Menu

Rejsebrev fra Bergen

Rejsebrev fra Bergen

Ditte Dalsgaard Nielsen har ligesom andre unge fra Fur fået økonomiskstøtte fra Fur Uddannelseslegat  til en uddannelsesrejse.  Her sender hun en midtvejs rapport fra Bergen – samt en studietur til Venedig og et udvekslingsophold i Malmö

Jeg er netop nu halvvejs i min 3-årige Bachelor i Fine Arts/Billedkunst (BFA) på Kunst – og Designhøgskolen i Bergen, Norge, som jeg startede på tilbage i september 2012. 

På Kunst – og Designhøgskolen i Bergen er der, som navnet også hentyder til, både et kunstakademi og en designskole under samme institution. 

 

Modtagelsen af Fur Uddannelses Legat gjorde min opstart på mit nye studie og generelt nye dagligdag og liv i Bergen, lettere og mere overskueligt end det helt sikkert ellers ville have været; at jeg kunne ligge alle mine kræfter i opstart på skolen og mødet med en masse nye mennesker, uden jeg skulle bekymre mig om hvordan jeg skulle betale for diverse omkostninger ifm. flytning, gav mig en stor ro.

Støtten fra Fur Uddannelses Legat hjalp selvfølgelig rigtig meget rent økonomisk, men gav mig også et stort mentalt skulderklap – det er virkelig rart at vide, at der er stor lokal opbakning bag en, når det kommer til dét at vælge en anden vej rent uddannelsesmæssigt end de fleste andre. 

 

Da det jo er en hel bachelor, som jeg tager udenlands og ikke blot er på et udvekslingsophold i et par måneder, kan jeg ikke ligefrem berette om de helt vilde oplevelser og store kulturelle forskelle – det er jo trods alt bare Norge vi snakker om.

Det gik relativt hurtigt med at omstille sig fra en hverdag i København til en hverdag i Bergen. Der er selvfølgelig forskelle – nyt land, nyt sprog, studieliv fremfor arbejdsliv - og så selvfølgelig dyre agurker og øl (plus alt det andet! Alt er stort set 20% dyrere). Men groft sagt, ikke de store overraskelser eller kulturelle chok. Dog er der en væsentlig forskel, som kan blive ved og ved med at imponere - en ufattelig smuk og dynamisk natur! Bergen er omgivet af syv bjerge/fjeld og ligger samtidig ud til kysten, hvilket gør det til en helt utrolig naturskøn by. Det er ret fantastisk at bo i by med knap 270.000 indbyggere, hvor man både har byliv, hav, skov og fjeld til rådighed. Jeg kan fra hvor jeg bor, i Bergens centrum, komme op på toppen af det første fjeld, Fløien, i løbet af knap 45 minutters gang. Bergenserne er meget bevidste omkring og rigtig gode til, at udnytte den omkringliggende natur. Mens nogles daglige løbetur foregår ved at løbe op på først det ene og så det andet fjeld, er der andre som dyrker paraglidning eller har egen båd. Endvidere skal man kun et par timer nordpå og så er der mulighed for skisport.

Glemte jeg at nævne, at når man snakker Bergen, så kommer man på ingen måde uden om, at det er en verdens mest regnfulde byer, som vi har med at gøre. Knap 300 dage med regn årligt. Regnjakke, vandtætte sko og en paraply i tasken er det ultimative survival-kit – ingen dårlige undskyldninger for, at blive indendørs pga. regnvejr - men det vender man sig heldigvis hurtigt til!

 

 

 

 

Som studerende ved en kunstnerisk/kreativ uddannelse bliver jeg tit spurgt om hvordan en sådan uddannelse er skruet sammen, hvad jeg arbejder med, hvorfor og hvad jeg overhovedet vil bruge det til.  Men bestemt også om, hvordan selve optagelsen egentlig foregår. Så her kommer lige en (relativ) hurtig gennemgang af optagelsesproceduren, sådan ingen fremover kan være i tvivl!:  

Først indsender man en portofolio indeholdende et udsnit af ens individuelle projekter/arbejder (man bliver typisk bedt om, at vise mellem 5-10 værker), motivationsbrev og et CV. 

Hvis ens portofolio bliver accepteret, går man videre til anden runde, som består af et interview/samtale, hvor man møder personligt op på det pågældende akademi. Samtalen varer typisk 10-20 minutter og her skal man fortælle om ens motivation for ens ansøgning og om de værker man indsendte i sin portofolio. Til samtalen er typisk rektor, professorer og en studerende fra akademiet tilstede. 

Næste skridt så, at man et par uger efter samtale modtager enten et positivt svar om, at man er blevet optaget på skolen eller et negativt, som fortæller at man ikke er. I nogle tilfælde kommer man på venteliste, som så vil sige, at man kun kommer ind, hvis nogle af dem som har fået tilbudt plads på skolen, takker ’nej tak’ og på den måde åbner for en plads til en person, som står på venteliste.

Så, der er følgende runder: ansøgning med portofolio, samtale/interview og modtagelse af endeligt svar. I grove træk er der mellem 500-700 ansøgninger til hvert kunstakademi, hvoraf cirka 50 bliver kaldt ind til samtale og så omkring 20-30 bliver optaget/tilbudt plads.

 

På grund af den forholdsvis lav procentdel, som rent faktisk bliver tilbudt plads, syntes jeg ikke man kan tillade sig, at være kræsen og gå målrettet efter ét bestemt akademi, når man søger. Eller – det kan man selvfølgelig godt, men sandsynligheden for at man bliver optaget det første år, man søger er minimal og det er derfor ikke usædvanligt, at nogle søger 3-4 år før de eventuelt bliver optaget. Nogen bliver aldrig optaget.

Så derfor syntes jeg, at det er en rigtig god idé, at søge om optagelse på mange forskellige akademier samtidigt, da man jo så gør sine chancer større. 

Tilbage i 2012 søgte jeg både i Danmark, Holland, Sverige og Norge på hhv. seks forskellige kunstakademier. Jeg var til samtale tre steder og blev tilbudt plads ét sted – i Bergen.

 

At være studerende på et kunstakademi indebære virkelig meget individuelt og selvstændigt arbejde, da det selvfølgelig er langt fra det samme, som folk ønsker at beskæftige sig med. Ud fra forskellige interessefelter inden for både teori og praktisk arbejde er det op til hver enkelt studerende at sammensætte sin egen uddannelse, så at sige. Der er løbende forelæsninger og kurser, som man kan dukke op til eller melde sig på - det kunne fx være et 5 ugers teknisk kursus i grafik – hvis man har meldt sig på et sådan kursus er der selvfølgelig obligatoriske mødetider, da der er en professor eller værkstedsmester tilknyttet kurset.

Men ift. individuelt arbejde, arbejder nogle fx bedst fra kl. 9-16, mens andre foretrækker at arbejde om natten. Det er meget individuelt, men det er lige præcis dét det handler om og som der er rig mulighed for.

En typisk dag for mig kunne eventuelt se således ud: Vågner og tager hen på skolen omkring kl. 11. Arbejder frem til kl. 16. Tager hjem og spiser og hænger ud med mine bofæller (bor i lejlighed sammen med tre norske piger). Kl. 18 tager jeg hen på skolen og arbejder videre frem til kl. 20. Kl. 20-22 tager jeg og nogle medstuderende rundt til ferniseringer på gallerier/kunstmuseer rundt i byen. Herefter hjem og evt. arbejde videre derhjemme frem til kl. 01.

 

Foruden de mange valgfrie kurser, forelæsninger, seminarer ect., så er der hvert semester også et udbud af studieturer, som man kan melde sig på. I starten af september 2013 deltog jeg på en studierejse til Venedig i Italien med det formål, at besøge la Biennale di Venezia - Venedig Biennalen, som afholdes hvert andet år og anses for, at være én af de allermest betydningsfulde begivenheder indenfor den internationale kunstbranche. Biennalen er samtidig både verdens ældste og største biennale for samtidskunst. 

Biennalen løb af stablen for første gang tilbage i 1895 og 2013 var den 55. udgave.

I 2013 deltog over 180 kunstnere, som var repræsenteret af over 40 lande. Biennalen og samtlige udstillinger løber altid fra omkring maj – november det pågældende år og har i snit omkring 500.000 besøgende i løbet af åbningsperioden.

Det samlede udstillingsareal er på over 100.000 kvadratmeter. Så der er så rigeligt kunst, at opleve!

 

 

Biennalen består kort fortalt, af en masse pavilloner (det er egentlig faste bygninger), som er placeret og fordelt på to store områder i det centrale Venedig. Hovedområdet er parken The Giardini, hvor diverse lande er repræsenteret med deres egne faste pavilloner.  Det er i The Giardini, at de ’tung drenge i klassen’ ligger så at sige. Bl.a. Italien, Frankrig, Englang, Rusland, Kina, USA - og Danmark, blandt mange flere. Derudover er der The Arsenale, som mest er ét stort indendørs område, hvor de enkelte lande har et rum/sal hver. Lande som ikke ejer eller har råderet over en pavillon, viser deres kunstnere på et hav af forskellige venues rundt i hele Venedig.  

Normalt er det omkring en-fem samtidskunstnere som repræsenterer ét land. Kunstnere som  har udmærket sig særligt internationalt og er creme de la creme kan man sige. De skal i meget grove træk repræsenterer al samtidskunst fra det på gældende land. Danmark har i løbet af de seneste biennaler præsenteret bl.a. Peter Land, Olafur Eliasson, Joachim Koester, Elmgreen og Dragset og senest Jesper Just i 2013. 

Alle medier inden for kunst er repræsenteret –maleri, tegning, fotografi, grafik, skulptur, installations kunst, performance, video, lyd... Ja, og mange flere, som samtidig alle har uendelige underkategorier! 

 

Som kunststuderende er det meget relevant, interessant og nærmest helt overvældende, at komme ned og opleve så meget internationalt kunst samlet på ét sted. Desuden er det fascinerende og lærerigt, at få indsigt i så stor en institution som Venedig Biennalen, hvor der ligger ufatteligt meget forberedende arbejde bag – fx bare ift. kommunikation, marketing og rent logistisk set, er det et kæmpe pulsespil for bl.a. kuratorer og gallerister. 

Hvis man interesser sig for kunst i al almindelig eller bare er nysgerrig, vil jeg klart anbefale at man lige Googler nogle af de førnævnte danske kunstnere. Det er en fin og let tilgængelig måde at få en generel idé om, hvad der sker i dansk samtidskunst lige nu. Samtidig vil jeg også på det varmeste anbefale, at man tager en forlænget weekend til Venedig i 2015, hvor biennalen igen finder sted. For det første er Venedig bare en helt fantastisk, smuk og charmerende by og for andet, så er biennalen bare et rigtig fint sted, for også ’almindelige’/ikke-overdrevne-kunst-interesserede-mennesker, at opleve kunst fra hele verdens samlet på ét sted. Omgivelserne og rammerne ved både Giardini og Arsenale er smukke og stemningen afslappet.

Det meste kunst kan sagtens opleves uden, at man har en voldsom stor kunsthistorisk viden med i bagagen eller har lavet en masse forarbejde og læst al materiale igennem hjemmefra.

Jeg skal i hvert fald hundrede procent af sted igen i 2015! 

 

Man kan få yderligere information på:

www.labiennale.org/en

Lige kort om mine individuelle projekter - for øjeblikket arbejder jeg med tegning, maleri og keramik. Jeg har altid haft mit hovedfokus på tegning, som så sidenhen har lagt fundamentet for mit arbejde med andre medier. Jeg beskæftiger mig derudover også med collage, analog fotografi, diverse teknikker inden for af grafik (bl.a. kobbertryk, litografi og træsnit), digital væv samt arbejdet med keramik, her både skulptur og installation. 

Her er et par eksempler på nogle af mine projekter:

 

 

Hvis man har lyst til at se mere af mit arbejde, så har jeg en lille hjemmeside, hvor der både er billeddokumentation samt en mere udførlig tekst omkring hvilke tematikker, koncepter ect. jeg arbejder med/interesserer mig for og hvorfor.

www.cargocollective.com/dittedn

 

Det skal selvfølgelig også lige nævnes, at jeg dette semester (januar-juni 2014) er på udveksling på Konsthögskolan/Kunstakademiet i Malmö. I frygt for, at tabe alt for mange læsere pga. en total uoverskuelig og uendelig tekst, så fortæller jeg om Malmö en anden god gang! 

Ja, det blev jo en frygtelig lang og måske lidt halv tung tekst, men håber, at den har besvaret nogle af de spørgsmål nogle af jer måske har siddet med - eller at man i det mindste bare har fået stillet sin nysgerrighed! Hvis der alligevel skulle være noget, så er man selvfølgelig meget velkommen til, at sende mig en mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller prikke mig på skulderen næste gang man ser mig i Dagli’ Brugsen ect. :-)

Endnu en gang, tusinde tak til Fur Uddannelses Legat – det havde været lettere håbløst uden hjælp fra Jer!

 

TAK! 

Ditte Dalsgaard Nielsen

 

 

Senest ændretLørdag, 05 april 2014 11:28
Til toppen