Menu

Flytning til Fur

Flytning til Fur

Efter at have set Anne Hjernøs og Anders Aggers udsendelse om øen Fur, udbrød jeg spontant, at hvis vi nogensinde skulle flytte fra vores dejlige landsted på Sjælland, så skulle det være til Fur.

I oktober 2012 kørte vi til Fur for at se øen og samtidig finde ud af, om vi ville tilbringe resten af livet her på øen. Vi overnattede i en af Tove Sohns dejlige lejligheder, hvor vi vågnede op næste morgen med den flotteste solopgang over Limfjorden. Derefter aflagde vi et besøg på øens turistkontor hvor jeg lige kunne komme på internettet og ordne en del pressende breve Her fik vi også en masse information om øen af den imødekommende dame på turistkontoret samtidig med at der var en del turister, som skulle hente nøgler til sommerhuse etc. Herefter blev vi vist rundt på øen og så på flere ejendomme sammen med øens flinke ejendomsmægler Poul Olesen.

Jeg var jo så optimistisk og troede at vi ville kunne sælge vores ejendom på Sjælland lynhurtigt, men desværre blev jeg klogere. I årets løb holdt vi drømmen vedlige og kom flere gange til Fur og oplevede både vinter og det spæde forår på øen og blev mere og mere begejstrede. I efteråret 2013 besluttede vi at nu skulle det være, især efter at vores 2 dejlige Islandske heste måtte aflives på grund af sygdom. Vi har nu lejet et pragtfuldt hus på øen, med mange muligheder. Jeg kan bl.a. indrette atelier, hvor jeg kan undervise i Encaustic-Art (Voksmaling), holde workshops, invitere gæstelærere osv. Selvom det kan blæse en halv pelikan, så elsker jeg stedet her på Hellesmindevej og har gået de første ture til det højeste punkt på øen med den vidunderlige udsigt over både øen, Limfjorden og de omkringliggende landskaber.

Gennem mentor-ordningen, som bare fungerer perfekt,  blev vi gode venner med Ellen Bye Jensen og Troels Madsen for slet ikke at forglemme Jette Herne og Alek Krylow samt alle de andre søde og rare øboere som tilbyder hjælp og råd når det er presserende.  

Jeg glæder mig også til tennis-sæsonen, og skal nu prøve at få en bedre kondition, så jeg bliver fit for fight. Vores 2 katte, Frida og Frodo og hunden Sally har også fundet sig godt til rette og Frida har fanget den første mus. Sigurd, min kære mand, ved ikke endnu hvilke foreninger han skal melde sig ind i, men det kommer nok.

Til sidst vil jeg afrunde med at sige, jeg/vi er glade for at bo på Danmarks dejligste ø, her hvor vi har fundet vores paradis. 

03.01.2014
Regina Egenæs

Senest ændretSøndag, 01 juni 2014 21:14
Til toppen