Menu

Hvem vandt på Fur Museum ?

Hele 179 personer besøgte Fur Museum i forbindelse med julearrangementet den første søndag i advent. En af gæsterne vandt gættekonkurrencen

Hele 179 personer besøgte Fur Museum i forbindelse med julearrangementet den første søndag i advent. En af gæsterne vandt gættekonkurrencen. Læs videre…

Det er blevet en tradition på museet, at man kan deltage i den historiske gættekonkurrence. ”Hvad er det?” Sådan lyder det ofte, når man skal sætte navn på de snurrige ting, der er fundet frem fra gemmerne.

Det er Jens Westerlund – en af museets frivillige hjælpere – der har fundet genstandene og lavet spørgeskemaet. ”Nej! Det er for svært,” udbryder mange, men man bliver beroliget med, at der trækkes lod mellem alle besvarelser uanset svarene. Det vigtigste er, at man deltager.

Det er en god trøst, at ingen nogensinde har svaret rigtigt på alle spørgsmål. En del furboer har ofte tørt konstateret: ”Sådan én har da vist aldrig været brugt her på Fur.”

Det er dog ikke kun mærkelige genstande, som man skal sætte navn på. I første spørgsmål bliver man altid stillet over for at skulle gætte på, hvor mange mennesker, der boede på Fur i januar?

I år svingede besvarelserne mellem 720 og 980. Det korrekte svar er: 872. Så mange – eller få – er vi efterhånden blevet.

Derudover skulle man sætte navn/funktion på 7 genstande. Nedenfor kan du se foto og navn på dimserne, dippedutterne og tingenoterne.

Blandt alle besvarelser blev der udtrukket en vinder. Det skete på behørig vis: En person, der ikke behøvede bind for øjnene for ikke at kunne se, stak hånden ned i kassen med alle besvarelser og trak vinderen. Vinderen blev:
Jørgen Ladefoged
Grisselgårde 6, 7884 Fur.

Tillykke fra Fur Museum. Og tak for indsatsen. Der er en flaske vin på vej til Jørgen, eller også er vinderen på vej til vinen!

Tekst: John Bertelsen.
Foto: Jens Westerlund.

03/12 2008.
Nr. 2 er et blandingskaloriemeter.
Nr. 3 er en el-installationsisolator fra ca. 1930.
Nr. 4 er et par højfjeldssolbriller fra ca. 1930.
Nr. 5 er et lampeophæng.
Nr. 6 er en primusnøgle.
Nr. 7 er et slipsestrygebræt.
Nr. 8 er en vindepind.


 

Til toppen