Menu

Fur for tilflyttere

  • Skrevet af 
Fur for tilflyttere

Fur for tilflyttere

Limfjordsøen Fur er som en magnet for tilflyttere. Næsten trefjerdedele af øens ca. 850 indbyggere er flyttet til. Hvis det kommer bag på dig, så får du flere overraskelser, når du læser videre.

 

Fur - Danmarks skønneste ø

Fur blev af et landsdækkende dagblad kåret som Danmarks skønneste ø. Det var i 2010. Når kåringen nævnes i dag, er det ofte som Danmarks smukkeste ø. Ingen tvivl: Fur har en fantastisk flot natur og er smuk. Ordet skøn rummer dog mere end udseendet. Det omfatter også indholdet: Det øsamfund, der rummer ro og tryghed og samtidig et usædvanligt højt aktivitetsniveau.

 

Sagt af en tilflytter:

"Da vi købte sommerhus på Fur, var det på grund af naturen. Da vi senere valgte at blive fastboende på øen, var naturen der stadig, men det var folket, der gjorde forskellen."

 

Færgen ingen hindring

"Vi troede færgen var en hindring, men vi blev klogere" sådan sagde en tilflytterfamilie og fortsatte: "Færgen sejler jo døgnet rundt, i dagtimerne er der afgang hvert kvarter, og overfarten tager kun et par minutter. Den er da ingen hindring." Man kunne fristes til at tilføje, at den også er billig. Som furbo får man en klækkelig rabat, når man køber klippekort eller årskort. Sidstnævnte er fradragsberettiget og giver fri adgang til ligeså mange overfarter, som man kan ønske sig.

 

Furs mentorkorps

Når man overvejer at flytte, er der naturligvis en lang række spørgsmål, der rejser sig. På Fur er intet spørgsmål for stort eller småt. Et korps af mentorer står til rådighed, tager imod, besvarer spørgsmål og lukker dørene op til ølivet. Du er også velkommen!

 

Fur for alle

Hvem flytter til? Er det kun seniorer? Ja. Det sidste hører man ofte, men det passer ikke. Gennem de sidste 10 år er der kommet næste lige så mange børn og unge til Fur som efterlønsmodtagere og folkepensionister (18,3 % mod 21,0 %). Hovedparten af tilflytterne (60,3 %) er i den arbejdsdygtige alder 20-59 år. Fur er for alle og Fur har tilbud til både børn, unge, voksne og ældre. Man keder sig ikke på Fur

 

Furs foreningsliv

Fur har omkring 25 foreninger og 4 fonde. Hertil kommer et utal af løse netværk. Du bliver overrasket, når du ser aktivitetsniveauet kalenderen på øens hjemmeside FurNyt.dk.

  

Furs erhvervsliv

Øen har ca. 60 virksomheder, der spænder fra enmandsvirksomheder og forretninger til store fabrikker, der eksporterer til hele verden. Mange pendler til Fur for at komme på job.

  

Furs kunstnermiljø

Der bor mange kunstnere og kunsthåndværkere på Fur. Der er gallerier, udstillinger og kunstnernes forunderlige fisk står overalt på øen.

 

Drømmeboligen på Fur

Er du til et hus i en lille landsby, eller vil du bo nær havnen? Måske et nedlagt landbrug i det åbne land, eller hus med egen strandgrund? Fur har det hele!

 

Børn og ældre

Fur har et børnehus, en kommunal skole fra 0. til 6. klasse, en SFO og Fur Ungdomsklub. Øen har et moderne ældrecenter med en meget aktiv centerklub og en støtteforening.

 

Fur Ø Arena

Her mødes børn, unge og voksne, furboer og turister til minigolf, pentanque, på multibanen eller man snakker og hænger ud med kammeraterne.

 

Furs natur

Molerskrænterne på nordfur kandiderer til at blive Verdens Naturarv. Fra toppen af Fur har man noget nær Danmarks største udsigt. Der er omkring 100 km veje på øen og kilometervis af afmærkede cykelstier og vandrestier. Fur har museum og turistinfo.

 

Fur i fjorden

Furboerne bruger fjorden til badning lystsejlads, havkajak, roning, surfing eller til fritidsfiskeri med garn, ruser og stang. Nogle "nøjes" med at nyde udsigten over fjorden.

 

Sagt af en tilflytter:

”Jeg sikrede mig en bådeplads i Fur Havn, inden jeg underskrev skødet på huset.”

 

Arrangementer på Fur Havn

Muslingedagen. Op til 3.000 gæster spiser muslinger og østers. Sidste lørdag i maj.

Marchen Fur Rundt: Op til 1.000 person går, løber, sejler eller cykler øen rundt. Anden lørdag i juli.

Limfjorden Rundt: Nordens største træskibssejlads med ca. 60 skibe og 600 deltagere. Fredag i uge 37.

 

Sommeraktiviteter på Fur Museum

I juli har museet arbejdende værksteder, som gæsterne kan tage del i. Der er fossiljagter i det mere end 50 millioner år gamle moler. Børnefamilier kan bruge en hel feriedag med værkstedsaktivitet og fossiljagt.

 

Spise- og overnatningssteder

Fur har 6-7 spisesteder. Det ene er det landskendte mikrobryggeri Fur Bryghus. Øen har flere Bed & Breakfast, campingplads, hotel, kro, lejrskole og pensionat foruden ferielejligheder og ca. 500 sommerhuse.

 

Besøg Fur

Kom og besøg Fur. Der er mange spise- og overnatningsmuligheder. Er du til høj puls, iværksætteri og kunstnermiljø? Er du ”bare” til fred og ro, på fjorden eller på en ø, hvor naturen kandiderer til Verdens Naturarv? Uanset hvad, så har Fur det hele.

 

Vidste du:

* at du kan få støtte til at prøvebo Fur?

* at du kan få ø-støtte til etablering af virksomhed på Fur?

* at der årligt kommer mere end 150.000 turister til Fur?

* at unge fra Fur kan få støtte til uddannelse i udlandet?

* at mange pendler til Fur for at komme på job?

* at Furs fonde hvert år giver mange hundrede tusinde til øens foreninger og aktiviteter.

* at næsten en tredjedel af øens befolkning er flyttet til inden for de sidste 10 år.

 

www FurNyt.dk

Gå ind på Furs hjemmeside og læs om livet på Danmarks skønneste ø. Læs om alt. 2.000 artikler til din rådighed. Hvad sker der på Fur? Hvad er der på Fur? Svarene får du på www FurNyt.dk. Du vil blive overrasket!


Sagt af en tilflytter

"På Fur er vi da tættere på mange ting, end vi var i Århus. Der havde vi 15 km til lægen og 15 km til forretningerne inde i byen. Det tog som regel en halv times tid at finde en parkeringsplads. Den lå rimelig langt væk fra forretningen, og den kostede 20 kr. pr. time. Vi har dagligvarebutik på Fur. Så tæt på, at man kan cykle. Tager man bilen, er der fri parkering. Lægen er lige ovre på den anden side, og færgebilletten koster omtrent det samme som parkeringen i Århus. Som furbo kan man da ikke have det nemmere."

15.05.2012
museumsinspektør John Brinch Bertelsen, Museum Salling

Senest ændretLørdag, 18 januar 2014 19:51
Til toppen