Menu

Genrejs landet

  • Skrevet af 

Læserbrev
Gennem de sidste måneder har overskrifterne i Skive Kommune været præget af den store demografiundersøgelse, der nu er mundet ud i forslag om blandt andet at nedlægge de små skoler på Fur, Lihme og Hvidbjerg, mens skolens skæbne i Rønbjerg endnu ikke er afklaret.
Politikerne taler om »rettidig omhu« og om at måtte se udviklingen i øjnene og tilpasse os denne.
Spørgsmålet er alligevel, om det er vejen frem, eller om det i virkeligheden ikke er endnu et søm i den kiste, der hedder afvikling af livet på landet

Gennem de sidste måneder har overskrifterne i Skive Kommune været præget af den store demografiundersøgelse, der nu er mundet ud i forslag om blandt andet at nedlægge de små skoler på Fur, Lihme og Hvidbjerg, mens skolens skæbne i Rønbjerg endnu ikke er afklaret.

Politikerne taler om »rettidig omhu« og om at måtte se udviklingen i øjnene og tilpasse os denne.

Spørgsmålet er alligevel, om det er vejen frem, eller om det i virkeligheden ikke er endnu et søm i den kiste, der hedder afvikling af livet på landet.

Først lidt historie.

Malet med den brede pensel var Danmark indtil 1960 præget af to mentaliteter.

På landet var gården, jorden og slægten i centrum, mens Vor Herre sørgede for regn og tørvejr på de rigtige tidspunkter af året. Penge var der ikke mange af, men det blev kompenseret af, at gården stort set var selvforsynende.

Årstidernes rytme styrede livet. Højskolen og andelsbevægelsen havde givet den tidlige fæstebonde selvtillid og stolthed over at komme fra landet.

En digter som Jeppe Aakjær så smålandbruget som fundamentet for fremtidens samfund.

I byen var der gang i hjulene. Her var det handel og håndværk og op mod vores tid industrien, der satte dagsordenen. Pengeøkonomien var herskende. Tjente du penge, så blev du herre over eget liv.

Derfor stod byboen heller ikke Vor Herre så nær, som folk, der levede i og af naturen.

Byen var fuld af dynamik og det var her, at kunst og åndsliv udfolde sig.

Det var også her, at fagforeningerne var med til at give arbejderne et selvværd og selvbevidsthed, så de med stolthed kunne vedkende sig deres baggrund. Også de fik deres digtere og forfattere,

Landet og byen havde hver sine fortrin og svagheder. På landet gik tingene langsomt, og i mange tilfælde for langsomt, så folk faldt mentalt i søvn, hvis de ikke de nu og da kom ind til byen og fik lidt inspiration.Byen var dynamisk, men her gik tingene til gengæld oftest så hurtigt, at der ingen tid var til eftertanke.

Et besøg på landet kunne imidlertid minde folk om, at der var andre måder at leve livet på end den hæsblæsende i byen.

Landet og byen var med andre ord hinanden spejl, og de var afhængige af hinanden.

Omkring 1960 gik Danmark fra at være et landbrugsland til at være et industriland.

Mejeriet, forsamlingshuset, den lille brugs i landsbyen blev nedlagt og dermed forsvandt fællesskaber, som bondes gård havde været spændt op imellem, og som han tog hensyn til, når han tænkte på gårdens ve og vel.

Måske kunne han få et par øre mere pr. kilo mælk hos nabomejeriet, men han skulle jo være i stue sammen med sine naboer ved næste kaffegilde, så det gjaldt om at stå sammen om det mejeri, som havde båret udviklingen frem de sidste par generationer.

Men i tresserne forsvandt den tankegang. Nu lå forbilledet hos den fremstormende industri.

Stor, større, størst. Der skulle produceres for enhver pris.

Enten opkøbte bonden naboejendommen, eller han selv blev opkøbt.

Det blev alles kamp mod alle, og de fleste endte med at måtte opgive tilværelsen som landmænd og flytte til de hastigt voksende parcelhuskvarterer omkring byerne.

Nu var der ingen, der med stolthed i stemmen fortalte, at han var bondesøn, når han kom ind til byen for at studere eller få en læreplads.

Mange var nærmest lidt flove over at komme fra landet og forsøgte at tale uden dialekt, så ikke sproget røbede dem.

Og de, der var så heldige at overleve som bønder lod hånt om, hvad der var smukt eller grimt for gården, når produktionen skulle udvides. Blot det var effektivt.

Nu blev det på landet som i byen pengene, der som den eneste fællesværdi, satte dagsordenen.

Mentalitetsmæssigt blev vi alle byboere i de år, men vel og mærke i en by uden et land som modvægt og spejl.

Den eneste forskel på at leve på landet og i byen blev, at mens folk i de store byer fik den ægte vare i form af kulturelle tilbud og uddannelsesmuligheder, så fik folk i de tyndere befolket egne i bedste fald en »light« udgave af de samme tilbud eller slet ingenting.

Så hvorfor bosætte sig på landet, hvad færre og færre da også gjorde og gør.

Hvad gør vi så?

Et svar kunne være at prøvet at genskabe landet som et modstykke til byen.

At tilbyde en anden måde at leve på, end den de store byer tilbyder.

Derfor skal vi ikke løbe i hælene på storbyerne, men finde vores egne ben og være stolte over vores måde at klare tingene på.

Når byen skaber mastodonter af skoler med 1000 elever og flere, så skal landet tilbyde små skoler og nærvær.

Når storbyen tilbyder storcentre og kæmpesupermarkeder, så skal byer som Skive styrke butikkerne i gågaden og ikke lave indkøbscentre i et forsøg på at efterligne storbyen. For det er en kamp, som er umulig at vinde.

Når de små skoler i samfundene omkring Skive er truede, så skal vi i stedet for at lukke dem trodse udviklingen og holde liv i dem.

Det skal nok rygtes ude i landet, og det vil på sigt være med til at vende folks opmærksomhed mod en kommune, som går mod strømmen.

Så vil der pludselig komme positive historier i tv og aviser om folk, der er stolte over at komme fra en lille flække, der trods tidernes ugunst har egen skole.

Små samfund, hvor man har fundet nye fællesskaber til afløsning af de gamle, som forsvandt i 1960’erne.

I stedet får omverdenen nu en fuldstændig forventelig historie om faldende børnetal fører til lukning af skoler.

Når vi indrette os efter en udvikling, som er negativ, så er vi i virkeligheden med til at støtte og forstærke den.

Men politikere er jo som vi alle mennesker af kød og blod. Alle har vi trangen til at vælge det sikre, og det vi tror, der er mindst risiko ved.

Men også det kan være en farlig vej. Det fortælles, at da Titanic for godt 100 år siden løb på et isbjerg og sank, så forblev mange på skibet, da de følte sig mere trygge her end ved at sætte sig i en lille redningsbåd på det store kolde hav.

 

Men venlig hilsen Knud Peder Jensen
Boagervej 3
7884 Fur

01.06.2013

Senest ændretLørdag, 01 juni 2013 14:19
Til toppen