Menu

”Just 4” spiller i Gymnastiksalen på Fur Friskole

”Just 4” spiller i Gymnastiksalen på Fur Friskole

Fredag den 27. februar spiller de fire esser, Mikael, Ejgil, Poul Erik og Ivan i gymnastiksalen på Fur Friskole. FurNyt har haft en snak med en af de fire musikere, der tillige er lærer på friskolen. Ivan Johansen hedder han, og FurNyt træffer Ivan på friskolens lærerværelse, hvor han sidder over sin bærbare og lader op til næste time, alt mens der er en lind strøm af elever, der lige skal have er godt råd til brugen af deres tablet, eller som bare kommer for at vise et eller andet, som de er i gang med.

Ivan og musik er to sider af samme sag. Hans far, der var landmand, var en ivrig amatørmusiker, hvis foretrukne instrument var mundharmonikaen. Han kunne holde bassen i en ene side og rytmen i den anden side instrumentet – ”det er der ikke mange der kan” – fortæller Ivan. Ivans bedstefar foretrak harmonikaen mens en onkel snappede violinen, når der skulle musik til.

Derfor lå det til, Ivan og broderen Ejgil også skulle have med musikken at gøre, og for mange år siden dannede de orkestret ”Just 4”. Siden er det blevet til utallige optrædener i forsamlingshuse og kroer rundt i landet.

Flere gange overvejede Ivan at gøre musikken til sin levevej, men valgte alligevel at blive lærer i friskolen. Uddannelsen tog han på den Frie Lærerskole i Ollerup. En tid men mange gode minder. De var en gruppe elever, der absolut ville spille rockmusik, men det var ikke rigtig in på skolen i begyndelsen af 80erne. Enden på sagen blev, at gruppen fik lov til selv at indrette en musikrum, der blev gravet ned i jorden. At det blev friskolen, som blev hans levevej, har han aldrig fortrudt.

Engang født ind i en bondeslægt, altid bonde. Det gælder også Ivan, der i fritiden sysler med jord og dyr. Hans største ønske er at få en kamel. Pludselig ringer Ivans mobil. Han træder et øjeblik uden for hørevide, inden han smågrinende kommer tilbage. ”Jeg har to orner til at gå. Og nu er der købere til dem”, fortæller han.

Festen fredag den 27. februar starter kl. 18.00, hvor der er spisning af medbragt mad. Alle kan deltage, blot man er medlem af Støtteforeningen for Fur Friskole, hvilket koster 50 kr. (Man må gerne give mere) Forældre med børn på skolen er automatisk medlemmer.  Tilmelding til:

 Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller på mobil 61273832

Sidste frist fredag den 20. februar. Vi håber at mange på Fur vil støtte op om arrangementet.

Arrangør Støtteforeningen for Fur Friskole

Til toppen