Menu

Drømmen om ”et lille hus på landet”

  • Skrevet af 

Når man kommer fra Nederby på Fur og drejer op ad Dalagervej, dukker snart et lille gult hus op. Det ligger helt alene lige ud til vejen. En lille sti fører gennem det høje græs hen til døren. Her bor maleren Birgitte Støttrup

Når man kommer fra Nederby på Fur og drejer op ad Dalagervej, dukker snart et lille gult hus op. Det ligger helt alene lige ud til vejen. En lille sti fører gennem det høje græs hen til døren. Her bor maleren Birgitte Støttrup.

Vi har bænket os ved bordet i køkkenet. En Vulcano øl fra det lokale bryggeri er blevet delt i to glas. Birgitte tænder en cigaret og puster røgen ud. Så er hun klar til at fortælle om sin vej til at blive kunstner.

Det hele begyndte på en gård i Raunstrup mellem Viborg og Skive. Hendes forældre var landmænd og hendes mor tillige kønssorterer, som hun siger. Arbejdet bestod i at sortere kyllinger efter køn. Hun-kyllingerne gik videre i produktionen, mens hanekyllingerne blev gasset i en stor tønde.

Lige fra hun som lille kunne fatte om en blyant, var det tegning, der tryllebandt hende. I skolen blev alle hendes hæfter og bøger overbroderet med tegninger og kruseduller.   Det forbigik ikke lærerens opmærksomhed: ”Birgitte viser udpræget talent for tegning og maling”, stod der at læse i karakterbogen. Det var ikke ment som en ubetinget ros. Men det var det, hun brændte for.

Som 17-årig blev Birgitte i 1974 ansat ved Folkebladet i Viborg og flyttede til byen. Først arbejdede hun som kontorbud, men efter 9 måneder blev hun ansat som tegneelev og arbejdede indtil 1979 med illustrationer til reklamer og artikler. Samtidig med dette gik hun til undervisning hos kunstneren Lasse Winsløv, der underviste i modeltegning, hvor modellen sidder eller står i samme stilling en hel aften. Så kunne folk stå og male og tegne og tage sig god tid. Birgitte var vant til at tegne hurtigt, så hun tog sit staffeli og flyttede rundt om modellen. Derfor kunne det blive til mange billeder på en aften. Ellers syntes hun det blev for kedeligt.  Hun gik hos Winsløv i tre eller fire sæsoner, hvor hun lærte rigtig meget. Men endnu skulle der gå nogle år, inden hun turde helt at hellige sig maleriet.  

I 1979 tog hun til Skive og fik arbejde inden for reklamebranchen som tegner.  

På sørejse til Vestindien

Samtidig mødte hun Holger, som hun senere blev gift med. Mødet med Holger førte hende i 1981 ud på en eventyrlig rejse til Vestindien. Den gamle Hvalpsund Jernbanefærge var blevet solgt til en produkthandler i Viborg, der havde solgt den videre til en kunde på øen Anguilla i Vestindien. En besætning var blevet hyret til at sejle den over Atlanterhavet, men da de efter en dramatisk tur over Nordsøen ankom til Dover i England, rømmede de skibet og rejste hjem. En ny besætning måtte skaffes og en af dem, der lod sig hyre, var Holger.

”Han var dengang grumme forelsket i mig og kunne absolut ikke undvære sin udkårne i så lang tid, som rejsen ville vare.” Birgitte skulle med som kok og inden hun fik set sig om, var hun på rejse med en gammel udtjent færge, der var fyldt med skrot og gamle lastbiler på dækket.

Kaptajnen hed Tom og kom fra Struer og han havde en fransk kammerat med, der gik under navnet ”Den franske greve”, da han vist var adelig. De fire skulle sejle den gamle færge tværs over Atlanterhavet. Holger var en ørn til at navigere, og han skulle sørge for, at de fandt vej. Birgitte blev ansat til at lave mad og ellers holde Holger med selskab.  Afrejsen foregik som sagt fra Dover i England og allerede i Kanalen kom de ind i dårligt vejr og måtte søge ly på en kanal-ø i en uge. Da de endelig ankom til Brest i Frankrig, havde Tom fået nok og forlod skibet. Samtidig tilbageholdt de franske skibemyndigheder skibet, der mest af alt lignede en omrejsende losseplads. De fik dog lov til at sejle. De resterende tre besætningsmedlemmer fordelte nu opgaverne mellem sig. Holger blev kaptajn, Birgitte blev førstestyrmand, mens den franske greve blev maskinmester. Han var den type, der kunne reparere alt med et stykke ståltråd og et stykke tyggegummi og den evne fik han rigeligt brug for.  Holger kendte ruten sejlskibene anvendte i gamle dage, og den fulgte de.  Midt i Atlanten gik motoren i stå. ”Er det brændstoffilterne, der er stoppede, så klarer vi den. Men er det dysserne, der er stoppede, så er det sket med os,” lød hans opmuntrende meldinger.  Kommunikationsmidler til omverdenen var der ikke rigtig noget af.

Flere gange undervejs klagede Holger over, at der var noget mærkeligt ved bølgerne. Der var en uro i dem, som han ikke kendte.

Da de endelig efter 14 dage nåede frem, havde folkene på Anguilla opgivet alt håb om at se skibet. Der havde nemlig raset en orkan, men til alt held havde de sejlet lige efter og det var det, som Holger kunne mærke.  

 

Tre år på Grønland

 I 1989 ville arbejdsgiveren have hende til at tegne på computer. Hun var i forvejen træt af reklamebranchen og derfor valgte hun at sige stop. Forholdet til Holger var også slut. En kammerat var rejst til Grønland for at arbejde, og Birgitte besluttede at rejse op og besøge ham. Det blev til tre år på Grønland, hvor hun havde masser af tid til at tegne og male. Dengang var det skrækkeligt dyrt at rejse hjem. Det kostede 10.000 kr., hvilket var uhyggeligt mange penge dengang, men ægtefæller kunne få en gratis hjemrejse. Mest derfor giftede de sig, fortæller hun. 

Flyttede til et lille hus på landet på Fur

Hjemme igen flyttede hun til Fur. Det var ikke nogen tilfældighed. Som barn boede hun på landet og i Grønland boede hun i en bygd på ca. 650 mennesker. Fur kendte hun, da mange af hendes venner havde både og ofte lagde til i Fur Havn. I 1994 flyttede hun til huset på Dalagervej og her kommer hun ikke fra igen, siger hun. Arbejdsmæssigt fortsatte hun i et reklamebureau i Skive, men drømmen om kun at male og tegne på fuldtid var der stadig. Kammeraten på Grønland kom også hjem, men døde kort efter. Det betød, at hun fik en enkepension og det gav økonomiske grundlag for, at hun 1997 bestemte hun sig for at kvitte arbejdet og hellige sig maleriet.

 

Fuldtids kunstner

Siden er det blevet til mange hundrede malerier. Inspiration får hun ved at betragte de mennesker, som hun møder. Det kan være på en banegård, et værtshus eller hvor som helst, at mennesker mødes.

”Det sjove er at krasse lidt i overfladen og få det frem, som er neden under”, siger hun.

Et billede fra et morgenværtshus viser mænd, der ikke er blevet afhentet af en eller anden dejlig dame, som de kunne tage med hjem og hygge sig med. De sidder stadig og venter, mens håbet svinder ind. Så kommer folk gennem årene til at se noget slidte ud.  

”Det er sådan det er. Jeg har ondt af dem, men sådan er livet” siger hun. Birgitte er ikke den, der kan gøre noget ved det ud over at fortælle historien, mens vi er her.

Maleriet tager al hendes tid. Derfor har hun også valgt ikke at få børn. Hun føler ikke, at det var en pris at betale. Satsningen på at blive kunstner har været det hele værd, siger hun og ser sig rundt på de mange billeder, der er hendes bidrag til verden.  

I dag er hun med i kunstnergruppen ”furkunst.dk”. Det er hun meget glad for. Medlemmerne er gode til at inspirere hinanden. Hun har udstillet mange steder, men siger selv, at hun er dårlig til selv at tage initiativet. Det er mest folk, der kommer og spørger.  

03.09.2012
kpj

 

 

  1. Overalt i ”det lille hus på landet” står der billeder malet af Birgitte Støttrup
  2.  .
  3. Birgitte Støttrup er blandt andet inspireret af modernismen
  4. Billedet i baggrunden er et, der stadig arbejdes på og det er en ny måde at male på.
  5. Birgitte Støttrup klar til interviewet.
  6. ”De uafhentede” er et billede inspireret af stemningen på et morgenværtshus, hvor hovedsageligt mænd forgæves har ventet på, at kvinden, som de kunne hygge sig lidt med, skulle dukke op.
  7. Dagbogen som Birgitte førte under den farefulde tur til øen Anguilla i Vestindien. Forinden rejsen var der blevet svejset en stævn på den gamle jernbanefærge.
  8. Et af de mange portrætter, hvor det er lykkedes at få det indre i ansigtet frem.
  9. Det lille hus på Dalagervej på Fur har været drømmen lige siden Birgitte var barn.
  10. Selvportræt der stadig arbejdes på
  11. Holger foreviget i Birgittes hurtige streget i dagbogen, som hun førte på rejsen til øen Aguilla i Vestindien
Senest ændretTirsdag, 04 september 2012 17:41
Til toppen