Menu

Indvielse af Fur Friskole

Indvielse af Fur Friskole

Fredag den 15. august kl. 14.30 skete det, som mange har set frem til gennem lang tid: Fur Friskole blev officielt indviet. Og det skete med manér. Fra officielt hold blev handlingen udført af viceborgmester Preben Andersen, der bistået af to elever Malou og Lærke, klippede den røde snor over. Men først holdt viceborgmesteren en tale, hvor friskole initiativet fik mange roser med på vejen.

Forud var gået en hektisk uge, hvor eleverne havde været i gang med at udsmykke skolen og bager kager og brød til den store dag. Og der før havde forældrene om lørdagen den 9. august haft arbejdsdag, hvor det sidste kom på plads, så skolen kunne åbne til sin første skoledag. Dertil kom, at skoleleder Bente og lærerne Carina og Ivan havde brugt ugen op til skolestart og lidt til, så alt eller næsten alt kunne være klar. Travlhed, travlhed, travlhed  er derfor nok de ord, som bedst beskriver dagene op til indvielsen.

Men pludselig var klokken 14.30. Flaget var hejst og rigtig mange var mødt op. På trappen stod børnene og var klar med en sang, som de havde øvet i ugen løb. Og så gik det ellers slag i slag med taler. Først de officielle og siden de mange, som gerne ville give den nye skole et par ord med på vejen. Gaver var der mange af. Lige fra penge til et skilt med navnet FUR FRISKOLE til frugtdag en gang om ugen til alle elever et helt år.  Et tre hurraer og det lange blev det også til inden at de mange gæster trådte ind i aulaen, hvor alle  lækkerierne, som børnene havde lavet i ugen løb stod og ventede på lange nymalede borde.

Et par time senere kunne Dannebrog igen finde sin plads i gangen ved gymnastiksalen.


Til toppen