Menu

EU-millioner til grønt projekt på Fur

  • Skrevet af 

Energiselskabet EnergiMidt har sammen med seks andre samarbejdspartnere fået EU-midler til at gennemføre et projekt om fremtidens intelligente elnet. Smart Grid-projektet har fået en samlet bevilling på 3,4 mio. Euro

Energiselskabet EnergiMidt har sammen med seks andre samarbejdspartnere fået EU-midler til at gennemføre et projekt om fremtidens intelligente elnet. Smart Grid-projektet har fået en samlet bevilling på 3,4 mio. Euro.

Projektet hedder GreenCom og er et samarbejde mellem syv parter, bl.a. et italiensk forskningsinstitut, et universitet fra Irland og et teknologisk institut fra Tyskland. Den samlede bevilling er på 3,4 mio. Euro – heraf har EnergiMidt fået 527.000 Euro – svarende til ca. 3,9 mio. kroner. Den samlede omsætning i projektet er, pga. egenfinansiering, 4,7 mio. Euro.

Fremtidens intelligente el-et

EnergiMidt er sammen med Fur og Skive Kommune engageret i udviklingsprojektet Innovation Fur, der handler om at udvikle fremtidens energirigtige, bæredygtige og digitale velfærdssamfund – og Limfjordsøen er tænkt ind i ansøgningen som et muligt sted at teste fremtidens el-net – også kaldet Smart Grid.

- Kort fortalt handler det om, at vores nuværende el-net bliver udfordret af, at vi får mere og mere vedvarende energi ind i nettet. Det giver to muligheder: Enten kan vi forstærke el-nettet, hvilket er dyrt. Eller vi kan udvikle et intelligent el-net, hvor vi, populært sagt, bruger strømmen, når vinden blæser. Ud fra kundernes adfærd og handlingsmønstre vil EnergiMidt udvikle forretningsmodeller, der understøtter at vi bruger energien intelligent. Smart Grid kan på mange måder ses som et paradigmeskifte i den måde, vi forstår og bruger el på, så det i fremtiden i højere grad bliver et mere fleksibelt produkt med varierende priser alt efter, hvor megen el der er til rådighed i nettet, fortæller forretningschef i EnergiMidt Erling Klemmensen.

GreenCom er et projekt, der vil udvikle muligheden for intelligent styring af energien, så el-apparaterne i hjemmet kan bruge el, når den er til stede i elnettet, men også er i stand til at lagre energien lokalt til senere brug. Og det er samtidig noget, der peger mod en mulig fremtid for elmarkedet:

- Tanken i det her set-up er, at man som forbruger kan blive henholdsvis belønnet og straffet for sit forbrug; hvis man forbruger, når der er rigeligt med el i nettet, bliver man belønnet med lavere pris, mens man må betale en højere pris for sin el, når der ikke er meget el til rådighed, fortæller Erling Klemmensen.

Innovation sætter dagsordenen

Projektleder for Innovation Fur, Gitte Wad Thybo, lægger ikke skjul på den store værdi et EU-projekt har med Fur som muligt testområde:

- Projektmidlerne sætter en tyk streg under vigtigheden af, at vi har et udviklingsprojekt som Innovation Fur af international karakter her i Danmark, der samtænker forskellige områder inden for både energi- og digitaliseringsdelen, fortæller hun.

Innovation Fur har været i gang i et år og har tidligere bl.a. haft stor succes med gratis energirådgivning i private husstande på Fur, hvor næsten 30 procent af husstandene har fået et energieftersyn af energikonsulenter fra EnergiMidt.

Udviklingsprojektet har stor strategisk betydning for EnergiMidt; den midtjyske energi- og forsyningsvirksomhed har et strategisk fokus på at bidrage med løsninger af fremtidens energimæssige udfordringer og et ønske om at være first mover i forhold til at videreudvikle teknologier og løsningsmodeller, der knytter sig til EnergiMidts forretningsområder.

GreenCom starter til november, og løber over de næste tre år.

16.08.2012
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/furnyt.dk/public_html/templates/gk_news/html/com_k2/templates/default/item.php on line 191
Til toppen