Menu

Foreningsfrihed og Foreningstvang i Fur Havn

  • Skrevet af 
Foreningsfrihed og Foreningstvang i Fur Havn

Det er ordlyden i vedtægternes § 3 for en eventuel havneforening, der bestemmer dette – og således er det alle med lystbådplads i Fur Havn, der har mulighed for at præge denne beslutning ved den stiftende generalforsamling den 24.juni 2014. Og hvis I er imod foreningstvang, så mød op og stem. 

Jeg har været til mødet d. 18/5 i Sejlerstuen. Positivt møde - god arbejdsgruppe, der gør et fantastisk godt stykke arbejde. Det tyder på, at de kan få Skive Kommune til at komme i gang med tiltrængt vedligeholdelse af Fur Havn. Der var 40-45 deltagere til mødet, deraf mange ægtepar – ergo kun halvdelen er stemmeberettigede – altså en repræsentation på under 20 % af bådpladslejerne.

Og til mødet manglede vi mange af Øboerne (dem der bor og lever på Fur)–dem der brænder for Havnen. Jeg havde også overvejet at blive hjemme og tænkte, det løb er jo kørt. Der er jo alligevel ”nogen”, der har bestemt dagsordenen. Men lige nu er der jo alt for mange dagsordener på én gang. Så lad os tage en ting af gangen.

Alle, der har en bådplads i Fur Havn, har en grundlovssikret ret til at stemme for eller imod udkastet til vedtægterne til Fur Havneforening. 

Jeg går ind for den grundlovssikrede ret til foreningsfrihed jfr. § 78 – MEN jeg går ikke ind for foreningstvang.

Så derfor vil jeg anmode alle, der har indgået en lejeaftale med Skive kommune om en lystbådplads i Fur Havn, om at møde op til den stiftende generalforsamling i juni måned.

Proceduren ved en stiftende generalforsamling er, at hver enkelt paragraf i vedtægterne skal godkendes med stemmeflertal.  Ellers kan vedtægterne som sådan ikke godkendes.

Men husk, det er stemmeflertal blandt dem, der er mødt op til den stiftende generalforsamling, Ligegyldigt om der så kun møder 4 op. (Ok så får de jo svært ved at danne en bestyrelse og konstituere sig selv).

Så for at sikre både foreningsfrihed og undgå foreningstvang bør bådejerne have mulighed for at stemme på 2 alternativer til § 3 ”Optagelse af medlemmer”.         

A: Som medlemmer optages alle, der med foreningen indgår lejekontrakt om en bådplads i foreningens havneområde. (foreningstvang)

Eller

B: Som medlemmer KAN optages alle, der med foreningen indgår lejekontrakt om en bådplads i foreningens havneområde. (foreningsfrihed)

Et lille ord på 3 bogstaver, og der er taget vare på alles grundlovssikrede rettigheder.

Så hvis, der er bådejere, der er imod foreningstvang, men som ikke vil sætte sig imod, at der dannes en havneforening, ja, så er det til den stiftende generalforsamling, vi har mulighed for at have indflydelse på ordlyden i § 3. 

Og hvis de eneste, der møder op til den stiftende generalforsamling, er de samme 20-25 stemmeberettigede, der mødte op til mødet d. 18/5- ja, så bliver der jo stemmeflertal for en Havneforening med foreningstvang.

Jeg forsøgte, at få arbejdsgruppen til allerede nu at skive til lystbådpladslejerne og forespørge, hvilken ordlyd de ville stemme for i § 3. Det var der ikke tilslutning til blandt den fremmødte skare. Og jeg gad vide, om alternativ B overhovedet ville blive nævnt på den stiftende generalforsamling, hvis ikke ”nogen” gør opmærksom på denne mulighed.

Jeg håber, at arbejdsgruppen selv sætter et referart ind på www.furhavn.dk. 

Men da jeg ikke synes, der er kommet ret meget løbende orientering på denne hjemmeside, siden den blev oprettet. Og da vi menige havnebrugere ikke kan sætte ting ind på hjemmesiden, Ja - Så derfor kommer dette lille indlæg på furnyt.dk med en opfordring til alle bådpladslejere, om at møde op til den stiftende generalforsamling for at gøre brug af Jeres grundlovssikrede stemmeret. 

 

Marianne Christensen

Stenøre 1

Til toppen