Menu

I Holger Lundgaards Fodspor på Fur

  • Skrevet af 

Se video
”Så vil jeg gerne give ordet til Holger Lundgaard”. Sådan har det gennem mange år lydt ved utallige generalforsamlinger, møder og andet på Fur. Holger har nemlig om noget sat sit fingeraftryk på Furs udvikling. Senest som formand for Fur Sogneforening. Men nu er det slut, påstår Holger og på den seneste generalforsamling i Sogneforeningen takkede han af

Se video

”Så vil jeg gerne give ordet til Holger Lundgaard”. Sådan har det gennem mange år lydt ved utallige generalforsamlinger, møder og andet på Fur. Holger har nemlig om noget sat sit fingeraftryk på Furs udvikling. Senest som formand for Fur Sogneforening. Men nu er det slut, påstår Holger og på den seneste generalforsamling i Sogneforeningen takkede han af.

 FurNyt har derfor lagt vejen forbi Sundevej 35. Her bor nemlig Holger og Edel og kaffebordet er dækket, da den udsendte dukker op. Fra stuen er der udsigt over fjorden, hvor den nye færge samme morgen er begyndt at fragte biler, gods og folk over sundet. I mellem fjorden og huset går Sundevej, der er øens hovedpulsåre, hvor stort set alle med ærinde på Fur kommer forbi. Blandt billederne på vægen er et luftfotografi af en trelænget gård. Det er Nørre Lundgård, der var i familiens eje i ni generationer, indtil den for nogle år siden blev solgt og Holger og Edel flyttede til huset på Sundevej.  Det var på Nørre Lundgård, det hele begyndte den 12. juni 1938. Holger var nummer fire af en flok, der efterhånden blev til otte – fire piger og fire drenge.

Holgers far var oprindelig udlært møbelsnedker og arbejdede i Århus. Men 1930erne var præget af økonomisk nedtur, og arbejde var næsten umuligt at finde. Da samtidig Holgers bedsteforældre havde svært ved at klare gården, endte det med, at familien flyttede til Fur og blev landmænd og således gik imod den almindelige strøm fra land til by. Holgers mor stammede fra Løsning mellem Horsens og Vejle og var udlært sygeplejeske og var opvokset i byen, så det var barske vilkår, hun kom til på den nordlige side af højderyggen, der skiller Fur, som Holger udtrykker det.

Hvordan var det Fur, du voksede op på?

Det er egentligt et vanskeligt spørgsmål at besvare, sige Holger og tænker lidt. Det allerførste jeg kan huske, var at mine bedsteforældre, der boede på aftægt på gården, skulle have guldbryllup. Det var under krigen, og dengang var der indført mørklægning. Det var nu ikke noget, der blev taget særligt tungt på Fur, da her ingen tyske soldater var. Men så kom fastrene fra København, og de mente bestemt, at når så mange gæster var samlede, så skulle der mørklægges. Det skete ved, at Holgers far slog salpetersække for vinduerne.

Skolegangen foregik hver anden dag i Hvirp Skole. Inden turen gik til skolen, skulle der muges ud hos grisene. På den nordlige del af Fur boede dengang kun to familier og det var kun, når han skulle i skole, at højderyggen blev passeret. Den anden skole lå i Debel. De to byer var adskilte, mindes Holger.  De voksne kom ikke meget sammen og børnene da slet ikke. Når Holger sammen med forældrene kørte igennem Debel i hestevogn, så lagde han sig fladt ned i bunden af vognen. For han var sikker på, at så debelbørnene ham, så fik han en sten eller noget andet kastet efter sig. Jo, debelbørnene var nogle banditter.   

Holgers far var venstremand og med i vælgerforeningen og i det hele taget en aktiv mand, der blandt andet var formand for Brugsforeningen og transformatorselskabet. Sidstnævnte var øens elselskab, der var helt selvstændigt, men faren var med til at få det lagt sammen med elselskabet i Skive. Derved blev det bundet sammen med det store net.

Et andet skel, der gik gennem øen var mellem Indre Mission og Grundtvigianere. I 1913 fik Indre Mission flertal i Fur Sogneråd og det næste halve århundrede prægede de øens udvikling på godt og ondt. Druk og stor social nød var med til at bane vejen for dem, fortæller Holger. Fiskere drak deres hyre op, og hjemme gik konen med børnene og led nød. Det fik Missionen skik på. Der var fx lærer Andreasen i Hvirp Skole, som var en dygtig lærer og en dygtig missionær, der startede en indremissionsk vækkelsesbølge. Inden da havde nogle gårdmandskoner, der havde været på højskole – blandt andet på Testrup Højskole, startet en grundtvigsk menighed. En lærer Christensen i Debel skole blev deres samlingspunkt. Dette førte efterhånden til, at de to retninger fik hvert deres sted: Forsamlingshuset og Misionshuset. Missionen prægede Fur stærkt i de år, hvor Holger var barn. Holgers bedstemor, der boede på aftægt på Nørre Lundgaard, var stærkt påvirket af Indre Mission. Hun afskyede alt, hvad der hed druk og kortspil. Blev der eksempelvis skænket et glas portvin i hjemmet, så måtte der ikke siges skål. Hun havde i sin ungdom oplevet, at mange fiskere var omkommet på grund af druk. Selv fandt Holger sit ståsted hos grundtvigianerne.

Holger voksede op uden elektrisk lys. Det kom først til gården i 1953. Petroleumslamper lyste rummene op og en lille mølle ved gården producerede lidt strøm på et tolvvoltsanlæg, men der var selvsagt kun strøm, når det blæste.

I 1952 blev Holger sammen med omkring 40 andre unge fra Fur konfirmeret, og skulle dermed beslutte sig for, hvad han ville bruge sit liv til. Det spørgsmål var nu let at besvare, for han skulle være landmand. Det lå i luften og det første år gik han hjemme og hjalp til og derefter fik han plads hos en nabo. Men udlængslen efter at se noget andet meldte sig alligevel og sammen med en kammerat satte Holger en annonce i Jyllandsposten, at de søgte arbejde som karle ved landbruget. De fik 51 tilbud. Holger valgte en plads i Klejtrup, som desværre på alle måder var dårlig. Men dengang blev man fæstet for et år. Derefter gik turen til en plads på Samsø.

I 1961 var tiden inden til et vinterophold på Kærhaven Landbrugsskole. I mellemtiden var Edel kommet ind i billedet. Hun kom fra Engelst på Fur.

1963 stod brylluppet på Fur og samtidig overtog de som niende generation den 56 tønder land store Nørre Lundgård. Som ældste søn var han selvskrevet til at føre gården videre. Sådan var skik og brug og det blev aldrig diskuteret. Så godt som alle forlod skolen efter 7. klasse. At tage en realeksamen blev end ikke overvejet. Han mindes en enkelt, der cyklede til Roslev og tog realeksamen der.  Heller ikke Holger tænkte dengang, at det kunne være anderledes, men i dag havde han aldrig valgt at blive landmand. I stedet ville han have taget en uddannelse.  Godt nok var det en af de største gårde på Fur, som han overtog, men jorden var dårlig og i midten af 1960erne måtte utallige landmænd landet over tage arbejde ved siden af, for at få gården til at løbe rundt. Det skete også for Holger. Omkring 1970 begyndte han at arbejde på Skamol og efter 6 år blev han driftsleder. Men efter 10 år blev han heldigvis fyret, som Holger selv udtrykker det, for ellers havde han ikke været levende i dag. Skamol var en ny virksomhed og den kunne opsuge al den arbejdskraft, der blev tilovers i landbrug og fiskeri. Siden blev Holger blandt andet graver ved Fur Kirke, og da han stoppede med det, blev han gennem en årrække kirkesanger ved kirken.

Holger og Edel fik fem børn, og da de første omkring 1970 begyndte at nå den alder, hvor de kom i skole og skulle deltage i fritidsaktiviteter, begyndte Holger at blive aktiv i foreningslivet. Således var han med til at starte Fur Bådelaug. Da børnene blev ældre, var han også med til at starte en ungdomsklub, hvor han var leder en tid. Dette førte til, at han kom ind i Ungdomsskolen i Thorum, hvor Holger dels underviste og dels kom til at stå for rejseaktiviteterne. Hvert år i påsken tog de af sted til Paris og andre storbyer i Europa. Den aktivitet har siden givet Holger mod på at rejse og tilmed mod på at bestige bjerge. Måske besjælet af en indre trang til at gøre det umulige og med visheden om, at den bedste udsigt findes fra de højeste bjerge, besluttede han og en kammerat at bestige Mont Blanc. De foregående år havde de øvet sig lidt, men den 26. juni 1996 kl.9.00 stod Holger sammen med sin kammerat på toppen af det 4.807 meter høje Mont Blanc, der er Europas højeste bjerg. Opstigningen tog 4 dage.  Holger var da 59 år. Det var en sejr.

Den samme sejhed har Holger gennem årene lagt i sit arbejde i de utallige foreninger, han gennem tiden har været en del af. Et år blev han valgt ind i Fur Sogneforenings bestyrelse – hvilket år husker han ikke – men snart blev han foreningens formand. Siden har målet været at gøre Sogneforeningen til en aktiv borgerforening, der står som bindeledet mellem øen og de kommunale instanser. Derfor er det utroligt vigtigt, at folk bakker op om foreningen.  Men på sidste generalforsamling blev stafetten givet videre. Foreløbig tager Holger og Edel på en længere udlandsrejse, men lur mig, om ikke Holger hjemme igen dukker op et sted, hvor han igen kan sætte sit fingeraftryk og være med til at præge udviklingen på den ø, som han som ung havde udlængsler fra, men som han alligevel vendte tilbage til.

02.04.2012 
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Se video: http://youtu.be/uoPGFv9iW0U

 

  1. Holger i gang med sin sidste generalforsamling som formand i Fur Sogneforening
  2. Holger i stuen på Sundevej med udsigt til Salling
  3. Nørre Lundgaard, hvor Holger blev født
  4. Holger var initiativtager til at det blev opstillet hjertestarter ved Brugsen på Fur. Foreløbig har den været med til at redde to liv
  5. Holger har ordet ved åbningen af Fur Ø Arena i 2009
  6. Holger på minigolfbanen
  7. Holger holder tale ved en rundvisning for naboer Fur Ø Arenaen efteråret 2008
  8. – 9 Holger ved grundlovsmødet 2006
Til toppen