Logo
Udskriv denne side

Lokal indflydelse i DK-CAMP

Lokal indflydelse i DK-CAMP

Brian Bugge Sørensen, lejrchef på FUR Camping, er valgt til Hovedbestyrelsen i DK-CAMP. DK-CAMP er Danmarks største sammenslutning af campingpladser i Danmark. Dermed er Nordjylland repræsenteret med 2 medlemmer i den 9 mand store hovedbestyrelse.

38-årige Brian Bugge Sørensen fra FUR Camping blev på DK-CAMP’s Landsgeneralforsamling 13. november valgt ind i hovedbestyrelsen for en 2-årig periode. Nordjylland har derfor nu 2 repræsentanter i hovedbestyrelsen, hvor Lars Brandt fra Ertebølle Strand Camping ved Farsø i forvejen sidder som formand for de nordjyske campingpladser i DK-CAMP.

DK-CAMP har 314 campingpladser og har som formål at varetage pladsernes erhvervsmæssige og faglige interesser, samt virke for en ansvarlig, effektiv og positiv udvikling af campinglivet i Danmark.

Desuden sørger organisationen for at medvirke til at udbrede kendskabet til medlemmernes pladser – ikke mindst i form af at markedsføre og udgive det kendte gratismagasin ”DK-CAMPing Guide”, der hvert år distribueres i hele Europa i over 400.000 eksemplarer. 

DK-CAMP fik sidste år moderniseret sit logo, og der blev samtidig lavet et slogan: ”JA TAK til Danmark”, som handler om at få flere til at vælge Danmark til og dyrke de gode stunder, der er unik for en ferie i Danmark. 

Brian Bugge Sørensen har sammen med sin hustru Betina Bugge nu været værter på FUR Camping i 5 sæsoner. Campingpladsen har siden parrets overtagelse været med i DK-CAMP, og værtsparret kan i årenes løb aflæse en 66 % stigning på overnatningerne.

”Om stigningen skyldes det gode vejr, DK-CAMP eller vores egen lidt skæve og anderledes indgangsvinkel til markedsføring, ved jeg ikke”, fortalte Brian Bugge Sørensen til generalforsamlingen. ”Det er nok en kombination - så længe man selv er tro over for sit koncept og forsøger at få mest mulig værdi for sine penge”, konkluderede Brian Bugge Sørensen, der også drager stor glæde af sine tidligere erfaringer som fakta-butikschef.

Brian Bugge Sørensen har fået plads i 3 af DK-CAMP’s udvalg: Økonomiudvalget, Markedsføringsudvalget og et nyt Jubilæumsudvalg, da foreningen med 49 år på bagen skal holde jubilæum næste år.

Yderligere oplysninger kan fås hos Brian Bugge Sørensen, 97 59 33 33.

Læs mere om DK-CAMP på http://www.dk-camp.dk og FUR Camping på http://www.FURcamping.dk

 

furnyt.dk - 2019-2020 - All rights reserved.