Menu

Skamol A/S

Skamol A/S

Blegagervej 3
7884 Fur

Tlf.: 96 87 33 55


Hovedkontor

Østergade 58
7900 Nykøbing M


Tlf.: 97 72 15 33

www.skamol.com

www.polarisequity.dk/skamol.html

Skamols Stenfabrik på  Blegagervej blev bygget i 1963 og har siden produceret molersten til hele verden. I gamle dage blev de isolerende molersten hovedsagelig brugt til indermur i huse, mens de i dag eksporteres til hele verden til brug i blandt andet højtemperaturovne i industrien.

Selve brydningen  af  moler sker i grave rundt på øen. Moleret blev dannet for ca. 55 millioner år siden. Da var området havbund med en dybde på 150-400 meter. Vandet var fyldt med kiselalger og når diatoméerne døde, efterlod de skaller af kisel, som sammen med lermineraler har dannet de lag på havbunden, som vi i dag kender som moler.

Skamol A/S  blev grundlagt i 1912 under navnet Skarrehage Molerværk I/S. Råmaterialet var dengang og som i dag det unikke moler, der kun findes på Fur og på det nordlige Mors. Siden kom råmaterialerne, kalciumsilikat, vermikulit og perlit til, og  i dag udvikler, producerer Skamol A/S isoleringsmaterialer til intensiv varme industrier og brandsikring.

I gamle dage skete brydningen med hakke og skovl. I dag sker det naturligvis med store gravemaskiner, der læsser moleret på lastbiler, hvor efter det køres til lagerpladsen ved fabrikken.

Hele produktionen er stort set automatiseret, så meget af arbejdet består i kontrol og overvågning

Inden de færdige sten i store paller indsvøbt i plastik forlader fabrikken , er der løbende kvalitetskontrol. Hver sten har sit eget nummer, så den kan følges fra fødslen i ovnen til den forlader fabrikken og begiver sig ud på en rejse, der oftest går til den anden side af jordkloden. 

Afdelingen på Fur beskæftiger i dag ca. 35  mænd og kvinder.

Skamols produkterne anvendes som isolering i høj-temperatur-produktion som aluminiums-, cement- og stålindustrien. Skamols isoleringsprodukter anvendes også i brændeovne og pejse til private hjem samt til branddøre og brandpaneler både i huse og på skibe. 

Skamol har produktionssteder på Fur. Mors, Branden i Salling og i Aalborg, samt i Frankrig og Canada, og dets produkter sælges til hele verden. 80 % af omsætningen bliver eksporteret ud af Skandinavien. 

Skamol A/S omsætter for ca. DKK 250 millioner og beskæftiger ca. 185 medarbejdere. 

Skamol A/S er i dag fuldt ejet af  Polaris Private Equity.

Adresse: Polaris Management A/S, Malmøgade 3, 2100 København


Til toppen