Menu

Læserbrev: Tanker omkring oprettelsen af en friskole

  • Skrevet af 

Grunden til, at jeg er gået er gået ind i arbejdet for at oprette en friskole på Fur, er mange, men den, der vejer tungest, er nok, at jeg gerne vil give mit barn en plet på landkortet, hvor om hun engang kan sige: Det var her jeg voksede op, det var her jeg gik i skole, det var her, at mine forældre sammen med andre skabte et fællesskab, som jeg har haft frugterne med af i rygsækken på min vej gennem livet

Grunden til, at jeg er gået er gået ind i arbejdet for at oprette en friskole på Fur, er mange, men den, der vejer tungest, er nok, at jeg gerne vil give mit barn en plet på landkortet, hvor om hun engang kan sige: Det var her jeg voksede op, det var her jeg gik i skole, det var her, at mine forældre sammen med andre skabte et fællesskab, som jeg har haft frugterne med af i rygsækken på min vej gennem livet.

Kræfterne vi er oppe imod er mange. Er der børn nok? Kan børnene lære nok, på en lille skole? Kan vi få økonomien til at løbe rundt?

I mange år har vi jo bekræftende sagt til hinanden, at det kun er et spørgsmål om tid inden skolen lukker. Vi har sagt det så mange gange, at det er blevet til en naturlov. Derfor er det næsten ikke til at tænke den tanke, at vi nu opretter vores egen skole. Sådan havde jeg det selv. Jeg, der ellers har levet et liv med højskoletanken som et omdrejningspunkt. Da jeg første gang for et godt en måned siden hørte ideen om at lave en friskole blive formuleret, røg det ud af min mund: Det kan ikke lade sig gøre – der er ikke børn nok. Glem det.

Men hvor er Fur på vej hen? Da undertegnede flyttede hertil i 1998, var der over 1000 indbyggere. Seneste optælling siger 823 indbyggere. Endnu fungerer vi som et samfund, men fortsætter afviklingen, så kollapser på et tidspunkt øens liv af foreninger, der arrangerer eksempelvis Fur Rundt March og koncerter. Det vil ikke være muligt at skaffe hjælpere nok.

Naturen er der ingen, der kan tage fra os og Fur kan i så fald ender med at blive til et ”Turist-helvede” to måneder om sommeren og en gold ø om vinteren, hvor en håndfuld fastboende holde øje med, at de tomme huse ikke lider overlast. Hvordan undgår vi denne skrækvision?

Første skridt er, at vi bliver nødt til at se det som et fælles problem, som kun kan løses i fællesskab og at den største forhindring er at finde i os selv.
I gamle dage, det vil sige i vores forældres og mest bedsteforældres tid skabtes fællesskaber oftest af nødvendighed, som svar på materiel nød. Arbejderne søgte sammen i fagforeninger, der kæmpede for bedre levevilkår, bønderne søgte sammen i andelsselskaber, for at få en bedre indtjening. De kunne se, at ved at stå sammen kunne de få bedre økonomiske vilkår. I tilgift fik et folkeligt fællesskab, hvor højskolerne kom til at spille en stor rolle. De materielle mål, som vores forældre og bedsteforældre satte sig, er på mange måder nået i dag.

Nutiden har andre udfordringer. Nu er de ikke så meget af materiel karakter, som af menneskelig karakter. Stress og depressioner og folk som tabes af samfundet er nutidens svøbe. I dag har vi pengene til at forme vores eget liv og dermed også ricikoen for at blive os selv nok. Som modvægt har vi mindet om en tid, hvor samfundet var mere nært og overskueligt. Vi skal nok klare os. Men hvad med vores børn? Hvordan bliver de hele mennesker i en på mange måder kaotisk verden, der er meget forskellig fra dengang vi selv voksede op? Hvordan bliver de til mennesker, der har trangen til at knytte bånd og indgå i fællesskaber og nære omsorg fort næsten og som kan løse fremtidens udfordringer?

Her er mit bedste bud, at det barn, der vokser op i et lille, nært samfund og lærer det at kende som sin egen bukselomme, det barn har de bedste forudsætninger, når det drager ud for at lære den store verden at kende.

Det tror jeg, at en friskole på Fur kan give en unik mulighed for. Velvidende, at intet er perfekt, og at en friskole vil stå over for mange udfordringer, så vil summen være den, at vi ranker ryggen og sige: Vi gjorde det. Vi kunne. Og vores børn skal lære, at vi ikke bare lod stå til, men at selv satte vore mærke i det samfund, vi er en del af.

Jeg vil slutte med at citere nogle ord af den franske forfatter og flyver Antoine de Saint-Exupéry, der blandt andet har skrevet ”Den Lille Prins”. Han blev i sommeren 1944 skudt ned over Middelhavet, men når han sad oppe over skyerne, havde han tid til at fundere over livet:

Nederlag … sejr. … Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge disse gloser til. Der er sejre, der beruser, andre der fordærver, nederlag, der dræber, andre der vækker til live. Livet udtrykker sig ikke ved stilstand, men ved bevægelse. Den eneste sejr, jeg ikke nærer nogen tvivl om, er den, der bor i sædekornet. Er frøet engang sået i jordens sorte, rummelige skød, da er sejren det allerede vis. Men tiden må gå sin gang, før frøet i kornet får sin triumf.

Knud Peder Jensen, Boagervej 3, 7884 Fur
25.06.2013

 

Til toppen