Menu

Fur Havn tømmes for vand

Fur, den 1. april 2009

FurNyt erfarer, at lørdag den 4. april skal havnebassinet på Fur tømmes for vand. Det sker i forbindelse med de undersøgelser om en eventuel havneudvidelse, som en stort københavnsk analysefirma er i gang med. Lokale brugere af ”Skuret” er skeptiske.

Havnetømningen sker efter et krav fra Teknisk forvaltning  i Skive Kommune. Her ønsker man præcist at få at vide, hvor meget vand det nuværende bassin indeholder, og hvor meget ekstra vand, der skal tilføres et nyt, udvidet bassin. Det har analysefimaet nemlig ifølge kommunen ikke kunnet svare tilfredsstillende på.  Tømningen sker under henvisning til et nyt EU-direktiv, der skal sikre, at vandstanden i de indre forvande ikke påvirkes af menneskeskabte forhold, som f.eks. en havneudvidelse.

Den påtænkte udpumpning af vandet er imidlertid ikke uden problemer. Lokale folk, som FurNyts udsendte traf på ”Skuret” er meget skeptiske overfor ”hele dette vandgøgl”, som én udtrykte det og  ikke mindst for,  om det kan lade sig gøre at få tætnet havneindløbet og vandet pumpet ud, når vandet samtidigt skal måles nøjagtigt op. Der var også udbredt enighed om, at det slet ikke var muligt at  skaffe pumpemateriel nok på Fur, selvom  Fur Museum har tilbudt at stille en gammel, udtjent brandpumpe til rådighed. Flere var også af den overbevisning, at man risikerede, at hele havnen skred sammen, når den blev tømt for vand. Og hvilke konsekvenser for hele havneområdet kan det ikke få.  ”Skrider ”Skuret” i havnen, så bliver der ballade”, bedyrede de. 

Men hvordan alting end forholder sig, så mød op lørdag den 4. april kl. 9.00 på havnen.  Sloganet for dagen skal efter sigende være: ”Alle mand til pumperne!”

01.04.2009
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Senest ændretOnsdag, 02 april 2014 15:02
Til toppen