Menu

FurNyt opkræver kontingent

Det har taget sin tid, at få Foreningen FurNyt godkendt - men nu er alt på plads, så vi kan udsende kontingentopkrævning

Det har taget sin tid, at få Foreningen FurNyt godkendt - men nu er alt på plads, så vi kan udsende kontingentopkrævning.

I februar blev Furnyt til en selvstændig forening. Medlemskredsen består af de virksomheder, forretninger, fonde, foreninger og institutioner, der betaler et kontingent for at have et portræt på hjemmesiden og for at få adgang til FurNyts funktioner, som kalender, køb og salg m.m.

Læs mere om den stiftende generalforsamling, vedtægterne og bestyrelsessammensætningen her på FurNyt. Søg på arkivet.
Foreningen FurNyt er nu blevet godkendt af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, så vi endelig kan udsende opkrævninger. Det sker en måned senere end normalt.

Kontingentet er fastsat af generalforsamlingen. For virksomheder, fonde og forretninger er kontingentet uændret. For foreningerne bliver der en ændring. De har hidtil været med uden betaling, men nu modtager også øens foreninger en opkrævning. Det samme gælder de institutioner, der hidtil har deltaget gratis.

Princippet er, at alle deltager mod betaling. Uden offentlige tilskud hviler FurNyts økonomi udelukkende på medlemskontingent og sponsorbetaling. Der er i uge 26 udsendt opkrævning til 42 virksomheder, fonde og institutioner samt til 20 foreninger.

Furs erhvervsliv og foreningsliv er i dag det fundament, der bærer hjemmesiden. Uden den medlemskreds ville der ganske enkelt ikke være en fælles hjemmeside for Fur.

Foreningen FurNyt har konstitueret sig med Søren Bro som formand og Kathrine Søgaard som næstformand. Bestyrelsen fastlægger hjemmesidens overordnede principper og udpeger en styregruppe, der står for den daglige drift.

Stefan Frøkjær Jensen og John Brinch Bertelsen
FurNyts styregruppe
22/06 2009

 

Senest ændretLørdag, 06 juni 2015 12:20
Til toppen