sig helt opstemt. Så kunne han måske være færdig til næste sommer. 

I 1992 blev jeg færdig med mit speciale på historiestudiet på Århus Universitet. Jeg var mærkelig nok den første, der afleverede et speciale på historie, der var udformet som en fortælling. Men i de år var den historiske fortællingen på historiestudiet ikke i høj kurs. I 1985 fik jeg specialet udgivet som roman på forlaget Gyldendal. Det fik tidsskriftet ”Bogens Verden” til at foreslå, at jeg skrev en artikel om, hvordan jeg havde skrevet mit speciale og de overvejelser, jeg havde gjort mig. Nu har teoretiske artikler aldrig haft min store interesse og da slet ikke at skulle skrive en, så jeg besluttede i stedet at lave en fortælling om, hvordan jeg havde lavet mit speciale.  Min artikel i ”Bogens verden” vakte nogen opsigt, for ikke at bruge det rette ord: skandale.


EN FORTÆLLING OM EN FORTÆLLING

af Knud Peder Jensen

 Severin sad i kantinen. Det var i juni måned. Udenfor skinnede solen og folk lå døsige på plænen. Severin nippede til sin øl. Den gjorde godt her i varmen, men han havde også fortjent den, når han sådan selv skulle sige det. Et 10-tal i en hjemmeopgave, det første han havde fået på universitetet, det var værd at fejre.
  Et held at læreren i første omgang havde forkastet opgaven. Det tog kun en uge at rette det, som var faldet den lærde for brystet - og så et 10-tal! Severin tog tilfreds en slurk mere og hældte resten af øllen op i glasset.
  Nu manglede han blot at skrive speciale, derefter var det farvel og tak. Han havde aldrig følt sig hjemme på universitetet. At han var begyndt at læse historie, skyldtes at han interesserede sig for historie. Sådan plejede han at svare, når nogen spurgte. Som dreng fandt han det spændende at høre og læse om dengang Danmark var mægtig og agtet over hele Europa. Særlig Valdemarerne havde stået hans hjerte nær. Tilnavne som "Den Store" eller "Sejr", det var nok til at sætte fantasien i gang. 
  Nu mange år efter kunne han se, at interessen for historie nok mest kom af, at hans bedstefader og familien i øvrigt fortalte historier, når de var sammen. Bedstefaderen havde berettet om sin barndom, hvordan overtroen dengang herskede. Severin kunne endnu mærke hårene rejse sig, når han tænkte på bygmesteren, der gav begge sine øjne i pant for at få en trold til at hjælpe sig med at bygge en kirke færdig.
  Mødet med universitetsverdenen blev lidt af et chok for Severin. Her havde ingen sans for hekse og trolde eller for den sags skyld for Danmark. Her gjaldt det solidaritet og klassekamp.
  Severin var opvokset på en gård. Bønderne anså sig selv for om ikke de klogeste, så dog de mest nyttige i landet. De dyrkede jorden, lå ingen til byrde og skaffede valuta til statskassen. Arbejderne var i og for sig gode nok, men de var misundelige over, at de selv ingen gård havde fået og deraf kom deres had til bønderne. Håndværkere og andre små selvstændige var nok respekterede, men de var som regel slemme til at skrive ublu regninger ud for det mindste arbejde. Alle andre i samfundet så bonden med skepsis på, måske undtagen kongen, men han var efterhånden ligeså værgeløse som dem selv.
  På universitetet fandt Severin snart ud af, at de tanker måtte han hellere holde for sig selv. Han var nu heller ikke fri for at blive grebet af nye tanker, og en tid skammede han sig næsten over at komme fra landet. Det var en svær tid. Kammeraterne kom næsten alle fra byen. Og de fleste kom fra hjem, hvor de havde lært de rigtige manerer og de rigtige ord, så de i timerne kunne diskutere med læreren. Severin følte sig underlegen og var på nippet til at opgive. Men eksamen efter det første år viste sig til at klare.
  Han prøvede at sige noget i timerne, men læreren kunne kun teori og Severin kun praksis, så de havde svært ved at forstå hinanden. Severins fader havde altid slået på, at teori og praksis var to forskellige ting. En landbrugskonsulent der havde læst sig til det hele, var uden af stand til selv at drive en gård. Det havde Severin hørt sin fader give flere eksempler på. Men Severin kunne se nu, at misforholdet kom af, at teorierne var for dårlige. Resultatet blev, at han holdt sin mund, kun i pauserne sagde han lidt. Som regel noget kammeraterne syntes var sjovt.
  Langsomt blev Severin placeret som pauseklov. Han gjorde sig umage for at underholde kammeraterne. Særligt morsomt var det, når han fortalte om livet på landet. Hvordan hønsene gjorde æg i skabene og gåsen rugede under bænken ved køkkenbordet.
  Ind i mellem følte  Severin lede ved det hele og havde mest lyst til at stoppe studierne. Men familien sagde, at når han allerede var sprunget fra en uddannelse én gang, så nu måtte han se at gøre det færdigt denne gang.
  "Hej Sevve! Du fejrer nok karakteren". Det var Thomas og Stefan, to af Severins studiekammerater, der var komet ind i kantinen.
  "Så er der kun specialet tilbage. Har du fundet noget at skrive om?" spurgte Stefan.
  "Jeg tror jeg vil skrive om min bedstefader."
Stefan sendte Thomas et blik, der sagde mere end ord.
  "Tag da at skrive hos Aske. Det gør vi. Han er skide god, er det ikke rigtig Thomas?"
  Thomas svarede med en høj latter. Ja Aske var virkelig fin at skrive hos.
  "Ja-e, jeg tror nu, at jeg vil have Albert Sandø til vejleder, men han er jo i Italien nu, så ..."
  "Du bliver aldrig færdig hos ham, tænk på Henrik. Han brugte næsten tre år på specialet blot fordi Sandø ikke kunne få det godt nok. - Næ, gå du til aske og få et emne i middelalderen."
  "Jeg ved ikke rigtig, jeg har jo aftalt med Sandø .."
  "Aske har garanteret ét. Du kender ham da. Du får både disposition og en liste over de bøder, du skal bruge. De første 25-30 sider skal være en forskningsoversigt. Den er hurtigt lavet og så er allerede en tredjedel af specialet skrevet. Så analyserer du nogle kilder, og dem er der ikke mange af i den danske middelalder og til slut en konklusion. Maks. ét år. Kan du ikke se det?"
  "Lad mig nu se, hvad det går over til", svarede Severin undvigende.
  "Du bor jo nær Øm, Kloster. Det er da oplagt. Tal da med Aske om Øm Kloster. Der er for øvrigt usolidarisk at bruge mere end ét år på specialet. Det gør kun morakkere. De opnår kun at skrue kravene op til skade for os andre. Nå, men vi skal videre. Hils hønsene derhjemme."
  Severin mumlede et grimt ord. Hvorfor skulle han altid mindes om, at han kom fra landet. Ingen snakkede jo om, hvor de andre kom fra. Øm kloster. Severin faldt i tanker. Den første bil de havde derhjemme var en Citroên årgang 1927. Den var den 30 år gammel, da de købte den. Den lignede en Ford T og havde et tudehorn, der lød som et brægende får. 
  Efter at familien var blevet bilejer, gjorde de hver sommer en tur til Øm kloster. Severins fader var vokset op på en lille ejendom nær klosterruinerne og han kunne fortælle meget fra dets historie. Særlig dramatisk gjorde han historien om Abbed Jens, der ved et overfald fik et sværdhug i skulderen, så det endnu kunne ses på skelettet. Det gøs lidt i Severin, når de kom til den grinende Abbed i glaskisten, ligesom det gøs lidt, når han tæt ved hjemmet kom forbi stedet, hvor overfaldet var sket... Måske var det alligevel en god idé at tale med Aske om Øm Kloster. Severin følte sig helt opstemt. Så kunne han måske være færdig til næste sommer.

Efteråret kom med regn og blæst. Severin sad i kantinen. Han holdt pause. Det var nødvendigt at holde nogle stykker, hvis ikke dagen skulle blive ulidelig lang. Han var i gang med at granske nogle kilder til belysning af Øm Klosters godshistorie. Han skulle undersøge klosterets økonomiske baggrund. Det var der ikke megen gys i. Der var ikke noget spændende at fortælle til pigen han levede sammen med eller til forældrene, når han besøgte. Han sagde blot til sin fader, at det var interessant. Hans fader nikkede og sagde, at han ville ønske, at han havde fået den mulighed for at studere klosteret historie. Han viste jo i virkeligheden ingenting.
  Severin tav. Efter at have studeret kilder i tre måneder kunne han stadig ikke fortælle noget, der i spænding kunne måle sig med faderens historier. Men han måtte holde pinen ud. Det gjaldt om at blive færdig inden de store årgange oversvømmede hele systemet, som Thomas og Stefan så rigtigt havde forklaret.
  "Goddag. Hvordan går det? Det er snart længe siden."
Severin så op. Det gav et helt sæt i ham. Det var Albert Sandø.
  "Tak. Det går. Har du haft det godt i Italien?"
  "Herligt! - Jeg tænkte om vi snart skal have talt om speciale."
  "Jeg er faktisk i gang. Jeg skriver hos Aske. Det er om Øm Kloster. Jeg bor jeg lige i nærheden, så det var jo naturligt at ..."
  "Det dør du sgu af", sagde Sandø med en blanding af skuffelse og vrede i stemmen, "havde vi ikke aftalt, at du skulle skrive om din bedstefader?"
  "Jo-e, men jeg skal jo også gerne snart være færdig, jeg er jo snar den sidste ..."
  "Det er sgu en forbrydelse, hvis du skriver om de gamle ruiner, det slår dig ihjel. Se på hovederne af dem, der beskæftiger sig med den slags. Der er kun sten derinde. De dør langsom ovenfra."
  "Ja, og neden fra", kom Severin grinende til at sige.
  "De to ting hænger sammen, så pas du heller på", sagde Sandsø og måtte gå, da han skulle til et møde.
  De havde det altid skægt, når de mødte hinanden. Men trods morskaben gjorde det ondt i Severin. Han havde ligget under for kammeraternes pres og sin egen magelighed og nu stod han i fare for at miste øjnene som bygmesteren hans bedstefader havde talt om.

De følgende dage brugte Severin til at gennemgå indholdet af en stor kasse, der stod på loftet hjemme på gården. Den indeholdt alle bedstefaderens papiret. Severin huskede fra dengang, da han klippede alle frimærkerne af, hvor mange breve der var. Men resultatet var skuffende. Nok var der mange breve, men de var næste alle sammen til og ikke fra bedstefaderen og det ville blive vanskeligt for ikke at sige umuligt at finde frem til de breve, han havde skrevet.
  Efter nogle dage opgav Severin. Men han havde fået en idé. Måske var det muligt at finde et materiale om et menneske, som havde levet i samme periode som bedstefaderen? Sandø havde været inde på tanken. Det fik Severin til at gå på opdagelse i Landsarkivet i Viborg.
  Efter halvanden dags søgen kom Severin til et arkivkort, hvorpå der stod: Johansen, Jan Holte, 1878 - 1969, skolelærer, 425 dagbøger, breve, m.m.
  "Det ser spændende ud" mumlede Severin mens han udfyldte et bestillingskort til en af de tyve pakker.
  Kassen indeholdt dagbøger fra 1912. Der var tre bundter med ti i hver. De var omhyggeligt bundet sammen med snor. Severin løste sløjfen op og tog en dagbog og slog op på en tilfældig side: "Hellere tusinde gange gå Guds veje med sorg, end én gang går verdens veje med glæde". det var skrevet med store bogstaver, og der var sat en tyk streg under.
  "Det var pokkers", tænkte Severin. Et andet sted stod noget om et skænderi med en førstelærer, der hed Møller. Severins nysgerrighed var vakt. Som barn havde han elsket at sidde bag en stol og lytte til de voksnes tale. At læse i dagbøgerne mindede ham om den tid.
  "Har de tilladelse til at benytte materialet?"
  "Tilladelse?" Severin så op. Foran ham stod en arkivbetjent.
  "Det er beskyttet materiale, der skal tilladelse til".
  "Jeg har ingen tilladelse", måtte Severin indrømme.
  "Så er der sket en meget beklagelig fejltagelse", sagde arkivbetjenten og tog febrilsk pakken. "De må tale med overarkivaren om det. Nu skal jeg høre om han er optaget."
  Arkivbetjenten gik op til en telefon, der stod på skranken. Severin hørte, at han sagde, at det var en historie-studerende, der ønskede at bruge Jan Holte Johansens arkiv til sit speciale.
  "De må gerne gå der ned nu", sagde betjenten venligt til Severin, da han havde lagt røret på, "men lad være med at sige noget om, at de har set i materialet. Det vil bare forkludre sagen."
  Kontoret lå på en lang gang. På væggen ved døren var der tre lamper. En rød, en gul og en grøn. Den gule var tændt. Severin kunne mærke sit hjerte banke. Han følte sig som i et fremmed land. Så lyste den grønne. Han bankede forsigtigt på og åbnede døren.
  "Goddag. Mit navn er Severin. Jeg skulle gerne have tilladelse til de her dagbøger af Johansen, dem arkivbetjenten lige har ringet om". Severin var nervøs og fik det sagt lidt kluntet.
  "Goddag", sagde manden, "hvad var det de hed?"
  "Severin - Severin Søndergård."
  "Hvad er det for et materiale De taler om, Søndergård?"
  Spørgsmålet undrede Severin. Arkivbetjenten havde jo lige forklaret det hele.
  "Jo, jeg er historiestuderende og jeg vil gerne bruge Jan Holte Johansens dagbøger til mit speciale."
  "Hvad skal det omhandle - det er jo beskyttet materiale", sagde overarkivaren og så på Severin. Han så hverken venlig ud eller det modsatte. Han så bare.
  Severin tænkte sig godt om. Skulle han fortælle hele historien om sin bedstefader, om trolden og bygmesteren og om brevene, der var spredte over hele landet, og som han havde opgivet at finde, at han nu gennem en anden persons efterladte papirer ville trænge ind i den tid, hans bedstefader havde levet i.
  "Jeg tænkte, at en skolelærers dagbøger kunne give oplysninger om de forhold en lærer før i tiden arbejde under. Jeg tænker især på de økonomiske og sociale forhold, hvilke lag børnene kom fra i samfundet, hvilke bøger man benyttede i undervisningen.
  Overarkivaren så tænksom ud. der kom ligefrem noget mildt og tiltalende over hans ansigt.
 "Hm, De kan jo prøve at søge Johansens familie om tilladelse. Det er en dame i København, der har rettighederne, nu skal jeg finde hendes adresse."
  Severin takkede mange gange og sagde farvel. På vejen hjem sendte han Albert Sandø en venlig tanke. Det var hans idé at slå på de økonomiske og sociale forhold, hvis overarkivaren spurgte ud.
  Nogle dage senere rejste Severin til København og et par dage senere kom tilladelsen med posten. Og dermed var Øm Kloster endeligt lagt på hylden.

Efter at de treogtyve pakker var overført til et arkiv, der lå nærmere Severins hjem, gik han i gang.
  På universitetet havde Severin lært teorier om menneskets udvikling, om forskellige menneskesyn, der havde hersket gennem tiderne og om metoder til analyser af kilder. Der var snart ikke den ting, der ikke kunne findes ud af i teorien.
  Den første dag nåede Severin kun at læse halvdelen af første dagbog. Han regnede forsigtigt på det. Med det tempo ville det tage tre år at læse alle bøgerne igennem. Severin følte sig skidt tilpas og det blev ikke bedre af, at der rejste sig et problem, som det ikke var let at finde nogen tilfredsstillende løsning på. Hvad skulle noteres ned og hvad ikke? Specialet skulle handle om Johansens udvikling som menneske, om kriserne i hans liv. Men hvornår var et menneske i krise? I timerne på universitetet havde han lært, at mennesket var i krise, når der opstod en konflikt mellem fornuften og følelsen, men det var ikke så lige til at finde de steder i dagbogen. Noget som umiddelbart så vældig dramatisk ud, blev ofte i den store sammenhæng til en ubetydelig hændelse, mens det modsatte også kunne være tilfældet. 
  Det stod snart Severin klart, at han for en tid kunne glemme alle de fine teorier og det var han egentligt godt tilfreds med. I stedet måtte han bruge kræfterne på at lære Jan Johansen at kende. Han måtte leve sig ind i og gennemleve hans liv gennem læsningen af dagbøgerne uden på forhånd at spekulere over, hvordan det hang sammen ud fra en eller anden teori. Det, der skulle noteres ned, skulle først og fremmest være det, som var værd at fortælle videre til andre. Ideen fik Severin ved at tænke på den mange historier han havde hørt fortalt i sit hjem. Kun de gode historier blev fortalt mere end én gang.

Pauserne holdt Severin i arkivets kantine.  Et hyggeligt lokale hvor en snak med køkkenpersonalet var en kærkommen afveksling. Dagbøgerne var ikke lige spændende. Ind i mellem var det en træg og kedsommelig beskæftigelse. Det var langt fra hver dag, der sket noget af betydning i Jans liv, men han havde haft for vane at skrive alt ned, ellers var det vel heller ikke blevet til 40.000 sider.
  Arkivet havde fået ny overarkivar. En af arkivets gamle betroede medarbejdere havde fået stillingen. Så vidt Severin forstod, så var alle godt tilfredse med det, for som køkkendamen sagde: "Man ved aldrig hvad en ny mand i huset kan finde på, og Madsen er meget flinkere end den gamle arkivar."
  "Ja så", svarede Severin og så spørgende på hende.
  "Tænk dig! Engang til et møde i læsesalen, hvor en masse fine herrer fra andre arkiver var med, så kaldte overarkivaren over anlægget, at jeg skulle komme op med øl. Jeg tog så papirkurven, som du ser en pæn flettet kurv og fyldte op med øl. Tænk dig! Da jeg stod der midt i læsesalen med kurven med alle øllerne i, så sagde det dumme svin: "Sådan kan vi rigtignok ikke være tjent med at få serveret. Øllerne skal serveres på en bakke." Sådan sagde han virkelig og så måtte jeg gå ned og finde en bakke frem. Du kan tro de gloede alle de fine starutter."
  "Sikke da et fjols", sagde Severin. Det passede godt med hvad en arkivar havde fortalt om den tidligere overarkivar. Ja, han havde direkte sagt, at Severin skulle passe på ikke at genere overarkivaren, der havde stor magt og ikke var bleg for at bruge den.
  "Men nu er han heldigvis kommet til København og blevet ansat i en stor antikvarboghandel. Vist den største i landet. - Nå, men jeg må ud til mit arbejde. Personalet kommer snart til kaffe", sluttede køkkendamen og forsvandt ud i køkkenet.
  Historien interesserede Severin ud over den øjeblikkelige morskab. I dagbogen havde Jan fortalt om en førstelærer Møller. Jan havde et retfærdighedsideal, som han søgte at leve op til og kunne derfor ikke indordne sig under Møllers førerskab. Først nu forstod Severin rigtigt hvor ydmygende Jan havde følt det, da Møller irettesatte ham i andres nærværd. Netop i dagligdagens små hændelser kunne magtmennesket frit vise sit grumme ansigt. I det ydre, mere officielle var der trods alt visse spilleregler, der skulle overholdes.

Det var en frostklar vinterdag. Severin sad på sin gamle plads i kantinen og så ud på træerne, der i nattens løb havde fået smukke dragter af sne på. Det fik ham til at længes efter landet. At opleve naturen i sådan et vejr var noget af det smukkeste. 
  I de to år han havde læst dagbøger, var han en sjælden gæst på universitetet- Han havde levet med en person gennem 91 år. I sig selv en fascinerende oplevelse. Han var nok det menneske, som kendte Jan bedst. Han havde mødt ham i drømme og kom om dagen ved mindste anledning til at tænke på Jan. Han måtte som Jan spørge, hvorfor det havde formet sig, som det gjorde, og han måtte nu søge at give de svar, som Jan ikke selv kunne finde. Hvorfor blev Jan hos konen, når de aldrig fik noget rimeligt forhold til hinanden? Det havde gjort ondt at læse om deres ægteskab, og det havde fået Severin til at tænke på sit eget liv. Han begyndte at forstå, at livet ikke varede evigt, at det skulle forvaltes med omhu. 
  Det var et problem at gøre sig fri af Jans person. Men det var nødvendigt, hvis specialet skulle række ud over Jans selvforståelse. Han måtte se Jans liv udefra og søge hjælp i de teorier, som han to år tidligere havde lagt til side. Teorierne og resultatet af indlevelsen skulle sammen danne grundlaget for den egentlige skabelsesproces: at få nedskrevet historien om skolelæreren Jan Holte Johansens liv.
  Selve udformningen kom til at volde problemer. Severin havde ikke skrevet mange linjer i sit liv. Stilene i skolen var ikke særlig gode. Selv anså han sig for bedst til matematik og han havde aldrig tænkt, at han skulle kunne skrive. Sandø havde sagt, at han skulle skrive ligesom han fortalte, og dermed var det bestemt, at historien om Jans liv skulle være en fortælling. Men det var svært. De første sider var forfærdelige og Severin turde ikke vise dem til nogen. Jo, hans pige fik dem at se og hun gav ham ret, hvilket gjorde Severin sur og tvær. Men nu havde han fået skrevet det første afsnit, som skulle afleveres til Sandø.
  "Hej Sevve! Hvordan skær´ det?".
Severin så hen mod døren. Der kom Bent og Thomas.
  "Hvordan går det med ham børnelokkeren?" fortsatte Bent og hentydede dermed til en forelskelse Jan havde haft i en leve.
  "Kom herover, så skal I se de første sider, - sådan skal hele specialet skrives". Severin sagde det med påtaget sikkerhed. Bent greb grisk efter papiret. Han var den mest kritiske af kammeraterne. De andre syntes blot, at det var fjollet at bruge så lang tid på et enkelt menneske.
  "Det er jo ikke ligefrem teori der springer i øjnene. Har Sandø set det?"
  "Ikke endnu ..."
  "Jeg tror hellere du må vise ham det, inden du skriver mere."
  "Ja, du skal passe på, du ikke dumper", sluttede Thomas sig til, "så står du med hele balladen. Så kan Sandø ikke hjælpe dig, - han kan jo også sagtens, det er jo ikke ham, der skal lave det hele om, hvis det går galt."
Severin blev hed og kastede et blik i det han havde skrevet. En dårlig sætning sprang i øjnene og straks kom tvivlen.
  "Selvfølgelig kan det blive bedre. Det skal jo skrives igennem et par gange ..."
  Bent grinede triumferende til Thomas: 
  "Så bliver det nok ikke foreløbig, vi skal høre om ham landsbytossen."
  Severin forlod kantinen. Han havde glædet over at være blevet færdig med noget. Nu vidste han knapt om han turde vise det til Sandø.
  Albert Sandø sad på sit kontor. Severin snakkede om vind og vejr. Hans stemme dirrede og hænderne rystede en anelse.
  "Får du skrevet noget?" spurgte Sandø pludselig.
  "Ja-e, jeg har nogle sider, men de er slet ikke færdige, de er nærmest kun en skitse."
  "Må jeg se dem?"
Severin fandt papirerne frem og gav den til Sandø. Stilheden sænkede sig over kontoret, kun afbrudt af lyden af papir, der blev vendt. Severin tænkte på kammeraterne. De sad nok og morede sig i kantinen. Hvorfor havde han været så dum at vise dem det? Men han havde været så glad, ja helt overstadig og det skulle man ikke være på et universitet. Tankerne gik til en af deres venner der hjemme, der netop var blevet student. En aften havde Severin vist ham det han havde skrevet. Den nyudsprungne student læste det grundigt igennem, sad så tavst et øjeblik, skubbede med en finger brillerne på plads og sagde: "Det er ikke køligt og nøgternt nok, det er ikke videnskabeligt."
  Severin havde blot moret sig over det, men nu kunne han godt se, at kammeraterne næsten ikke kunne være anderledes, når de allerede i gymnasiet havde fået den mening. Og sammen indstilling havde censor måske ...
  "Det ser umiddelbart fornuftigt ud, selvom der sikker er en del småting, der skal rettes", sagde Sandø og lagde papirerne ned i sin taske.
  "Tak", svarede Severin lettet.
  En uge efter fik Severin sit materiale tilbage. Det var flere sætninger, der ikke var rettet i. Siderne syntes mere blå end hvide. Severin kiggede beskæmmet på det.
  "Normalt retter jeg ikke så meget. Det er kun fordi, jeg kan se, det kan blive godt, at jeg har brugt tid på at rette stilen."
  De næste dage brugte Severin på at se rettelserne nøje igennem. Oftest var det kun ganske lidt, der skulle ændre, så en sætning blev mere læseværdig. Jo enklere jo bedre. Langsomt lykkedes det Severin at ramme en stil, han var tilfreds med. De enkelte afsnit blev skrevet igennem fire, fem gange, og så kunne der stadig rettes i dem.
  Det blev i det hele taget en langsommelig affære. I starten spurgte familie og venner interesseret, og Severin fortalte beredvilligt. Men efterhånden hørte spørgsmål i den retning til sjældenheder. Folk mente at det var bedst ikke at tale om det. Ni år på universitetet for at lære historie, det sagde mere end ord. Men til en familiefest var der alligevel en tante der tog mod til sig og trak Severins moder til side: "Gør det noget jeg spørger? - Er Severin blevet færdig med at læse?"
  Det sidste han skrev var indledningen. Der var der han skulle gøre rede for den metode han havde brugt. Der var kun få dage til fristen for at aflevere udløb, og Severin syntes slet ikke han kunne samle sig om at skrive. Det var svært helt at forklare hvilken metode han havde benyttet. Det han havde brugt, var jo i virkeligheden den gamle fortælletradition, som han var opvokset i. Det var dens sans for, hvad der var værd at bringe videre, der var rygraden i hans metode. Teorierne, han havde lært på universitetet, var også blevet brugt, men han havde her til slut svært ved at se, hvad der skyldtes det ene og det andet. Inderst inde var han også temmelig ligeglad.
  Med stort besvær fik Severin fire sider skrevet. Han tænkte at Sandø hellere måtte se dem, som han havde set alt det andet.
  "For Satan", mumlede Sandø gang på gang, da han læste det igennem. Han bandede ellers ikke. "Det her går sgu ikke Jeg bliver vist nødt til at skrive det meste af indledningen for dig, ellers går det aldrig igennem.
  Og sådan blev det at Severin endelig blev færdig efter tre år og fem måneder. Severin var lidt flov, men mest lykkelig. Så lykkedes det alligevel. Han havde mange at takke for det. Forældrene og bedstefaderen, der i hans barndom gav han sans for fortællingen, ja hele miljøet på landet skyldte han meget. Og ikke mindst havde han været heldig at møde Albert Sandø, netop som han var ved at sætte hele sin arv hjemmefra overstyr.
  Gennem de knapt tre et halvt år havde Severin lært mere om den tid, der førte op til hans egen, en alle de foregående år på universitetet. Det var Jan Johansens kamp for at leve et liv, som han kunne stå inde for, når han skulle møde sin Gud, der virkede dragende på Severin. Jan Johansen var et "almindeligt" menneske på godt og ondt. Severin havde søgt at skildre både det særegne og det almindelige i Jans liv, for kun derigennem, kunne skildringen komme til at virke troværdig. Og det var forudsætningen for at en læser kunne identificere sig med hovedpersonen, og at Jans liv dermed kunne få betydning for andre.
  Det er godt nok at vide noget om det gennemsnitlige og almindelige hos mennesket, men at skrive bøger kun om det, er unødvendigt så længe statistisk årbog kommer hvert år.

01.01.2009
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Til toppen