Menu

Et vingesus fra fortiden

Fra T.L.Dalsgaard fra Thisted har redaktionen modtaget følgende beretning om, at hvad der knyttes af bånd i barndommen holder livet ud.

"Forleden gæstede undertegnede Fur , min gamle fødeø.

Jeg gik ind på kirkegården ville finde mine aner, hvilke viste sig at være lidt svært. Jeg gik stille og rolig gange op og gange ned sidst på eftermiddagen, jeg tror jeg var alene på min færd .

Mit ærinde var at finde gravstenen med familien Færck, det lod sig ikke gøre i første omgang, men jeg mødte mange navne på gravstenene som jeg kendte og det gav mig gode minder.

Interessen for denne forskning blev vakt da den til tider lidt hektiske arbejdsliv ophørte, pensionsalderen indtrådte og den tredie alder er godt på vej.

Jeg fandt til sidst gravstenen med Kirstine og Jens Færcks navne denne var sat på pladsen syd for kirken, en afdeling som benyttes til mindesten fra sløjfede grave, en god ordning og ros til personalet på Fur kirkegård, sirlig og velplejet kirkegård.

Nu begynder historien, denne kan være intetsigende for nogen og interesant for andre, så jeg vil fatte mig i korthed. Historien som er autentisk skal skrives nu før den er forældet.

En søndag over middag for mange år siden, familien og jeg havde besluttet at indtage eftermiddagskaffen på fjorden i vores lille båd som lå fortøjret i Thisted havn, vi glædede os til turen, det bliver godt med en tår kaffe med blødt brød og derpå en lur til farmand som har natarbejde. Mor og søn var kommen ombord, så var det min tur jeg snuplede på det glatte bolværk og tabte mine nøgler ned i havnen, alle nøgler til alting også bilen, alle var samlet i een nøglering.
Flere bådkammerater kom til og ville hjælpe, men der skete ikke rigtig noget, der er tre meter dybt på dette sted . En havde hørt om en magnet oppe i byen , denne kunne måske trække nøglerne op fra dybet, men ingen vidste hvor magneten befandt sig.  Jeg begav mig til fods den lange vej til Falckstationen i Thisted , de må kunne hjælpe , de har jo dykkerudstyr og jeg er fuld medlem af redningskorpset . Jeg ankom til Falckstationen , beklagede min nød til den daværende stationsleder, men Falks reddere skulle ikke ned og rode i Thisted havn det havde man dårlig erfaring med p. g. af slam i havnen . Vi talte om det længe, men lige lidt hjalp det.

Under samtalen kørte en kranbil ind på stationen, motoren stoppede og en ung tynd mand hoppede ud af førerhuset og begyndte at afklæde sig en let tilsmudset orangefarvet kedeldragt . han hørte vores samtale om Thisted havn . Det vil jeg gerne prøve, sagde han så kan jeg samtidig se til bunden af min egen båd som jeg lige har sejlet hertil fra Skagen via Thyborøn kanal, jeg er som Falckredder forflyttet fra Skagen til Thisted.

Jeg kommer om en time så har jeg fri, så kommer jeg i min egen dykkerdragt.

Manden kom og var ikke mere end fem minutter om at finde mine nøgler på bunden af Thisted havn.

Redningsmanden afmonterede sig sit udstyr, jeg hedder Jens sagde han og spurgte så hvad jeg hed, jeg hedder Tage og stammer fra Fur.

Fra Fur ?

Der blev en kort pause.

Der er jeg kommet meget som barn, mine bedsteforældre hed Kirstine og Jens Færck og jeg er opkaldt efter min bedstefar på Fur, det viste sig at min redningsmand og jeg er i familie ( næstsøskendebørn ) og har leget sammen som børn på Fur, vi kunne ikke kende hinanden ca. 50 år senere.

T. L. Dalsgaard
Skolevej 3
Thisted

02.08.2012

Senest ændretFredag, 14 februar 2014 06:44
Til toppen