Menu

Muslinger & Mennesker

”Muslinger & Mennesker”, er titlen på en ny bog, som beskriver ”arbejde og fest ved Limfjorden”. Bogen er forfattet af 7 museumsledere fra limfjordsegnene, og der i blandt er vor egen John Brinch Bertelsen

”Muslinger & Mennesker”, er titlen på en ny bog, som beskriver ”arbejde og fest ved Limfjorden”. Bogen er forfattet af 7 museumsledere fra limfjordsegnene, og der i blandt er vor egen John Brinch Bertelsen.

I kapitlet ”Fra udskældt til værdsat” fortæller John Brinch Bertelsen om, hvordan det traditionelle fiskeri efter levende fisk  efterhånden blev fortrængt af muslingefiskeriet.

Grunden var den enkle, at fjorden i 1980erne var døende. Dengang var der flere meninger om hvorfor. Mange så skævt til det begyndende muslingefiskeri, der i de traditionelle fiskeres øjne havde grumme lidt med fiskeri at gøre, og bedre blev det ikke af, at mange ligeledes mente, at det var muslingefiskeriet, der ødelagde fjorden.
Modsat, så mente muslingefiskerne, at deres fiskeri var med til at holde liv i fjorden.

Fra 1975 til 1991 blev muslingeflåden øget til omkring 50 fartøjer og landingsmængden blev i perioden femdoblet.
Den døende fjord fik efterhånden centralmagten på banen. Biologerne kunne fortælle, at det var den store tilførsel af næringsstoffer fra husholdning og landbrug, der var de største syndere. Derved blev muslingefiskerne frikendt for at være eneansvarlige for alle ulykkerne.

I begyndelsen var muslingefiskeriet helt frit, mens det i dag er det mest regulerede erhverv. For selvom fjorden de seneste knapt 20 år har fået det bedre, så har iltsvind flere gange betydet bundvendinger og medfølgende massedød til følge.

I bestræbelserne på at skabe et bæredygtigt erhverv er der i dag etableret et samarbejde mellem biologer og muslingefiskere. ”Gennem årene har muslingefiskeriet gennemgået en omstilling, der kan sammenlignes med dengang i stenalderen, da jæger/samlerne blev agerbrugere. Fra et frit fiskeri noget nær uden begrænsninger er det blevet en kontrolleret landbrugsmæssig driftsform. Fjorden er blevet et såbed, der skal forberedes, og muslingerne en afgrøde, der skal plejes, inden der kan høstes”.

I dag er man begyndt at eksperimentere med at dyrke muslinger på line. Men som en krølle på historien, så fortæller John Brinch Bertelsen, at mange muslingefiskere i dag har samme syn på linedyrkerne, som de traditionelle fiskere havde på muslingefiskerne i 1970’erne: De er ikke rigtige fiskere. Fra at være de udskældte, er de nu selv blevet bærere af det traditionelle limfjordsfiskeri.

I et andet kapitel ”Musling og branding” af Mette Lund Andersen og Ellen Damgaard fortælles blandt andet om Muslingedagen på Fur, der har eksisteret siden 2001. Her kan læseren blive klog på, hvordan en idé udvikler sig til et stort arrangement uden brug af en stor officiel organisation, eller som en furbo siger i bogen: ”Man finder bare ud af det, og sådan er det på Fur”.

Bogen kan købes på museet, så længe lager haves.

12.01.2009
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Til toppen