Rejsebrev: Udlandspraktik i Israel

Jeg er opvokset på Fur og studerer nu til socialdiakon i Århus. Mit brændende ønske var at komme i udlandspraktik og i dette forår 2014 lykkedes det mig at komme afsted til Israel med blandt andet hjælp fra Fur Uddannelses legat. Et ophold der har gjord dybt indtryk på mig.

Jeg arbejdede i den sydlige del af Jerusalem i Beit Magen, som er et bosted for mennesker med mental funktionsnedsættelse. Når beboerne på Beit Magen kom hjem fra arbejde og havde fri, så kom jeg på arbejde. Jeg ønskede at give beboerne indhold og livsglæde gennem aktiviteter. Så sammen bagte vi boller, hvor beboerne skiftedes til at hælde mel, vand og resten af ingredienserne i. Haven i Beit Magen fik vi sået forskellige planter, og efter et par måneder strålede solsikker frem, og radiser og tomater kunne spises. Andre gange fandt jeg musikinstrumenterne frem, og vi sang sange og spillede. Her gjorde det ikke så meget, at vi spillede i hvert sit tempo. Det handlede mere om at gøre noget sammen, som beboerne kunne lide. 

”Yom tov, Ma nishma?” Sådan hilste beboerne mig på hebraisk, når jeg kom på arbejde i Beit Magen. Men jeg forstod jo ikke hebraisk. Hvordan skulle jeg kunne svare dem? Det stod klart for mig, at hvis jeg skulle være her i et halvt år, så måtte jeg hellere få lært hebraisk. Så jeg smuttede afsted til privatundervisning hos en ung kvinde, Bat Sheva. Da jeg kom til første undervisningstime skulle jeg fortælle lidt om mig selv. Jeg forklarede hende, at jeg kom fra en stor familie, hvor vi var syv børn i alt. Bat Sheva sagde, vi havde meget tilfælles. Hun kom også fra en stor familie. De var 17 børn i alt. Total mundlam var jeg. Men så store familier er ikke et usædvanligt fænomen i Israel. 

Israel er kun på størrelse med Jylland, men rummer ufattelig varieret natur. Nordpå så jeg alle mulige slags frugttræer: Mangoer, avokadoer og bananer. Syd på i Det Røde Hav snorklede jeg mellem fisk i alle regnbuens farver og koralrevet vidnede om en eventyrlig natur under havets overflade. I midten af Israel vandrede jeg og en flok unge mennesker i Wadi Darga, hvor naturkræfterne har sat sit tydelige spor. Wadi Darga er en bjergkløft, hvor der i vinterperioden er en kæmpestrøm af vandflod, som så bagefter efterlader vandpools efter sig. Jeg blev barn for anden gang i mit liv, da jeg rutsjede og sprang fra pool til pool. Alt blev vådt: Sandaler, tøj og rygsæk.. Men det gjorde ikke noget, for det var så sjovt.

Mange ting ser anderledes ud i Israel end fra Danmark: Hud- og hårfarven er generelt mørkere. Maden er anderledes. Folk holder fri fredag og lørdag. Og så taler de mere direkte til hinanden. En dag sad jeg i bussen og hørte en flok mænd snakke sammen. Pludselig blev samtalen meget højrøstet og jeg troede, at snart ville noget dramatisk ske. Men næh nej, lidt efter snakkede de igen stille og roligt. Jeg fandt episoden meget inspirerende. De var ikke bange for at vise deres uenighed, for bagefter at tale roligt til hinanden. Jeg synes det er interessant at observere andre mennesker. Det var vel også det, der gav mig lysten til at tage i udlandspraktik; at se hvad folk gør i andre lande. Ikke fordi man nødvendigvis behøver at gøre det samme. Men det kan give en bevidsthed om ens egen kultur; hvorfor jeg gør tingene på den måde jeg gør det på. Ofte bliver man klogere på ens egen kultur, når man møder dens modsætning. 

Min sidste tid i Israel var intens. Konflikten mellem israelere og palæstinensere brød ud i krig. Håbet om fred var svær at finde midt i raketter og sorgen over de dræbte. Jeg talte med folk fra begge sider og kunne mærke deres frustration og vrede. Min kollega mistede et familiemedlem, som var israelsk soldat. Jeg kendte en muslimsk kvinde, som opgivende spurgte mig: ”Hvorfor angriber de os, og dræber uskyldige kvinder og børn?”. Det gjorde det ondt at mærke deres blødende hjerter, som ikke kunne forsones. Jeg vidste at jeg snart skulle vende tilbage til fredfyldte Danmark. Men de mennesker, som jeg kendte, er blevet tilbage. Ofte spurgte jeg dem: ”Hvordan kan i leve i et land med så stor utryghed?”. Svaret var enkelt: ”Dette er vores hjem!” 

Jeg vil sige en kæmpe tak til Fur Uddannelses legat, som gav mig økonomisk støtte til min udlandspraktik. Hvis man har modet til at tage på eventyr og studere i udlandet, så kan jeg kun anbefale det. Så er det også lidt nemmere at lade drømmen blive til virkelighed, når man kan få støtte af Fur Ungdomslegatet.

Nu herhjemme skal jeg besøge familien og mine venner. Jeg vil nyde sensommeren med duften af havvand og spise rugbrød!