Menu

Oprøret lurer i den nordøstlige del af Salling og på Fur

Skive Folkeblad 2. juni 2008 - Knud Peder Jensen

I ”ødemarken” Nordsalling går livet tilsyneladende sin vante gang. Turisterne glæder sig over det gode vejr, mens bonden står og spejder efter en sky, der kunne give lidt vand. Men tag ikke fejl – folket er blevet ramt dybt i sin sjæl efter, at magtens mænd og kvinder i hovedstaden Skive har truet med at tage overbygningen væk fra den nye Fursund Skole.

Om dagen ser alt roligt ud, men så snart skumringen har indfundet sig, er der møder, hvor folk deles op i grupper, der får hver deres ansvarsområde. Folk, der førhen har levet et stille og roligt liv, har pludselig fået den energi, der kommer af at føle sig uretfærdigt behandlet. Folk taler med hinanden, når de mødes på gader og veje. Ingen har endnu nævnt ordet: ”Løsrivelse”, men det ligger mellem usagt mellem folk, parat til at blive formuleret.

At revolutionsstemningen er nået ud i alle kredse, fik undertegne et håndgribeligt ek sempel på, da jeg her til morgen afleverede min datter, Dagmar i Fur Børnehave og tilfældigt mødte Fur Skoles pedel, Alex Herbst, der er kendt for at være en rolig og besindig mand. Som den altid opsøgende reporter gav undertegne sig straks i snak med ham. Skal man virkelig have noget at vide om, hvad der foregår på en skole eller i det nære samfund, så er det pedellen, man skal gå til. Nogle få øjeblikke senere, var vi da også på vej ned i kælderen dybt under Fur Skole. Her i et rum bag adskillige låste døre, viste Alex det frem, som han for mange år siden fandt i en affaldscontainer på skolen, og som måske igen kan komme til ære og værdighed. Et skilt med teksten: ”Kommunekontor”. Skiltet er fra dengang, da Fur var en selvstændig kommune med eget kommunekontor. Det var tiden før en kommune behøvede at reklamere med, at et ord var et ord og at trivsel og ordentlighed var i højsædet. Det var nemlig en selvfølge. Skiltet var så godt som nyt og kan sagtens holde mange år endnu!

Man kan forestille sig, at skiltet vist frem i den højspændte situation vil være den gnist fra fordums tider, der for alvor får befolkningen på Fur og den nordøstlige del af Salling til at tænke i oprørske baner. Løsrivelse, mener nogle, mens andre mere besindige taler om at lave en borgerliste til det kommende valg, så man kan overtage styret i Skive. Atter andre taler om at sende eleverne fra overbygningen til Thise Friskole.

Ideerne er mange, men endnu håber man, at besindigheden vil råde – også i Skive – så folk igen kan vende tilbage til en almindelig hverdag.

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Senest ændretOnsdag, 01 januar 2014 11:28
Til toppen