Menu

Rejsebeskrivelse fra Filippinerne

Rejsebeskrivelse  fra Filippinerne

Udarbejdet af: Stefanie Just Høg, modtager af Fur Uddannelseslegat august 2013.

Den 2. Oktober 2013 drog jeg på praktikophold til Filippinerne. Jeg er ved at uddanne mig til lærer på læreruddannelsen i Silkeborg og skal i den forbindelse i praktik på en skole hvert år. På mit 3. År valgte jeg at tage til udlandet, og valget faldt på Filippinerne af to årsager: 1) Det er et engelsktalende land, og jeg er ved at uddanne mig til engelsklærer. 2) Det er et u-land med andre udfordringer, end en lærer vil finde på vestlige folkeskoler. Dette var muligt takket være Fur-legatet, da udlandspraktikker er dyre, og de studerende selv betaler alt. 

Jeg var afsted med en studerende fra Skive læreruddannelse, Nathalie N. Dinh, som var min medpraktikant. Vi kom på en kæmpe Elementary School, Badong Lipunan, midt i Cebu City, den største by på øen, Cebu, hvor vi skulle bo i de 2 måneder. Vi blev mødt af en overvældende storby, os to unge piger fra landet, med larm, støj, kæmpe kontrast mellem rig og fattig. Det ene øjeblik kunne vi gå forbi byens storcenter, hvor alt så ud som i Vesten, og det næste øjeblik se en gruppe af 20 børn tigge på gaden. Samme kontrast blev vi mødt af på praktikskolen, som i sig selv var meget fattig. Tætpakkede klasser uden aircondition i 30 graders varme, ingen midler at arbejde med udover en tavle, ødelagte skoleuniformer og børn i ødelagte sko, for nogle havde ikke råd til det. 

Klasseledelsen var nødsaget til at være anderledes i den danske, hvor der er mulighed for differentiering. Det er der meget simpelt ikke i en klasse med 50 elever, en tavle og en skoledag fra 8-17 med få pauser, mad og en konstant, trykkende varme. Vi observerede den første uge og glædede os til den kommende, hvor vi håbede på at få noget undervisningstid. Sådan gik det dog ikke.

 D. 15. Oktober 2013 ramte et jordskælv med epicenter på naboøen, Bohol, som målte 7.1 på Richer-skalaen klokken 8 om morgenen, lokal tid. Heldigvis var det en national helligdag, så få var på arbejde, og dødstallet blev mindre end det villepå andre dage. Vi blev vækket ved rystende senge, ruder der klirede og et badeværelse, hvor væggen gik i stykker og søgte ly under sengen. Det var meget skræmmende og en fornemmelse, vi aldrig vil glemme. Vi blev evakueret til en mere sikker bygning, dog med alle studerende i god behold. Skolerne blev lukket i 3 uger, fordi bygningerne var for farlige at være i.

Endelig vendte vi tilbage til skolen i vores 5 uge og var klar til at gå igang med praktikken igen. Først på ugen fik vi dog at vide, at en tyfon var på vej og allerede om aftenen fik vi at vide af sikkerhedspersonalet på vores hostel, at den er opgraderet til en supertyfon, som havde retning direkte mod vores øgruppe, Visayas, og at den ville ramme dagen efter. Løbende fulgte vi CNN og de lokale nyheder, som sammenlignede den med tyfonen året før, som dræbte 1800. Vi var stadig ikke kommet helt over chokket på jordskælvet og de mange rystelser, som ramte dagligt, nogle målte over 5 på richer-skalaen, og vi var oppe af sengen og søge ly flere nætter, hvor vi blev vækket af vores rystende hostel. 

Vi fik mange bekymrede beskeder hjemmefra fra venner og familie, og nogle andre studerende på vort hostel valgte at tage hjem. Vi valgte dog at blive. Heldigvis for Cebu City med de mange hjemløse skiftede den retning lidt nordpå, så den ramte hårdest på Cebus nordlige side og øerne nord for vores ø, heriblandt Tacloban og Bantayan, hvilket betød, at vores by slap forholdsvis uskadt fra tyfonen. Skolerne åbnede op igen, og vi havde et par dage på skolen mere, som stadig var i stykker efter jordskælv og tyfon, hvorfor kun underetagen kunne bruges, og undervisningen måtte foregå opdelt og uden for i den ulidelige varme og med endnu færre midler end normalt. Eleverne var dog tålmodige, lærerne ligeledes, og undervisningen fungerede derfor. Vi valgte at tage ud som nødhjælpere i 8 dage med Rise Above organisationen, hvilket lærerne på skolen var meget taknemlige for og rørte over. Vi tog afsted med nogle pædagoger og tog med til en bus og færge til øen Bantayan medbringende vand, mad og telt selv, da vi var blevet fortalt, at øen end ikke havde nok til egen befolkning. Her blev vi mødt af en dansk hotelejer, som gerne ville have tilbudt os husly, hvis hans hotel altså ikke havde været så ødelagt.

 Vi blev ligeledes mødt af synet af en ø, hvor størstedelen af bygningerne var væk eller helt ødelagte. Af væltede palmetræer og tøj, legetøj, køkkenudstyr liggende på jorden. Solen var også væk. På trods af det triste syn, blev vi mødt af en smilende lokalbefolkning, som tog imod os med varme og taknemlighed over, at vi ville komme og hjælpe dem. Af hotelejeren blev vi fragtet til rådhuset, som var den eneste bygning i miles omkreds, som stod og var beboelig på trods af manglende vinduer og tag hist og her. Her blev vi mødt af borgmesteren, som personligt ville takke os for vores hjælp og tilbyde os rådhuset som hjem i de 8 dage. Han undskyldte for den manglende strøm, mad og vand, men forklarede, at et tysk ingeniørhold var igang med at prøve at få vandsystemet op at køre, og at militæret var på pladsen døgnet rundt for at beskytte bygningen, da det var derhen, det rene vand og mad blev fragtet. 

Om aftenen forsvandt alt lys fra øen, fordi der intet strøm var. De første dage ryddede vi op i gaderne og på folks grunde, for før teltene fra Røde Kors kunne blive sat op, måtte grunde ryddes. Nathalie og jeg mødte nogle piger fra Cebu City, som ejede restaurantkæden Flame it, og som havde samlet ind via private sponsorer til mad, vand, rengøringsartikler og tøj. Vi hjalp dem med at pakke tingene i rationer samt kørte rundt og delte dem ud til de små landsbyer og planlagde dag på stranden for alle børn med aktiviteter for at give dem adspredelse fra hverdagen efter tyfonen. Eller det, der engang var landsbyer, for der var intet tilbage. Intet. På trods af det blev vi igen mødt af smil og varme og taknemlighed over vores tilstedeværelse. Som de filippinske piger forklarede, så var det at se hvide mennesker et tegn på, at Vesten var opmærksom på deres behov, og at hvis vi kunne arbejde og kæmpe for dem, kunne de ikke selv give op. En dag kørte vi rundt med et filippinsk TV-hold fra den lokale Channel 5, som lavede en dokumentar om nødarbejde. Her delte vi også rationer ud fra en vogn.

På trods af, at vi altid blev mødt af glade folk, var det tydeligt, at de også var desperate. Vi var flere gange nødt til at blive hjulpet af de fodboldspillerede Cebu Citys hold, som var med os, fordi folk pressede så meget på og maste os op ad vognen for at få mad. Mad og rent vand var der alt for lidt af, så selvom det var skræmmende, måtte man huske sig selv på, hvorfor de reagerede, som de gjorde. Det var en situation, vi aldrig ville blive udsat for i Danmark. En dame kiggede på os meget rørt og gav mig et klem og sagde med forundring i stemmen: ”And you came all the wat from Denmark with love” - rygtet havde hurtigt spredt sig, at der var 15 danske, unge mennesker på øen for at hjælpe.

Efter 8 dage var vi udmattede på en måde, vi aldrig havde prøvet før. Varmen, opmærksomheden, det fysiske arbejde. Alle indtrykkene. På trods af, at vi var afsted i hele 2 måneder, var det den sidste uge, som ændrede noget i mig. 8 dage lyder ikke som meget. Men det var nok til at ændre hele mit verdenssyn og mine værdier. Når man sidder på stranden på en ø, som har mistet alt, i helt mørke, fordi der intet strøm er, og man kun hører havets brisen og er udmattet efter at have pakket og uddelt mad til en befolkning, som absolut intet har, bliver man glad for, hvor heldig man er, og hvor meget har.  Det blev ikke med det forventede faglige udbytte i lærerfaget, men med et kæmpe menneskeligt udbytte, som uden tvivl er vigtigere i mit virke som lærer i den danske folkeskole. Det var en helt fantastisk oplevelse at være afsted, skræmmende, overraskende, men mest af alt livsbekræftende, og på trods af jordskælv, supertyfon, overvældende fattigdom og frygt, gjorde jeg gerne det hele igen for at blive bekræftet i, hvor fantastisk livet er. 

Senest ændretOnsdag, 05 marts 2014 05:26
Til toppen