Menu

Alle børnene fra Fur tog til Selde og så klimaskulptur blive afsløret

Fredag formiddag kl. 10.00 den 27. november blev der på alle kommunens skoler afsløret en skulptur udført af kunstneren Søren Vester, der bor i Thise. Og på alle skoler var det et medlem af Skive Kommunalbestyrelse, der foretog afsløringen. På Fursund Skole havde man valgt at stille den op ved afdelingen i Selde på plænen op mod hallen, hvor mange børn fra begge sider af sundet har deres gang

Fredag formiddag kl. 10.00 den 27. november blev der på alle kommunens skoler afsløret en skulptur udført af kunstneren Søren Vester, der bor i Thise. Og på alle skoler var det et medlem af Skive Kommunalbestyrelse, der foretog afsløringen. På Fursund Skole havde man valgt at stille den op ved afdelingen i Selde på plænen op mod hallen, hvor mange børn fra begge sider af sundet har deres gang.

Det ærefulde hverv at holde en tale og tage klædet af skulpturen tilfaldt Inga Emborg, der både er lærer ved skolen og indtil 1. januar  medlem af kommunalbestyrelsen i Skive Kommune.

Forinden var fra afdelingen på Fur ankommet de mindste klasser og indskolingen i bus. Efter en kort introduktion af skoleleder Gert Slyngborg, hvor de mindste endnu en gang fik at vide, hvad det var, de skulle overvære, nemlig afsløringen af et monument, der til evig tid vil minde dem om de klimadage, de just selv havde været med til, var alle klar til at gå til plænen ved hallen.

Derefter kom øjeblikket, hvor Inga Emborg holdt en lille tale om Sørens Vesters skulptur, der hedder ”Det kræver et mennesker”. Budskabet  er nemlig ifølge kunstneren det enkle, at det kræver et menneske at lave forandringer og at det er op til os at sørge for, at de klimaforandringer, der truer, ikke kommer til at finde sted.

Derefter blev plastikken trukket af skulpturen, der bestod af en stor jernplade med et lille menneske balancerende over på. På samme måde, som vi skal prøve at finde en balance i naturen.

Derefter gik det over til hallen, hvor alle klasser fik et diplom for deltagelsen og tillige skulle have set en film med kunstneren. Det sidste blev der nu ikke noget af, da lyden tilsyneladende manglede på den udleverede cd. Som det sidste fik børnene hver en juice og et æble, da de forlod hallen.

30.11.2009
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


Til toppen