Menu

Sankt Hans aften en våd affære

  • Skrevet af 

Se video
På trods af at regnen stod ned Sankt Hans aften mødte mange mennesker op ved Fur Bådelaug. Årets taler var menighedsrådsformand Anne Marie Hansen.  Efter at der var sunget en sommersang fik taleren ordet.  

Se video:

På trods af at regnen stod ned Sankt Hans aften mødte mange mennesker op ved Fur Bådelaug. Årets taler var menighedsrådsformand Anne Marie Hansen.  Efter at der var sunget en sommersang fik taleren ordet.  

Sankt Hans er midsommer i Danmark.  Uanset vejret er der noget smukt og forjættende ved Sankt Hans. Høj himmel og lyse nætter. Endnu er vi ikke så langt henne, at vi har opgivet håbet om en lang, smuk og varm sommer.

I kunstens og litteraturens verden findes næsten overjordisk, smukke skildringer af Sankt Hans og midsommer i Danmark, - bedst kendt af os alle i P. S. Krøyers maleri med titlen ”Sankthansblus på Skagen Strand.”  og i digteren Holger Drachmanns ”Midsommervise” fra 1885.  Alt det bedste og fineste ved vores natur, land, kultur og folk udtrykkes i denne kunst. På Krøyers maleri, som er et af de få fællesskabsbilleder, han malede, blander lokalbefolkningen på Skagen sig med det bedre borgerskab og kunstnerkoloniens medlemmer anno 1906.

Når vi om lidt samles om bålet, er der noget fortryllende ved det flakkende lys, som bålet spreder. Og midt på bålet sidder heksen og vil fortælle sin historie om lysets modsætning mørket og ondskaben og om, hvordan man før i tiden og nu omgås de mørke kræfter. 

Traditionen med at brænde hekse af på Sankt Hans bålet blev i sin tid skabt, fordi man ville sikre sig, at de onde kræfter, der er på spil denne nat, hvor lyset vender, blev sendt til Bloksbjerg.

Ifølge sagntraditionen blev heksene typisk beskyldt for at lægge hindringer i vejen for andre menneskers næring og lykke. Heksen kunne fx tage smørlykken fra en kone, så hun ikke kunne få smør i kærnen, heksen kunne ødelægge fiskelykken for en familie, give folk mængder af lus og ikke mindst ”forgøre” mennesker og dyr, så de blev syge og ikke kunne trives. Heksen i den folkelige overlevering kunne således anrette ubodelig skade og måtte derfor afsløres.

Det var vigtigt at have effektive redskaber til at afsløre, hvem heksene var. Selv små, og tilsyneladende ubetydelige ting kunne bruges. Man kunne fx "prøve" en mistænkt heks ved at lægge en saks under en stolehynde. Kunne kvinden sætte sig på stolen, var hun ikke hæmmet af stålet og korsformen under hynden, og derfor ikke en heks.  

I kirken kunne man forsøge at lægge mærke til, om nogen tørrede sig om munden med et lommetørklæde efter altergangen. En heks var nemlig nødt til at spytte nadverbrødet ud.  Var præsten ”klog” nok, kunne han fra prædikestolen se, hvem sognets hekse var, idet de ville sidde med ansigtet vendt bort.

Ved særlige lejligheder kunne almindelige mennesker også se, hvem i menigheden der var hekse. Man kunne se dem sidde med gryder, potter og pander på hovedet, hvis man til Sankt Hans gik i kirke med et firkløver i lommen. Det var selvfølgelig især effektivt, hvis Sankt Hans faldt på en søndag. 

Med til datidens mange forestillinger hørte også tanken om, at troldkonerne samledes til heksemøde på bestemte tider af året. Det var fx nytårsnat, "Sct. Skadeaften" (aftenen før skærtorsdag), Valborg aften, som er den 30. april eller Sankt Hans aften.  Satte man sig på én af disse aftener under en harve, så kunne man se heksene komme flyvende på deres koste.

Var en kvinde først blevet mistænkt og anklaget som heks, fulgte umenneskelige pinsler, hvor man gennem tortur fremtvang en tilståelse. Derefter ventede bålet.

Den sidste heks blev brændt i 1693, og i 1698 satte Højesteret punktum for heksebrændinger i Danmark,  - dog brændte en flok borgere Dorte Jensdatter af i Grønning så sent som i 1722.

Et hvert samfund har brug for at konfrontere sig med sine ”hekse” – problemet er imidlertid, at man nemt kommer til at kigge det forkerte sted hen, når man vil forsøge identificere det, der lægger sig i vejen for at skabe et godt samfund. Man kommer så let til at pege på bestemte befolkningsgrupper, såsom indvandrerne, som i mange år har måttet stå for skud, når det handlede om at identificere problemerne i det danske samfund. I øjeblikket er det rygerne, der er ”heksene” og når vi har fået bugt med rygerne, så kommer turen til de overvægtige, - på Fur er det rodemiklerne, der er de lokale hekse.

I stedet for altid at kigge udad, når det onde skal lokaliseres, så var det måske en god idé at rette blikket indad - tro mig, der vil man kunne finde et og andet, som man ikke ønsker at blive dømt på.

Så lad os frydes over, at vi alle er forskellige og anerkende at vi har brug for et fællesskab, hvor alle har en plads, -.    

God Sankt Hans!

Herefter blev bålet tændt. Det voldte noget besvær, men ild kom der til sidst og heksen, som Børnehuset havde lavet, blev sendt til Bloksbjerg. Efter at midsommervisen var sunget, ventede ristet pølser, brød, øl og sodavand. Så trods regnen var alt som det plejer at være.

Se video: http://www.youtube.com/watch?v=6i4xM_Gu_jA&list=UUnC1XHDYOb10QWPAiJfKS8g&index=1&feature=plcp

Billeder fra årets Sankt Hans

 

 

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

 

Til toppen